Ups, er det fastelavn i dag?

Fastelavn_andyblog

Forleden var der nogle af førstegangsfædrene på fodboldholdet, der snakkede om fastelavn. Kostumer, tøndeslagning og fest i børnehaven. Men hvornår er det nu lige, det er? De kiggede på mig. Jeg har jo masser af børn, så jeg må vide den slags. Og selvfølgelig gør jeg det: Det er fastelavn, når man kommer ned i børnehaven en eller anden tilfældig morgen og alle de andre unger er klædt ud.

Det er ikke fordi jeg er ude på at spolere mit ophavs opvækst eller har for travlt med mig selv til at gå op i børnenes hverdag. Der er bare så meget at gå op i. Så afsindig mange møder og madpakker og fødselsdage og høstfester og julefester og alle mulige andre slags fester. Man skal være specialtrænet eliteforælder for at følge med i alt det der og samtidig have bare nogenlunde styr på den daglige rutine med tøjvask, indkøb, opvask, madlavning og blespand.

Det er sgu lidt sindssygt. Forældre der klarer det hele og fandeme også går på arbejde hver dag. De er de sande helte, hvis du spørger mig. Men selv Martin Luther King var utro. Vi kan ikke alt. Nogle gange kikser det altså bare. Og jeg hader udklædningsfester. Det er bare ikke mig, okay?

Så slap lige af. Folk går ned med stress over forældreintra og den slags. Vi kører det hele op. Jeg har oplevet de mest vanvittige diskussioner til forældremøder om slik i madpakken og maxbudget for fødselsdagsgaver. Må de koste en halvtredser eller kun en tyver? Tre kvarter frem og tilbage. OMFG. Vi går virkelig meget op i det hele, alting skal vendes og drejes og nås og virke totalt overskudsagtigt. Hashtag lifeisbeautiful.

Måske er det bare mig, der er lidt lad, men ærligt talt, jeg orker det ikke. Der er simpelthen så meget knald på hverdagen i forvejen. Så når jeg er lidt harsk handler det om at være realistisk. Og om at lade være med at piske en stemning op – der er virkelig ingen grund til at børnefødselsdage og fastelavnskostumer skal koste det blå ned fra himlen eller gøres til bjergbestigningsagtige projekter. Det skal i hvert fald ikke være for børnenes skyld.

Jeg siger ikke, at man ikke skal gøre noget ud af det. Selvfølgelig skal man det. Men mindre kan som regel gøre det – uanset hvad man havde i tankerne. I dag er det fastelavn og den her gang vidste jeg det faktisk godt. Min datter var punker. Læderjakke, grønt hår og ring i næsen. Det tog tyve minutter at forberede og kostede 30 kr. Hun vandt prisen for årets sejeste udklædning i fritten i fredags og havde en skøn dag.

Gutterne fra fodboldholdet grinte af min joke. Den var sat lidt på spidsen – ellers havde det jo ikke været sjovt. Men der er noget om snakken. Mit budskab til mig selv er i hvert fald klart. Det er det også, når jeg bliver spurgt til råds af andre forældre. Ro på. Det gælder om at gøre sig umage med de vigtige ting. Så husk på, hvad det er. Og skide være med fastelavn.

Blød mand – nej tak!

bloedman-nejtak-andyblog

Hvis der er et udtryk jeg hader, så er det ’en blød mand’.

For det er cirka ligeså skadeligt for den maskuline selvopfattelse, som det er fornærmende mod alle ordentlige mænd, når Donald Trump forsvarer sine svinske og sexistiske kommentarer med, at det bare en mandesnak fra omklædningsrummet. Man kan ikke bortforklare, at man er et røvhul ved at henvise til at ’sådan er mænd’ – og mænd, der tager ansvaret på sig, når det kommer til ungerne, til hjemmet, til familien er ikke ’bløde’ (læs: lidt mindre mande-agtige mænd end resten).

Og vi behøver jo i øvrigt ikke engang tage turen over Atlanten for at finde den slags: for nylig kom DR ud i en shitstorm af dimensioner, da de bad de mandlige deltagere i Den Store Bagedyst bage ud fra temaet ’mandehørm’ – og en deltager røg ud, fordi hans fortolkning af det maskuline ud i bagværk ikke var mandig nok. Indrømmet: jeg har aldrig set det der bageprogram – men man kan jo ikke være borger i det her land uden at blive konfronteret med følelsesladede diskussioner på gader og stræder, blandt kollegaer og venner og på de sociale medier om glasur, fondant og andre bagværks-relaterede stridspunkter. Og ud fra hvad jeg hører røg Bagedysten lige direkte ind på top-ti-listen over fordummende køns-stereotyper med programmet der.

I parentes: hvis du ligesom mig ikke liiiige får set programmet, men vil have nogen af de vredeste og sjoveste reaktioner – så tjek hashtagget #Gunnargate på twitter – det er pænt skægt.

Men tilbage til min afsky for udtrykket ’bløde mænd’. Se, jeg føler mig generelt temmelig mandig. Både når jeg saver brænde og når jeg støvsuger. Når jeg svinger vaterpasset og når jeg fylder opvaskeren. Når jeg står på scenen og rapper og når jeg putter ungerne og synger godnatsang. Og jeg vil meget gerne have mig frabedt at få mærkatet ’blød mand’, fordi jeg mener det er vigtigt, at jeg er der for mine børn og min familie. Jeg har tænkt mig at præge og opdrage mine sønner til at blive den slags mænd, der tager lige så meget ansvar på sig i hjemmet som professionelt. Og de skal gøre det med stolthed og uden at føle, at de gør det på trods af deres køn og mandighed.

Og forhåbentlig får de let ved det. Fordi de har set deres egen far magte både at være ham den seje rapper og ham den seje kok/indkøber/opvasker/badechef etc. derhjemme. Det tror jeg i al fald er forskellen på mig og mine jævnaldrende mandlige venner, der alle sammen i større eller mindre grad bakser med rollen som moderne mand. Jeg er vokset op med en syg mor og derfor også med en far, der stod for det hele – fra tøjvask over rengøring til indkøb og madlavning. Når jeg så oven i købet faldt for en kvinde, der ikke kunne lave mad og hellere vil redde verden end holde hus og hjem, ja, så faldt det let, at vi skulle være fælles om tingene derhjemme. Det er ikke dét, der giver udfordringer i parforholdet herhjemme – diverse brevkassers råd om at tage opvasken i ny og næ eller interessere sig lidt for indretningen af hjemmet for at få mere sex ud af damen, er ikke engang i nærheden af at ramme skiven.

Og på bundlinjen står altså, at jeg er træt af, at det betyder, at jeg skulle falde ind under en eller andet særlig underkategori af mænd, der er særligt ’bløde’. Sådan noget pjat. En blød mand er en, der ikke står fast på sine principper, ikke står op for det han tror på, ikke kæmper for dem og det han har kært. Og det er – hvis du spørger mig – alt det modsatte af det, jeg prøver at praktisere i min hverdag som moderne mand anno 2016.

I går var det Khalids fødselsdag

Khalid_andyop

Facebook minder os om alt muligt hele tiden. Fx var det i går 7 år siden, at jeg oprettede min profil – og dermed åbenbart min 7-års ”Facedag”. Og så kunne jeg se i menuen ude til højre, at flere af mine venner havde fødselsdag. Bl.a. en fyr, der hedder Khalid. Eller hed. Han er her ikke mere. Men det var hans fødselsdag i går og hans profil lever stadig. Han ville være blevet 21.

Livet er en mærkelig størrelse. Både det virkelige og det virtuelle. Vi er tættere på hinanden end nogensinde før, men alting går så hurtigt, at ingen rigtig har mulighed for at følge med. Khalid var en af dem, jeg kom tæt på, men aldrig rigtig lærte at kende. Han boede i den hårde del af Albertslund, hvor jeg mødte ham i forbindelse med mine rap-workshops i den lokale boligforening for nogle år siden.

Han var en god dreng. Én, der turde være sig selv i en verden, hvor der ikke uddeles mange chancer til dem, der står uden for. Han var nok ikke noget åbenlyst musikalsk talent, men han havde mere at byde på end de fleste andre. Han fortalte om sin opvækst og sine drømme. Det var aldrig nemt. Men selvom den lette løsning ville have været at kopiere de andre rødder og skrue op for attituden, så holdt han fast i sig selv.

Khalid gjorde en forskel, passede på de små i kvarteret og ville noget med sit liv. Smil på læben og hjertet på det rette sted. Skrev stolt til mig, da han fik sit første job. Han var godt på vej. Men fik ikke lov til at komme ret langt. Dagen før hans 20-års fødselsdag mistede han livet i en tragisk bilulykke. Fuldstændig meningsløst.

Tænk, at livet kan slutte så tidligt og så brat. Vi er så skrøbelige, tiden går så hurtigt og lige pludselig er der ikke mere tilbage. Mit Facebook-feed er for længst blevet fyldt op af nye nyheder, fødselsdage, begivenheder og minder, der stjæler opmærksomheden. Trædemøllen buldrer uforstyrret derudaf. Men i går stoppede jeg op. Påmindelsen om Khalids fødselsdag gjorde indtryk og fik mig til at tænke på, at det saftsuseme er vigtigt at bruge tiden godt.

Det er mørkt og koldt udenfor, Bjørn sover elendigt om natten og min cykel er punkteret – men hvor er det dog spild af liv at gå rundt og være irriteret over den slags. Det vil jeg virkelig prøve at huske mig selv på at lade være med. Og når jeg alligevel gør det, vil jeg sige til mig selv: Tag dig nu lige sammen og tag det med et smil – det ville Khalid have gjort.

Æret være hans minde. Du er savnet. Mine tanker går til hans familie og venner.

Togtur, tegninger og tid

andyblog-togtur

I går skulle jeg spille med HipSomHap i Viborg. Turen gik med meget tidligt morgentog fra København til Vejle og derfra videre med X-bus, der bragte mig lige gennem svigerforældrenes lille by, Tørring – hvor min kone har gjort både diskotek Jofi og Åstuen Bodega usikker i sine unge dage. Og da der er efterårsferie for skolepigen herhjemme og knap så meget for os andre, havde jeg hende med, så hun kan få en alene-ferie hos mormor og morfar, mens vi voksne arbejder og brødrene laver ballade i henholdsvis vuggestuen og børnehaven.

Sådan gør vi et par gange om året: tager toget med den ene eller den anden af de store unger til Jylland, for at de kan komme på miniferie ved mine svigerforældre. De nyder al den opmærksomhed og ro (…og de store mængder slik, som morfar svindler på bordet morgen, middag og aften til mormors store forargelse…), som man ellers ikke har så meget af, når man bare er ét af tre børn i en familie med fuld fart over feltet. Og vi nyder kun at have to unger at børste tænder på/lave mad til/bade/putte/vaske op efter/vaske tøj for/hente/bringe/etc.

Og noget af det allerfineste er faktisk turen. Ud og se med DSB – ja, hvem skulle have troet det? Forventningens glæde over ferien og forkælelsen, der venter. Alene-tiden med mor eller far undervejs. Stoltheden over at være så stor, at man er på vej alene på ferie. Og så tiden. Tid, hvor der ikke er andet, der kan stjæle opmærksomheden. Bare landskabet, der farer forbi, de obligatoriske pølsehorn fra 7/11 (…der dog denne gang undtagelsesvis var skiftet ud med skyr, da afgangstidspunktet var klokken lidt i seks…) og flere timer at slå ihjel.

Det er nogen af de bedste timer vi har sammen. Tid til at læse, tegne, spille og fundere over alle de ting i hverdagen, vi ikke lige får snakket om: tanker om venskaber og søde drenge. Spørgsmål om krig i verden og fred i Danmark. Bekymringer. Drømme. Og alle de der små beretninger, man også får i hverdagen, men som man – hånden på hjertet – ikke altid lige får hørt helt ordentligt efter, når man balancerer leverpostej og mellemlagspapir med den ene hånd ,mens den anden slår op på forældreintra for at tjekke ugeplanens krav til idrætstøj den næste dag.

Hjemme igen – med en stolt, glad, stor pige droppet af i Tørring til en dejlig ferie – lover jeg mig selv, at jeg vil se om jeg kan blive bedre til at finde de der Ud-og-Se-med-DSB-stunder herhjemme i hverdagen. Det kan jo ikke være de bløde sæder og den intime stemning i IC3-togene, der gør forskellen – og det er trods alt både billigere og nemmere at finde tiden til de der stjerne-stunder, hvis vi kunne skabe det rum herhjemme. Jeg har tænkt det før – men den her gang skal det lykkes. Some how.

Ude godt…

homesweethome_andyblog

Lige kommet hjem fra 2 ugers sommerferie med familien. Luftforandring fryder – ingen tvivl om det – men hvor er det også bare skønt at være tilbage. Hjem, kære hjem, jeg er vild med dig!

Vi har haft en dejlig ferie med masser af hygge og samvær langt væk fra de vante rammer. Børnene har nydt det, vi har nydt det og batterierne er ladet op på ny. Nu er det jo ikke fordi man sådan rigtig slapper af, når man er af sted med tre små bavianer – en weekendtur uden unger ville være fuldt ud fortjent ovenpå enhver familieferie – men alligevel. Trætheden er ikke så meget anderledes end før vi tog på ferie, men energien er i top!

I år gik turen til Island med vild natur og regnvejr. Vi boede i en lejlighed i smukke Reykjavik, der bød på masser af spændende oplevelser for både store og små. Vi så gejsere og hvaler og besteg bjerge og vulkaner, der til børnenes store lettelse ikke gik i udbrud. Det vil jeg fortælle lidt mere om i et senere indlæg, hvor der helt sikkert sniger sig et par gode rejsetips ind.

Vi landede i Kastrup sent i aftes, og hverdagen er allerede i gang igen på fuld drøn. Jeg er i skrivende stund på vej retur fra spillejob med HipSomHap i Holbæk – i morgen skal vi til Roskilde og på lørdag rammer vi Tune. Samtidig er vores byggeprojekt i baghaven, hvor vores gamle baghus er blevet revet ned og bygget op igen, langt om længe ved at være nået så langt, at ”Handy Andy” kan gå i aktion med spartling og maling.

Der er nok at se til og masser af projekter at gå i krig med. Kom an, hverdag, jeg er SÅ klar til at møde dig!

Older posts