Hvor dælen kom han fra?

En popdrengs bekendelser – om at høre Rasmus Seebach helt frivilligt

Rasmus Seebach

Jeg ved det godt. Med indlægget her risikerer jeg at lægge den sidste rest af street-credibility i graven. I al fald den der hårde en, der handler om at holde det ægte og ikke sælge ud og alt sådan noget hiphop-agtigt noget. Men then again – det løb kørte sgu nok, da jeg trådte ind på scenen i Vild Med Dans og lagde stemme og toner til en chachacha sidste år.

Så lad mig da bare fortsætte kursen og komme med en indrømmelse: jeg lytter til Rasmus Seebach. Og ikke kun når min datter kommer hjem fra fritteren og jeg får valget mellem den nye Rasmus Seebach eller Cup Song for gang nummer 10.000. Og heller ikke kun når jeg samler Ikea-møbler med konen (…lige netop dén kombi er så til gengæld en af de hårdeste jeg kender…)

Nej, jeg synes faktisk det er helt gedigen, god, solid pop. Ikke så mange overraskelser, ikke noget der omdefinerer sin genre eller revolutionerer populærmusikken. Men det har jeg heller ikke indtryk af er missionen for den gode Rasmus Seebach.

Derfor pisser det mig virkelig også af, når manden udgiver nyt materiale og man kan være så sikker som ammen i kirken på, at det bliver fulgt at lunkne og forbeholdne anmeldelser. Mens publikum suger det til sig og numrene banker til tops på samtlige streaming-tjenester, finder anmelderne de finkulturelle og snobbede vurderinger frem og dømmer musikken ude.

Læs: Rasmus Seebach sælger dobbelt så meget som alle andre – tilsammen

Et engelsk ordsprog hedder: those who can’t do – teach. Eller sagt på en anden måde: har du ikke selv røv nok i bukserne og talent nok til at kaste dig ind i gamet – så kan du altid belære andre om, hvordan de bør gøre tingene. Jeg siger ikke at det er (hele) forklaringen: at anmelderkorpset er fyldt med mennesker, der ville ønske de selv havde haft modet til at forfølge deres kreative drømme. Dem skal der nok være nogen af.

Men forklaringen tror jeg i langt højere grad findes i den sammenklumpning af kulturelite, der findes i København. Her kan man bekræfte hinanden i, hvad der er god smag, visionært, peger fremad, gør sig fortjent til det høje antal hjerter, stjerner eller hvad fanden det nu er, der bliver smidt efter folks kreative hjerteblod i de forskellige medier.

Men hvorfor er det mindre fint at skrive sange, der går direkte i hjertet på en teenagetøs i Tønder? Som får smilet frem hos en træt småbørnsmor i gode, gamle dobbelt-A? Som sætter ord på hverdagens drømme for folk flest fra remoulade-stræde på den københavnske Vestegn?

Ankerstjerne rammede det perfekt ind i et interview for nyligt: ”jeg oplever overvejende ikke, at anmelderne dømmer musikken ud fra, hvad den er, men ud fra, hvad den repræsenterer, og så bliver det folkelige lig med det dumme. Det er fucking wack, for hvem tror, de er bedre end folket?”.

Jeg er enig. Er du også – så say it out loud: jeg lytter (frivilligt) til Rasmus Seebach – and I’m not ashamed to say so!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor dælen kom han fra?