Romantisk getaway i København M (part 1)

Romantisk getaway i København M (part 2)

Vi fortsætter, hvor vi slap med guiden til en romantisk og 100% børnefri sviptur til Malmø. Part 1 handlede om hoteller, morgenmad og mørklægningsgardiner. Nu skal vi en tur udenfor. Hvis du bliver inspireret, kan du stadig nå en tur over Øresund med din bedre halvdel inden vi banker de blågule blå og gule i EM-playoff-kampene. Men skynd jer! Kan jo være de bliver pige-sure og lukker broen 😉

IMG_3654

Her kommer de sidste 3 tre tips på min lille top 5:

3) Nogle gange rammer man noget ved et lykketræf – og det gjorde vi denne gang i Malmø, da vi efter en lang gåtur på strøget spurgte Google til råds efter en god og billig frokostrestaurant, gerne med lidt afstand til shoppende danskere og andre kærlighedsturister. Ét sted kom op, der serverede en enkel italiensk frokostmenu, ikke så mange dikkedarer – det så lovende ud. Vi vandrede lidt væk fra centrum og kom til et område med lave boligblokke. Sådan nogle med røde mursten, små altaner og pensionistbeboernes rollatorer parkeret foran opgangen. På selve adressen var der ingen tegn på, at her skulle ligge en restaurant – udover et lille skilt på en sammenrullet markise. En kælderskakt førte ned til en sølvfarvet metaldør – også med et lille skilt på – men intet af det lignede noget, der var noget, så vi var på vej væk, da døren åbnede sig, et par gik ud – og lyden af klirrende tallerkener og grinende mennesker slap ud. Og voila: bag den anonyme kælderdør fandt vi Gio Di Penco – et lille stykke Italien midt i Malmø. Der var kø ved bordbestillingen og fuldstændigt proppet. I det åbne køkken blev den frisklavede pasta og de to (!) lækre valgmuligheder til frokosten hældt op i en flyvende fart og tjenerne bragte det ud til bordene i de rustikke lokaler. Ved disken ved siden af blev der solgt oste, skinker, oliven, olier og andre italienske specialiteter. Og kaffebaren sørgede for lækker kaffe til de endnu mere lækre dessertmuligheder. Serveringen var hurtig, madens kvalitet helt i top og citron-tærten til dessert muligvis den bedste kage indtaget endnu i 2015. Og priserne: 85 svenske kroner for en frokostret – brød og vand inkluderet. En klar anbefaling herfra og en røvfuld hjerter – hvis det her var sådan en type anmeldelse 🙂 Adresse: Roskildevägen 3 – find restauranten på Instagram.

4) Malmø er en hyggelig by med rigtigt mange charmerende gamle skæve bindingsværkshuse og små krogede gader. Men også den nye bydel med vartegnet Turning Torso er et besøg værd. Vi tog løbetøjet på og løb en tur derud – det ligger ned til vandet og man kan løbe en dejlig tur med kig til Øresund og København, mens man får snakket om livet og alle de ting, der drukner i hverdagens travlhed. Og det er nu engang federe at få rørt sig sammen mens man får luft og lidt på opleveren, end at stå på løbebåndet i hotellets træningsrum. Og der er faktisk både flere cafeer og restauranter, der serverer mad og kaffe udendørs med udsigt til vandet – så man kan godt få noget at spise, selvom man ankommer lettere svedig i sit løbetøj. Herfra en anbefaling af det pizzeria, der ligger lige ved siden af Turning Torso, når man kommer (løbende) inde fra centrum af Malmø – kan hverken diske op med adresse eller navn, men deres pizzaer er gode og udsigten fremragende – og mon ikke I finder det hvis I løber lidt rundt og kigger?

5) Gå i seng tidligt! Lad være med at gå ud at spise om aftenen. Drop kulden og regnen. Ikke noget med at have problemer med at få et bord på en af de hypede restauranter. Ikke nogen risiko for at ende på Mongolian Barbeque eller en obskur fondue-restaurant med Tyroler-look (yep – vi er havnet begge steder, så det er bitter erfaring, der taler her). Slå op i Room Service og vælg den lækreste steak bearnaise, den sprødeste salat eller de mest svenske kødboller med mos og lingonberries. Drik lige hvad du vil til, se ud som du vil imens, vælg selv playlisten, der akkompagnerer aftenen – og spar som en dejlig sidegevinst typisk et par hundrede kroner på maden. De fleste gode hoteller har jo samme høje standard for deres room service som på maden i restauranten – og medmindre du tog til Malmø for at spise på den restaurant din gourmet-interesserede makker bliver ved med at fable om, er det jo ikke det du er kommet for.

Selvom man aldrig nogensinde er sådan rigtigt udhvilet når man har små børn, så er der efter sådan en tur til København M tanket godt op på parforholds-kontoen – og jeg selv er også langt bedre ladet op til den næste etape af hverdag-med-fart-på frem mod juleferien.

Så hermed er anbefalingerne givet videre. Jeg kan vel så føje ’rejse-anmelder’ til CV’et 🙂

Vil du kunne det samme – så smid dine bedste anbefalinger til en afslappende kæreste-tur, tips til vores næste Malmø-tur eller bare noget om din yndlings-destination herunder!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Romantisk getaway i København M (part 1)