Jeg har overvejet det længe: om jeg skulle kaste mig ud i den vilde, sydende blogosfære – der i dag domineres af mommy-bloggere, mad-bloggere, mode-bloggere og fitness-bloggere.

Ville det være en verden for mig? Og hvilken kasse skulle jeg i så fald proppes ind i?

Som rapper – far til snart tre – mand med meninger – optaget af min egen og min families sundhed – og da også en anelse optaget af at se ordentlig ud på en scene – ja, så er der jo nok at fare til tasterne omkring.

Jeg har da også altid været kendt som en, der ikke pakkede tingene ind og turde have en holdning. ”Hiphop-kulturkampen er i gang!” skrev Berlingske Tidende, da min første plade udkom tilbage i 2008, fordi jeg gik op imod ”den fordummende rap-mainstream”. Informations anmelder gik skridtet videre, kaldte stilen for ”ridder-rap” og udnævnte mig som ”bærer af en ny tendens i dansk rap, der handler om at have noget på hjerte”.

Nej, jeg har aldrig været bange for at mene noget.

Og alligevel har det der med at tage bladet fra munden og blande sig i debatten været lidt i dvale de seneste år. Ikke fordi meningerne, holdningerne og den bankende puls for den verden vi lever i, er blevet mindre. Men fordi de senere år har budt på, ja, skal vi kalde det, et temmelig fuldt program.

Min kone blev ringet op af Helle Thorning-Schmidt og spurgt om hun ville være minister i hendes regering den søndag aften, hvor jeg var kørt af sted til Jylland på 3 ugers turné med drengene i bandbussen om eftermiddagen, en søndag i oktober 2011. Hun sagde ja.

Tre måneder senere kom vores søn til verden – og jeg blev rejsende far på barsel. Fulgte konen rundt til rådsmøder i EU (…jep, Danmark havde også lige formandskabet for EU på det tidspunkt, bare for at gøre tingene endnu mere travle…), konferencer rundt omkring i Danmark og i Folketingets krinkelkroge – med min lille mayn i barnevognen på eventyr med far, når der altså ikke lige skulle fodres af hos mor.

Siden dengang i 2008 har jeg også udgivet endnu et album og spillet flere end 500 koncerter rundt omkring i hele landet – mange af dem på skoler, hvor vi fyrer en fest af for de ældste klasser. Der bliver skrevet autografer, lavet freestyle om de sejeste homeboys og i ny og næ skriger tøserne, så man får en lille smag af livet som det må være for Christoffer og One Direction 😉

Så det har været lidt af et ride de seneste år. Med knap så meget tid til at fare i blækhust og forfatte indlæg om stort og småt. Men nu presser det sig på: jeg har ting, jeg vil ud med. Erfaringer jeg vil dele – om livet som musiker og rapper, livet som far og ægtemand og borger i det her land og den her verden.

Det kapitel åbner jeg nu med bloggen her. Jeg glæder mig mad meget og håber I vil læse med – og meget gerne kaste spørgsmål, kommentarer og ideer efter mig. Min pen er glødende – vi skrives ved her på siden!