Modeller på min pik

gulddreng_andyblog

’Mor, hvorfor synger Gulddrengen, at han kun vil have modeller på sin pik?’ – det spørgsmål overhørte jeg min kone få forleden af vores 8-årige datter, der går i 2. klasse. Og hvordan svarer man lige på det?

Jeg har i årevis ærgret og irriteret mig over, at der er to veje at gå for børn, der gerne vil høre musik (…og som udøvende musiker vil jeg jo mene, at det burde alle børn gøre, for deres udviklings skyld og fordi det giver mega meget livsglæde…):

  • Enten den børnemusik, der sætter sig ned på hug og tager børnene med ind i et infantilt og trygt univers skabt af voksne, der prøver at skærme børn mod den store, vilde verden. Værst kender man det fra Disneys mange serier, hvor selv skræmmende pirater har redningsveste på – mest vellykket i denne genre er Åh Abe boks-sættet, og her er musikerne bag bare så knald-dygtige og numrene så evergreen-holdbare, at den også har været på repeat hos os med alle tre børn – indtil en vis alder, vel og mærke…
  • Eller den musik, der afføder spørgsmål som ’hvorfor man kun vil have modeller på sin pik’…med et hav af afledte spørgsmål – for hvad er modeller, hvordan kan man have dem på sin pik, hvad kunne man ellers have på sin pik og hvorfor synger Gulddrengen om det…? Min kone fortalte fra sin tid i en vuggestue, at de små børn dansede til ’Hot’ med Nik & Jay: ’Lad mig se dig gå frem – og tilbage – fra side til side – lad mig se dig gå op – og ned – kom nu – bliv ved’…Ungerne var vilde med rytmerne og energien i musikken, og ingen skade skete – men helt ærligt: hvorfor skal børn introduceres til et voksen-univers med sved på kroppen, baby, og seksuelle under- og overtoner, hvis de skal høre velproduceret musik med den fede energi og nerve, som pop-bangere til det voksne publikum har?

Ja, som man måske fornemmer er det et tema, der har optaget mig – meget og længe. Jeg har spillet mere end 100 koncerter for børn de sidste år. På skoler og spillesteder. Og utallige er det antal af gange, hvor jeg har måttet diskutere med lydmænd eller skolelærere om børnene nu også kunne tåle at høre så høj musik. Mere end én gang har en arrangør været henne efter lydprøven, mens vi stod på scenen, for at få ham til at skrue lyden ned til ’børnevenlig’ højde.

Men hallo: børn skal ikke pakkes ind i vat. Og børn skal respekteres som musikforbrugere. Ikke noget ned på hug og snak med sjov stemme om koen og grisen og…aarrrgggghh – jeg bliver vanvittig hver gang jeg støder på den slags børne-acts, der taler ned til børn og snyder dem for en ægte, fed musikoplevelse.

Nå, men brok alene er jo kun for tabere, som man siger, så jeg har også forsøgt at gøre noget ved det.

Sammen med Anna Spejlæg har jeg det sidste år turneret Danmark rundt med HipSomHap, der er en rap-gruppe, som spiller svedig hiphop for børn og barnlige bad boyz. Og der er knald på bassen, bangende beats og ikke noget pusse-nusset over teksterne. Det handler om hverdagens vigtige emner – for børn! – og altså ikke sex, drugs og rock’n’roll, men røvkedelige forældre, fredagsslik som ugens højdepunkt – og om at få tissemanden i klemme i lynlåsen. Der er humor, der er knald på – og det er præcist så velproduceret som de numre, du hører på P3.

Vi har lige udgivet en single fra vores nye album. Det hedder ’Hop Lidt Mer’ og singlen hedder ’Av’ og har en fed musikvideo til.

Tjek det ud her og lad mig meget gerne vide hvad I tænker 🙂 – og tjek facebook.com/hipsomhapdk for kommende koncerter, hvis du vil give dine børn en svedig koncertoplevelse.

 

 

Photoshoot med rander under øjnene

andyblog_bridgeblandingI søndags skulle jeg tage nye pressebilleder til lanceringen af den kommende EP. Den slags kan være lidt af en udfordring, for man er vel kunstner og ikke model – og hvor fedt er det lige at skulle stå stille og posere i timevis foran kameraet? Jeg kender mange, der hader det og ser det som et nødvendigt onde, der hører med til at være musiker.

Jeg har nu aldrig haft så svært ved det. Ikke at jeg som sådan er særlig god til at se fantastisk skarp ud fra den helt rigtige vinkel, men det der med at sidde eller stå stille, mens kameraet kører og fotografen dirigerer, passer mig fint. Så får jeg lidt ro. Jeg skal selvfølgelig være på, men på en helt anden måde end når jeg står på en scene eller slås med børnene derhjemme. Ro er der ikke meget af i mit liv, så den del hilser jeg velkommen.

Udfordringen ligger et helt andet sted for mig. Hvordan undgår jeg at ligne én, der er ved at falde i søvn? Vi skød billederne søndag aften. Jeg drønede ud af døren, så snart den sidste af ungerne var puttet – og lignede formentlig et narkovrag, da jeg ankom hos fotografen. Ikke på den seje smadrede rock’n’roll-agtige måde, men på den der gylp-ned-ad-ryggen-og-rander-under-øjnene-agtige facon.

Læs også: Jeg har ik’ sovet i et år

Vi startede ud med en kold øl, lidt lunken vand i ansigtet og høj musik på anlægget, for at få gang i kroppen og booste humøret. Det er jo vigtigt at hygge sig, når man skal se skarp ud. Bridgeblanding og en bajer, så kører vi. 400 billeder senere havde vi fået det, vi skulle bruge – lækre rene studiebilleder, underlige setups med potteplanter og plastiktræer, lidt fra bagtrappen og en tur ud på gaden. Kreativt og sjovt. Og med i hvert fald et eller to vellykkede billeder iblandt, hvor jeg ikke lignede det jeg var – usandsynlig træt 🙂

EP’en udkommer næste fredag, d. 11. november. Glæder mig helt vildt til at præsentere jer for musikken og den sjoveste musikvideo, jeg nogensinde har været med til at lave – og selvfølgelig de bedste af pressebillederne. I første omgang får I et par stykker af dem, vi af gode grunde sorterede fra… Enjoy!

 

dsc_0151

dsc_0284

dsc_0102

dsc_0128

At gå på scenen i en stem-hjem-kultur

omatgåpåscenen_andyblog
I lørdags debuterede min datter som solosanger foran et stort publikum. 7 år gammel og med et fast greb om mikrofonen. Hun trådte forsigtigt ind på scenen og smilede underfundigt, som om hun var i tvivl om det bare var en drøm, mens hun uden slinger i valsen sang sig igennem MGP-favoritten ”Savner Dig”. Hun var sød og god og far var stolt.

Men det var lidt af en kamp at få hende derop. Ikke forstået på den måde, at det var min mission at hun skulle stå der på en scene og optræde foran en masse mennesker. Det var hendes drøm, ikke min. Indrømmet, jeg synes det er super fedt, at hun er vild med at synge og gerne vil optræde. Og det er nok ikke tilfældigt, at hun har fået lige netop den interesse. Men det skal handle om at have det sjovt – ikke om at blive den nye stjerne. Og det gør det heldigvis også.

Men der er alligevel meget på spil, når man sådan stiller sig op på en scene foran en stor forsamling. For hvad nu, hvis der er nogen, der synes det er dårligt? Eller hvis jeg laver en fejl? Den slags tanker har fyldt meget oppe i det lille hoved den seneste uge. Faktisk var hun tæt på at bakke ud og droppe det hele i sidste øjeblik, selvom hun havde glædet sig i lang tid.

Karla vokser op i en ”stem-hjem-kultur”, hvor vi opstiller glansbilleder af os selv og peger fingre ad dem, der falder igennem. Vi er alle sammen en del af det store cirkus på de sociale medier, og den står på reality og talentshows, når der skal hygges med familien fredag aften. Alting skal vurderes. Det er tydeligt at mærke på børnene, der er langt mere selvbevidste i dag end tidligere. Der er ligefrem opstået en helt ny rolle i ungernes lege: ”dommeren”. Og det er altså bare lidt ærgerligt at blive stemt ud af frikvarteret.

Det har uden tvivl altid været en udfordring at skulle optræde for første gang. Men prisen for at træde ved siden af er blevet så høj, at mange slet ikke tør træde. Særligt inden for musik. Jeg ser det igen og igen, når jeg afholder workshops om rap og performance for børn og unge – og får den samme melding fra andre kolleger i felten. Som en sangunderviser sagde til mig forleden: ”Børnene har ikke noget imod at folk kigger på, når de spiller fodbold, men når de skal synge panikker de totalt, hvis der er publikum på”.

Hvor er det bare drønærgerligt, at det er blevet sådan. Og hvor er jeg bare glad for, at Karla – til trods for at hun blev ramt af akut stem-hjem-angst op til koncerten – valgte at gå på scenen alligevel. Hun fik overbevist sig selv om, at folk nok ikke ville synes, at hun var dårlig. Ikke at det var lige meget, hvis nogle af dem gjorde. Men det skal nok komme – et skridt ad gangen. Hun overvandt noget i selv ved at gøre det, og hun var pavestolt og super glad bagefter. Og det er jo det, musik kan: skabe glæde og give selvtillid.

Det var en kæmpe stor oplevelse, som hun kommer til at leve højt på længe og som har givet hende mod på tilværelsen og lyst til at synge, spille og optræde. Præcis som jeg oplevede det på en skole i Esbjerg for nylig, hvor jeg kørte et længere forløb med to 7. klasser: De skulle skrive deres egne numre og give koncert for resten af skolen. Eleverne var rystende nervøse i dagene op til den store finale, men skulle nærmest hives ned fra scenen til sidst. ”Kan vi ikke nok få lov at optræde igen?”

Da euforien havde lagt sig og Karla tænkte tilbage på sin optræden, var der én ting, der stod tilbage: den meget lange klapsalve, hun fik fra publikum. Den tror jeg sent hun vil glemme.

Kvindekamp, Karlas fødselsdag og sej pige-rapper

annelise_andyblog

Sidste uge bød på to årligt tilbagevendende og i et eller andet omfang beslægtede begivenheder: Kvindernes Internationale Kampdag og min datters fødselsdag. Ikke at Karlas fødselsdag har den store betydning for kvindesagen, men med buksedragt og blazer på gavelisten er hun en lille pige, der med hastige skridt er ved at blive til en stor pige – med alle de kønsrollemæssige udfordringer, der nu engang hører med til det.

Hun fik også en sej kasket i fødselsgave. Ikke med Frost eller Hello Kitty, men i rå denim. Den stod på ønskesedlen – for hun kan ikke rigtig passe min, som hun ellers har gået rundt med det sidste stykke tid. Hun ville have sin egen. Ikke fordi hun vil være lige så cool som mig, men fordi hun vil være lige så cool som hende på billedet.

Karla er vild med musik og elsker at se musikvideoer på YouTube. Hun finder dem selv og har totalt styr på, hvad hun søger efter. Sangene fra MGP er selvfølgelig et hit, men ellers står den på Katy Perry og Shakira. Og Annelise – eller ”pige-wapperen”, som Karla kalder hende. Hun rapper og ser sej ud, kaster håndtegn og siger fuck. Der er ikke rigtig noget at synge med på og Karla forstår ikke en brik af de mange ord, som Annelise spytter ud i rekordfart, men hun er dybt fascineret og vil se videoen igen og igen.

Hun spurgte mig forleden, om der ikke var andre pige-wappere, vi kunne se. Tjoo. Hmm. Der er ikke rigtigt så mange, måtte jeg skuffe hende med. De findes selvfølgelig, men de dukker ikke lige frem op blandt YouTubes forslag til den næste video, du skal se.

Jeg får tit spørgsmålet fra både små og store piger, når jeg er ude og lave workshops om rap og hiphop – ”Kan en pige godt være rapper?” Nogle af dem går bare ud fra, at deres rolle må være at stå i baggrunden og smile pænt, mens drengene fyrer den af. Ligesom til cirkusforestillingen i børnehaven for et par år siden, hvor drengene var ”stærke” og ”seje” vægtløftere, superhelte og slangetæmmere – og pigerne var ”smukke” og ”yndige” linedansere og gyngeprinsesser. No wonder, at de ikke lige ser sig selv som rappere.

Og netop derfor er Annelise virkelig vigtig. Hun er et kæmpe forbillede, en mønsterbryder, som er værd at se op til. Uanset om hun er bevidst om det eller ej, er hun med til at påvirke vores opfattelse af kønsroller og stereotyper. Men det rigtig fede er, at hun ikke kun er interessant af den grund. Hun er nemlig også enormt dygtig. Langt bedre end mange af drengene – og rigeligt god til at være interessant af den grund alene.

Den største gave jeg kan forestille mig at give til min datter er troen på, at hun er god som hun er og ikke er begrænset af noget som helst – heller ikke sit køn. Men sidstnævnte er saftsuseme noget af en udfordring, selv i Danmark i år 2016. Ligestilling kommer ikke af sig selv og Annelise hiver den nok heller ikke hjem. Men hun har fået min datter til at gå med kasket.

Lyrikvideo – hvad er det?

andyop_nødråb

Min nye single udkom forleden – og det markerede vi med bobler og fest derhjemme. Få dage senere kom der en musikvideo til nummeret – en såkaldt lyrikvideo.

De af jer, der følger mig på snappen vil vide, at jeg i sidste uge var af sted med en stor produktion for at indspille musikvideo til den kommende single. Her var skuespillere, kamerafolk, instruktør, producer, runner, stylist, statister – det helt store set up.

I modsætning hertil er videoen til ”Nødråb” det man kalder en lyrikvideo. Min søde kone har opfordret mig til at skrive en blog om det – og da man skal samle de point man kan hos sin kvinde, kommer her en kort forklaring:

Vi kender ikke meget til det i Danmark, men det er stort i USA. Her bruger de største kunstnere det ofte – til første-single på et album, som jeg har gjort, eller til numre, man vil teste. Lyrikvideoer kan være meget forskellige og være super simple eller mere avancerede.

Hvis du vil se tre fede lyrik-videoer kan du tjekke dem her:

Sia – ”Alive”
David Guetta – ”Little Bad Girl”
Eminem – ”Kings Never Die”

Og så er der selvfølgelig min lyrikvideo, som du også skal se – hvis du ikke har fanget den allerede J

Udfordringen er, at man har så få virkemidler. Men det er samtidig noget af det, der kan gøre en lyrikvideo så stærk: budskabet og musikken skal bære igennem og særligt betyder det selvfølgelig pludselig rigtigt meget, om man har nogen tekster, der er godt håndværk og/eller har noget på hjerte.

Og hvad er det så – sådan en lyrikvideo? En følsom ung mand, der med indfølende stemme læser en kunstners tekst højt? Ordene, der løber over skærmen, som rulleteksterne, når filmen er slut, mens musikken spiller som stille muzak i baggrunden?

Nej – ikke nogen af de ting. Men ellers er der vide rammer og ingen regler, når det kommer til lyrikvideoer – og også en stor spændvidde, som du kan se i de fire eksempler i bloggen her.

 

Smid endelig en kommentar – hvad virker godt i min lyrikvideo – er du enig i, at det er et koncept, der holder? Har du nogen lyrikvideoer, du vil anbefale?

Older posts