Om et halvt år der gik på 2 minutter

Så fik hun sgu en ring!

guldring_andyblog
I går var det 12½ år siden, at Astrid scorede mig til en julefrokost med vores universitetshold. 12½ år! Det er da lidt af en milepæl. Vi blev gift i smug på vores 5-årsdag, men hun fik ikke nogen ring. Den slags var lige lovlig småborgerligt for en hippie-tøs som Astrid. Bare det at blive gift krævede overtalelse. Men i går fik hun den så: En vaskeægte guldring med skinnende brillanter (man er vel rapper).

Jeg havde ikke ligefrem gået og drømt om det store kirkebryllup, men jeg er nok en anelse mere romantisk anlagt end min bedre halvdel. Faktisk kan jeg huske, at jeg allerede efter et halvt år var tæt på at fri til hende – men holdt klogligt inde. Hun var løbet skrigende bort!

Jeg var 20 år gammel og slet ikke i tvivl: Jeg havde fundet den, som jeg ville leve resten af mit liv sammen med. Hvordan dælen jeg bare kunne være så sikker på det, ved jeg ikke – men den var der bare. Og tanken om at binde sig skræmte mig mærkeligt nok overhovedet ikke. Det samme gjaldt ikke helt for Astrid. Hun var tæt på at få angstanfald ved udsigten til at vi skulle bo sammen og bare være os to for evigt og altid.

Hun var en flippet socialist, der gik i genbrugstøj og havde hennafarvet hår. Rejste til Nicaragua for at redde verden og boede i kollektiv med fællesstrømper og følerunder. Sådan én slår sig sgu ikke ned i en toværelses og leger Hr. og Fru Jensen som 22-årig!

Det krævede både tålmodighed og list at få hende lokket om bord. Det hele startede på hendes initiativ, men var aldrig tænkt som andet end en eksotisk flirt – det kunne jo være meget sjovt at prøve at være sammen med en hiphopper. Men pludselig ville han flytte sammen og alt muligt! Kompromiset blev, at jeg flyttede ind i kollektivet sammen med hendes syv veninder og alle deres vegetarfrikadeller. Jeg boede der i tre måneder og tabte mig fem kilo.

Men det var drønhyggeligt og en effektiv kur mod hendes commitment-issues. Vi rykkede videre til et lille bofællesskab og inden længe købte vi en lejlighed sammen. Og så blev vi gift. Men mest af alt fordi Astrid var blevet gravid og vi skulle tage stilling til nogle pensionspapirer – og det var altså bare nemmere, hvis vi var gift. Så jeg friede til hende over en sandwich i et tog mod Århus. Vi giftede os i hemmelighed på Rådhuset og holdt senere en kombineret ”navne – og kærlighedsfest”. Hippiestilen var intakt.

Det er 7½ år siden nu. Vi har fået yderligere to børn og er rykket i hus. Med have. Og rabarberbed. Og skiseme om ikke socialisten er blevet socialdemokrat. Man siger at det første kvinder gør, når de bliver gift, er at begynde at lave om på deres mænd. Og jeg vil ikke lyve, Astrid har påvirket mig mere end nogen anden i mit voksenliv. Men jeg synes nu, at jeg lykkes meget godt med mit projekt. I går fik hun en shiny guldring og hun var vild med den.

Mission accomplished.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om et halvt år der gik på 2 minutter