Sommeren '92

Jeg er kæmpe fodboldfan. Det har jeg været siden jeg var lille. Spillede fodbold fra det sekund jeg kom hjem fra skole og til solen gik ned. Indtil alle de andre børn var gået hjem og jeg også blev kaldt ind. Og når jeg ikke selv trillede med en bold, dyrkede jeg idolerne på skærmen. Det gik så vidt, at jeg nogle gange optog de første minutter af Champions League-kampene blot for at kunne spole tilbage og skrive startopstillingerne ned i mit lille hæfte.

Jeg voksede op i en fodboldgal familie og blev hurtigt den mest tossede. Vi boede i Århus og holdt med AGF. Så tipslørdag og holdt med Chelsea. Og så var der landsholdet. Vigtigst af alt var landsholdet.

Jeg glemmer aldrig EM-slutrunden i 1992. Jeg kan huske, hvor jeg var henne under alle Danmarks kampe. På lejrtur med skolen til nullerten mod England. Derhjemme med forældrene mod Holland og i Ebeltoft med farmor og farfar til finalen. Kan huske dem alle sammen. Følelsen, stemningen, oplevelsen. Jeg var 8 år gammel. Det var enormt.

Så hvad var mere oplagt end at gå i biffen og genopleve det hele, da jeg var med gutterne på turné i sidste måned og vi havde en friaften et sted i Nordjylland. Cola, popcorn og episk fodboldnostalgi på det store lærred. ”Med venstre!”, som Ricardo – genialt portrætteret af Ulrich Thomsen – udbrød, da han bankede bolden i mål og smadrede en rude under en hyggekamp i haven med familien.

Og jeg må indrømme, at jeg fik våde øjne. Ikke ren Flemming Povlsen-style, men jeg kneb en tåre. Filmen ramte mig og vi heppede og hujede, da Christofte satte det afgørende straffespark ind mod Holland og Faxe ramte den lige i røven. Men det var hverken den sportslige begejstring eller følelsen af nostalgi, der overmandede mig. Det var historien om Vilforts kræftramte datter, der gik lige i far-hjertet og mindede mig om, hvad der virkelig betyder noget her i livet.

I aften spiller Danmark mod Portugal i en kamp, vi skal vinde, hvis vi skal til EM nok engang. Ingen regner med det, alt håb virker til at være ude og er det sikkert også. Men lad os nu se. Det har de sagt før. Jeg skal i hvert fald se den – klaphat og cola med drengene til en sjælden aften ude, når de små er lagt i seng. Og så må vi se, om vi kan holde os vågne i alle 90 minutter. Godt der ikke kan komme forlænget spilletid!