Far i en digital tidsalder

far-i-en-digital-tidsalderHar du set Sisse Sejr-Nørgaards program Mit Liv er Stjålet på DR3?

Én ting er at det giver dig totalt noia på i forhold til dine egne oplysninger på nettet – og det er slemt nok at begynde at overveje, hvor sårbar man er, hvis nogen beslutter sig for at kaste sig over en digitalt.

Men lige som jeg troede udfordringen ved at være far i en digital tidsalder stoppede med opsættelse af diverse beskyttelses-filtre og løbende gennemgang af datterens sms’er og YouTube-historik på den nye (gamle) telefon – men shit mand, når hun rammer teenage-årene er der godt nok risiko for next level shit!

Teenage-pigen Celine fra en lille by i det midtjyske oplever dels at en falsk profil på Ask skriver grænseoverskridende seksuelle beskeder til alt og alle. Og dels at hendes foto bruges i en annonce for et gruppeknald, angiveligt arrangeret af en kæreste, der vil overraske sin unge kæreste og nu efterlyser mænd, der har lyst til at være med.

Det sidste lugter af organiseret kriminalitet – men det første: en falsk profil på Ask er i skrivende stund noget der af klogeste ekspert må være styret af en, der kender Celine – bl.a. fordi der ligger billeder, der er 3-4 år gamle. (Og ja, en lille service-oplysning til jer, der ligesom mig føler jer lidt halv-gamle med alle de nye SoMe-platforme, der popper op, så er Ask en app hvor man anonymt kan spørge andre med profiler om spørgsmål – en meget omdiskuteret app, fordi de er kædet sammen med hård mobning og i England bl.a. er under anklage for at have været afgørende faktor i en ung piges selvmord)

Pigen har i næsten et år ikke fortalt sine forældre noget om det – men har alene gået med frygten: for vennernes fordømmelse, for potentielle voldtægtsmænd, der tror hun er den sex-besatte profil på Ask – og frygten for aldrig nogensinde at få et arbejde, fordi kommende arbejdsgivere, der måtte google hende, som det første vil få Ask-profilen op.

Og da hun så fortæller det til sin mor ved moren – og det forstår jeg fandme godt – ikke hvad hun skal stille op med det! Da de beslutter at gå til politiet bliver profilen lukket – men politiet kan og vil ikke prioritere at efterforske og finde krænkeren.

Og hvad gør man så. Hvad fuck gør man så? Som forælder.

Pigen har ikke lagt nøgenbilleder eller andet op. Hun har lagt flotte billeder, hvor hun poserer, billeder med langt, lyst hår og make up. Men ikke noget som er over grænsen. Så det er jo fint at lære sine børn at de skal tænke sig godt om før de lægger billeder op på nettet (…som vi jo alle bør, åbenbart…) – men det gør bare hat i forhold til sådan noget.

Og det duer ikke at sige at de ikke må have en profil på de forskellige medier. Dels fordi det kan man jo ikke – det svarer til at mine forældre havde sagt, at det der internet, det er alt for risikabelt i udgangspunktet, så det jeg må ikke komme i nærheden af. Eller at fastnet-telefonen er udmærket – du skal ikke have mobiltelefon. Og så dels fordi at eksperten i Sisse Sejr-Nørgaards program siger, at det er fint at være på alle tjenesterne, for så kan andre ikke oprette profiler i ens navn. Så en passiv profil er bedre end en ledig plads i dit navn.

Nå – jeg går i gang med at folde en sølvpapirs-hat og glæder mig over at vi stadig er på begynder-stadiet med mobil og sociale medier herhjemme. Imens kan jer med større børn så smide nogle gode råd i tråden her – og alle sammen må I lige hoppe over på DR’s hjemmeside og se programmet – vi er ved nummer 5 i rækken og det bliver ved at være vildt!

Mellem curling og sort skole (+bogkonkurrence!)

robuste_boern_andyblogVil du have den røde kop eller den blå? Nej? Ingen af dem? Hvad med den gule? Prøv med den gule. Den er fin. Ligesom de andre – det kan jo være lige meget, ikk? Nej? Hellere den blå?

Jeg har taget mig selv i det tusind gange. Forhandlinger med ungerne om noget, de nok ikke burde have indflydelse på. Farven på kopperne. Sengetiderne. Længden på badet. Tempoet på gåturen hjem fra børnehaven. De er benhårde, de små krapyl. Man skal jo fandme være en ren Claus Hjort i de forhandlinger. Og alligevel ender ungerne som regel med at stå som vindere.

Eller tabere?

For er det overhovedet nogen god ide, det der med at lade børnene bestemme så meget? Vi gør det alle sammen. Nogen mere end andre, men jeg gætter på, at de fleste moderne børneforældre kan snakke med her. Vi er sindssygt demokratiske, ekstremt optagede af deres behov og velbefindende – og det er vel godt. Rigtig godt endda, vil jeg mene. Men medaljen har en rimelig heftig bagside. For lige pludselig gider de små ikke høre efter længere.

Jeg tænker over det hver gang jeg går forbi en mor eller far, der står med favnen fuld af indkøbsposer og diskuterer med lille Vega Maja-Megastjerne – eller hvad sådan en størrelse hedder nu om dage – om ikke godt vi kunne gå lidt hurtigere, så klokken ikke bliver midnat før vi kommer hjem. Det kunne vi ikke, mener ungen. Og hvad gør man så? Venter, tilsyneladende. Prøver igen. Kom nu, skat, vil du ikke godt høre efter? Please? Nej. Nope. Nix. Glem det.

Jeg tænker, at det der sgu ikke kan være særlig smart. Altså, du får ondt i ryggen af at stå der med alle de poser, du kommer til at stresse maksimalt over aftensmaden, som kommer alt for sent i gang og krapylet ender med at blive overtræt og sulten og gå helt amok. Ragnarok venter dig, min kære. Men jeg forstår dig. Jeg ville have gjort præcis det samme.

For hvordan hulen sætter man grænser for sine børn og får dem til at makke ret uden at blive sådan en gammeldags ”hold-kæft-og-sid-stille-eller-gå-ned-på-værelset-uden-aftensmad”-type?

Problemet er, at det ikke kun er vores problem. Forældrenes. Det er nemlig ikke godt for børnene at bestemme det hele. De skal jo gerne opleve, at der bliver sat grænser. Ellers får de ADHD og kan ikke sidde stille i skolen. De bliver usikre på sig selv og har ikke noget at stå imod med, når virkeligheden rammer dem en dag. Og det var jo ikke lige det, vi gik efter.

Men hvad gør man så?

Der er ikke noget let svar. Faktisk vil jeg vove at påstå, at lige præcis det her er en af de allerstørste udfordringer for vores tids forældre. Det mener Per Schultz Jørgensen også. Han er psykolog, professor emeritus og tidligere formand for Børnerådet. Faktisk har han lige skrevet en hel bog om emnet.

Per Schultz Jørgensen efterlyser et paradigmeskifte indenfor børneopdragelse. Væk med curlingforældre og ubegrænset frihed. Børn skal i stedet lære, hvordan de bliver mere robuste. Ansvar, pligter og inddragelse er løsningen, lyder det. Men han vil ikke tilbage til den autoritære opdragelsesform – der er en tredje vej, en slags gylden middelvej mellem det alt for strenge og det alt for frie, mener professoren.

Temmelig interessant, tænkte jeg, da jeg faldt over atiklen i JP efter to koncerter i Jylland i sidste måned. Jeg sad på hotellet og havde en sjælden ledig stund med en kop kaffe og avis – langt væk fra ungerne og den daglige rutine derhjemme. Det er svært at stoppe op og få perspektiv på tingene, mens man står midt i kaos, så jeg skyndte mig at bestille bogen og venter nu på den næste ledige stund, så jeg kan læse mere og blive klogere.

I mellemtiden vil jeg give jer derude samme mulighed. Jeg har nemlig fået lov til at lave en lille konkurrence og udlodde tre eksemplarer af ”Robuste børn”. Det eneste man skal gøre er at svare på spørgsmålet nedenfor – skriv svaret i kommentarfeltet og kryds fingre for, at dit navn er blandt vinderne, når jeg trækker lod mellem alle de rigtige besvarelser søndag d. 9. april kl. 21. Vinderne får direkte besked.

Spørgsmål: Hvad er titlen på Per Schultz Jørgensens nye bog?

A) Robuste børn
B) Opblæste børn

😉

Modeller på min pik

gulddreng_andyblog

’Mor, hvorfor synger Gulddrengen, at han kun vil have modeller på sin pik?’ – det spørgsmål overhørte jeg min kone få forleden af vores 8-årige datter, der går i 2. klasse. Og hvordan svarer man lige på det?

Jeg har i årevis ærgret og irriteret mig over, at der er to veje at gå for børn, der gerne vil høre musik (…og som udøvende musiker vil jeg jo mene, at det burde alle børn gøre, for deres udviklings skyld og fordi det giver mega meget livsglæde…):

  • Enten den børnemusik, der sætter sig ned på hug og tager børnene med ind i et infantilt og trygt univers skabt af voksne, der prøver at skærme børn mod den store, vilde verden. Værst kender man det fra Disneys mange serier, hvor selv skræmmende pirater har redningsveste på – mest vellykket i denne genre er Åh Abe boks-sættet, og her er musikerne bag bare så knald-dygtige og numrene så evergreen-holdbare, at den også har været på repeat hos os med alle tre børn – indtil en vis alder, vel og mærke…
  • Eller den musik, der afføder spørgsmål som ’hvorfor man kun vil have modeller på sin pik’…med et hav af afledte spørgsmål – for hvad er modeller, hvordan kan man have dem på sin pik, hvad kunne man ellers have på sin pik og hvorfor synger Gulddrengen om det…? Min kone fortalte fra sin tid i en vuggestue, at de små børn dansede til ’Hot’ med Nik & Jay: ’Lad mig se dig gå frem – og tilbage – fra side til side – lad mig se dig gå op – og ned – kom nu – bliv ved’…Ungerne var vilde med rytmerne og energien i musikken, og ingen skade skete – men helt ærligt: hvorfor skal børn introduceres til et voksen-univers med sved på kroppen, baby, og seksuelle under- og overtoner, hvis de skal høre velproduceret musik med den fede energi og nerve, som pop-bangere til det voksne publikum har?

Ja, som man måske fornemmer er det et tema, der har optaget mig – meget og længe. Jeg har spillet mere end 100 koncerter for børn de sidste år. På skoler og spillesteder. Og utallige er det antal af gange, hvor jeg har måttet diskutere med lydmænd eller skolelærere om børnene nu også kunne tåle at høre så høj musik. Mere end én gang har en arrangør været henne efter lydprøven, mens vi stod på scenen, for at få ham til at skrue lyden ned til ’børnevenlig’ højde.

Men hallo: børn skal ikke pakkes ind i vat. Og børn skal respekteres som musikforbrugere. Ikke noget ned på hug og snak med sjov stemme om koen og grisen og…aarrrgggghh – jeg bliver vanvittig hver gang jeg støder på den slags børne-acts, der taler ned til børn og snyder dem for en ægte, fed musikoplevelse.

Nå, men brok alene er jo kun for tabere, som man siger, så jeg har også forsøgt at gøre noget ved det.

Sammen med Anna Spejlæg har jeg det sidste år turneret Danmark rundt med HipSomHap, der er en rap-gruppe, som spiller svedig hiphop for børn og barnlige bad boyz. Og der er knald på bassen, bangende beats og ikke noget pusse-nusset over teksterne. Det handler om hverdagens vigtige emner – for børn! – og altså ikke sex, drugs og rock’n’roll, men røvkedelige forældre, fredagsslik som ugens højdepunkt – og om at få tissemanden i klemme i lynlåsen. Der er humor, der er knald på – og det er præcist så velproduceret som de numre, du hører på P3.

Vi har lige udgivet en single fra vores nye album. Det hedder ’Hop Lidt Mer’ og singlen hedder ’Av’ og har en fed musikvideo til.

Tjek det ud her og lad mig meget gerne vide hvad I tænker 🙂 – og tjek facebook.com/hipsomhapdk for kommende koncerter, hvis du vil give dine børn en svedig koncertoplevelse.

 

 

5 grunde til at børnenes MGP er bedst

mpg17_andyblog

For første gang i mange år så jeg Melodi Grand Prix sidste lørdag. Av, for en sløj omgang upersonlig metervare. Altså, er det bare mig eller var det temmelig røvsygt? Jeg savnede noget sjæl, nogle der havde noget på hjerte – og nogle gode danske tekster. Derfor glæder jeg til børnenes MGP i aften – det er nemlig meget bedre!

Måske er det bare noget, der hører med til at blive forælder. Folk uden børn plejer at hade det. Det gjorde jeg sikkert også selv engang, men det kan jeg knapt nok huske nu. Eller også er det bare blevet meget bedre med årene? MGP – den fedeste fest for børn og barnlige musikelskere. Mine unger er helt oppe at køre og jeg glæder mig næsten lige så meget.

Men hvorfor egentlig? Hvad kan børn, som voksne ikke kan? Lad mig forklare – her kommer 5 gode grunde til, at børnenes melodi grand prix er klart bedre end de voksnes:

 

1) Børn er bare for seje

Børn er søde, sjove, seje og bare enormt livsbekræftende at være sammen med – og når de står på en scene med fuld attitude og drøn på charmen foran tusindvis af mennesker, er det jo umuligt ikke at smile over hele femøren og bare lade sig rive med. Det her handler om livsglæde og ægte kærlighed til musikken – ikke om kunstige bryster og ild på en skærm.

 

2) Alle sangene er på dansk

Danske børn snakker dansk. Det gør de voksne normalt også, men ikke når der skal skrives sange med internationalt potentiale. Så skal det være på engelsk, skolegårdsaccent eller ej. Totalt lamt, hvis du spørger mig. Men børnene snakker dansk – her er der fokus på teksterne og det sprog, vi alle sammen kender bedst.

 

3) Børnene har selv skrevet teksterne

Ikke nok med at teksterne er på dansk, børnene har selv skrevet dem. Det kan de voksne heller ikke finde ud af. Sidste lørdag var en festdag for klubben af sangskrivere og ”topliners”, der laver hits til radioerne. Alle sangene – og undskyld, hvis jeg tager fejl – men mit bud er, at ALLE sangene – var skrevet af nogle andre end dem, der stod på scenen.

 

4) Sangene handler om noget vigtigt

Kan det ikke være lige meget, hvem der har skrevet teksterne? Tjo, men det bliver bare ikke vildt personligt så. Det gør det, når børnene er på og man tydeligt kan høre, at de har taget sig selv og deres hverdag med ind i musikken. De smås sange handler om noget vigtigt. Ikke nødvendigvis om fred i verden og globalt sammenhold, som alle i Europa kan være med på, men om frikvarter, venskab og drømme. Noget, der er vigtigt for børnene. Noget, der betyder noget for dem, som står på scenen – og det kan altså mærkes.

 

5) Sangene er simpelthen bedre

Det her er måske en heftig påstand, men jeg synes ganske enkelt, at børnenes sange er bedre. Teksterne giver mere mening og har mere personlighed, men den stopper ikke der, musikken er også federe. Det er afsindig velkomponeret pop hele vejen – skabt af nogle af vores allerdygtigste producere. Kernen er børnenes ideer og tekster, som finpudses og shines op med topmoderne og knivskarpe produktioner. Børn kan selvfølgelig ikke lave hits helt på egen hånd, så selvfølgelig skal de voksne ind over – og her er det altså bare lykkedes at lave en super fed pakke. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg kommer til at gå rundt derhjemme og nynne MGP-sange de næste mange uger…

Kort sagt – for lige at opsummere – frem med popcorn og cola og skru helt op for anlægget i aften, når børnenes MGP ruller over skærmen. Det rigtige MGP. Det bliver for vildt!

Blød mand – nej tak!

bloedman-nejtak-andyblog

Hvis der er et udtryk jeg hader, så er det ’en blød mand’.

For det er cirka ligeså skadeligt for den maskuline selvopfattelse, som det er fornærmende mod alle ordentlige mænd, når Donald Trump forsvarer sine svinske og sexistiske kommentarer med, at det bare en mandesnak fra omklædningsrummet. Man kan ikke bortforklare, at man er et røvhul ved at henvise til at ’sådan er mænd’ – og mænd, der tager ansvaret på sig, når det kommer til ungerne, til hjemmet, til familien er ikke ’bløde’ (læs: lidt mindre mande-agtige mænd end resten).

Og vi behøver jo i øvrigt ikke engang tage turen over Atlanten for at finde den slags: for nylig kom DR ud i en shitstorm af dimensioner, da de bad de mandlige deltagere i Den Store Bagedyst bage ud fra temaet ’mandehørm’ – og en deltager røg ud, fordi hans fortolkning af det maskuline ud i bagværk ikke var mandig nok. Indrømmet: jeg har aldrig set det der bageprogram – men man kan jo ikke være borger i det her land uden at blive konfronteret med følelsesladede diskussioner på gader og stræder, blandt kollegaer og venner og på de sociale medier om glasur, fondant og andre bagværks-relaterede stridspunkter. Og ud fra hvad jeg hører røg Bagedysten lige direkte ind på top-ti-listen over fordummende køns-stereotyper med programmet der.

I parentes: hvis du ligesom mig ikke liiiige får set programmet, men vil have nogen af de vredeste og sjoveste reaktioner – så tjek hashtagget #Gunnargate på twitter – det er pænt skægt.

Men tilbage til min afsky for udtrykket ’bløde mænd’. Se, jeg føler mig generelt temmelig mandig. Både når jeg saver brænde og når jeg støvsuger. Når jeg svinger vaterpasset og når jeg fylder opvaskeren. Når jeg står på scenen og rapper og når jeg putter ungerne og synger godnatsang. Og jeg vil meget gerne have mig frabedt at få mærkatet ’blød mand’, fordi jeg mener det er vigtigt, at jeg er der for mine børn og min familie. Jeg har tænkt mig at præge og opdrage mine sønner til at blive den slags mænd, der tager lige så meget ansvar på sig i hjemmet som professionelt. Og de skal gøre det med stolthed og uden at føle, at de gør det på trods af deres køn og mandighed.

Og forhåbentlig får de let ved det. Fordi de har set deres egen far magte både at være ham den seje rapper og ham den seje kok/indkøber/opvasker/badechef etc. derhjemme. Det tror jeg i al fald er forskellen på mig og mine jævnaldrende mandlige venner, der alle sammen i større eller mindre grad bakser med rollen som moderne mand. Jeg er vokset op med en syg mor og derfor også med en far, der stod for det hele – fra tøjvask over rengøring til indkøb og madlavning. Når jeg så oven i købet faldt for en kvinde, der ikke kunne lave mad og hellere vil redde verden end holde hus og hjem, ja, så faldt det let, at vi skulle være fælles om tingene derhjemme. Det er ikke dét, der giver udfordringer i parforholdet herhjemme – diverse brevkassers råd om at tage opvasken i ny og næ eller interessere sig lidt for indretningen af hjemmet for at få mere sex ud af damen, er ikke engang i nærheden af at ramme skiven.

Og på bundlinjen står altså, at jeg er træt af, at det betyder, at jeg skulle falde ind under en eller andet særlig underkategori af mænd, der er særligt ’bløde’. Sådan noget pjat. En blød mand er en, der ikke står fast på sine principper, ikke står op for det han tror på, ikke kæmper for dem og det han har kært. Og det er – hvis du spørger mig – alt det modsatte af det, jeg prøver at praktisere i min hverdag som moderne mand anno 2016.

Older posts