Ups, er det fastelavn i dag?

Fastelavn_andyblog

Forleden var der nogle af førstegangsfædrene på fodboldholdet, der snakkede om fastelavn. Kostumer, tøndeslagning og fest i børnehaven. Men hvornår er det nu lige, det er? De kiggede på mig. Jeg har jo masser af børn, så jeg må vide den slags. Og selvfølgelig gør jeg det: Det er fastelavn, når man kommer ned i børnehaven en eller anden tilfældig morgen og alle de andre unger er klædt ud.

Det er ikke fordi jeg er ude på at spolere mit ophavs opvækst eller har for travlt med mig selv til at gå op i børnenes hverdag. Der er bare så meget at gå op i. Så afsindig mange møder og madpakker og fødselsdage og høstfester og julefester og alle mulige andre slags fester. Man skal være specialtrænet eliteforælder for at følge med i alt det der og samtidig have bare nogenlunde styr på den daglige rutine med tøjvask, indkøb, opvask, madlavning og blespand.

Det er sgu lidt sindssygt. Forældre der klarer det hele og fandeme også går på arbejde hver dag. De er de sande helte, hvis du spørger mig. Men selv Martin Luther King var utro. Vi kan ikke alt. Nogle gange kikser det altså bare. Og jeg hader udklædningsfester. Det er bare ikke mig, okay?

Så slap lige af. Folk går ned med stress over forældreintra og den slags. Vi kører det hele op. Jeg har oplevet de mest vanvittige diskussioner til forældremøder om slik i madpakken og maxbudget for fødselsdagsgaver. Må de koste en halvtredser eller kun en tyver? Tre kvarter frem og tilbage. OMFG. Vi går virkelig meget op i det hele, alting skal vendes og drejes og nås og virke totalt overskudsagtigt. Hashtag lifeisbeautiful.

Måske er det bare mig, der er lidt lad, men ærligt talt, jeg orker det ikke. Der er simpelthen så meget knald på hverdagen i forvejen. Så når jeg er lidt harsk handler det om at være realistisk. Og om at lade være med at piske en stemning op – der er virkelig ingen grund til at børnefødselsdage og fastelavnskostumer skal koste det blå ned fra himlen eller gøres til bjergbestigningsagtige projekter. Det skal i hvert fald ikke være for børnenes skyld.

Jeg siger ikke, at man ikke skal gøre noget ud af det. Selvfølgelig skal man det. Men mindre kan som regel gøre det – uanset hvad man havde i tankerne. I dag er det fastelavn og den her gang vidste jeg det faktisk godt. Min datter var punker. Læderjakke, grønt hår og ring i næsen. Det tog tyve minutter at forberede og kostede 30 kr. Hun vandt prisen for årets sejeste udklædning i fritten i fredags og havde en skøn dag.

Gutterne fra fodboldholdet grinte af min joke. Den var sat lidt på spidsen – ellers havde det jo ikke været sjovt. Men der er noget om snakken. Mit budskab til mig selv er i hvert fald klart. Det er det også, når jeg bliver spurgt til råds af andre forældre. Ro på. Det gælder om at gøre sig umage med de vigtige ting. Så husk på, hvad det er. Og skide være med fastelavn.

Photoshoot med rander under øjnene

andyblog_bridgeblandingI søndags skulle jeg tage nye pressebilleder til lanceringen af den kommende EP. Den slags kan være lidt af en udfordring, for man er vel kunstner og ikke model – og hvor fedt er det lige at skulle stå stille og posere i timevis foran kameraet? Jeg kender mange, der hader det og ser det som et nødvendigt onde, der hører med til at være musiker.

Jeg har nu aldrig haft så svært ved det. Ikke at jeg som sådan er særlig god til at se fantastisk skarp ud fra den helt rigtige vinkel, men det der med at sidde eller stå stille, mens kameraet kører og fotografen dirigerer, passer mig fint. Så får jeg lidt ro. Jeg skal selvfølgelig være på, men på en helt anden måde end når jeg står på en scene eller slås med børnene derhjemme. Ro er der ikke meget af i mit liv, så den del hilser jeg velkommen.

Udfordringen ligger et helt andet sted for mig. Hvordan undgår jeg at ligne én, der er ved at falde i søvn? Vi skød billederne søndag aften. Jeg drønede ud af døren, så snart den sidste af ungerne var puttet – og lignede formentlig et narkovrag, da jeg ankom hos fotografen. Ikke på den seje smadrede rock’n’roll-agtige måde, men på den der gylp-ned-ad-ryggen-og-rander-under-øjnene-agtige facon.

Læs også: Jeg har ik’ sovet i et år

Vi startede ud med en kold øl, lidt lunken vand i ansigtet og høj musik på anlægget, for at få gang i kroppen og booste humøret. Det er jo vigtigt at hygge sig, når man skal se skarp ud. Bridgeblanding og en bajer, så kører vi. 400 billeder senere havde vi fået det, vi skulle bruge – lækre rene studiebilleder, underlige setups med potteplanter og plastiktræer, lidt fra bagtrappen og en tur ud på gaden. Kreativt og sjovt. Og med i hvert fald et eller to vellykkede billeder iblandt, hvor jeg ikke lignede det jeg var – usandsynlig træt 🙂

EP’en udkommer næste fredag, d. 11. november. Glæder mig helt vildt til at præsentere jer for musikken og den sjoveste musikvideo, jeg nogensinde har været med til at lave – og selvfølgelig de bedste af pressebillederne. I første omgang får I et par stykker af dem, vi af gode grunde sorterede fra… Enjoy!

 

dsc_0151

dsc_0284

dsc_0102

dsc_0128

Tak for lort

takforlort_andyblog

Tilbage i 2012 var jeg på barsel. Det var hårdt og fedt – og bød på sine udfordringer. Som da TV Avisen ville vide, hvad jeg synes om at ”passe” barnet, mens mor var på arbejde. Eller da det kvindelige køkkenpersonale til et EU-topmøde på Cypern stak af med min baby, som de helt klart mente ville have det bedre med dem end med mig.

Eller da jeg dybt koncentreret om at skifte den lille først opdagede at puslebordet var inde på dametoilettet i Amager Centret, da der blev skyllet ud på et af toiletterne og to måbende teenagepiger trådte ud ad båsen. Jeg fik de underligste blikke, som om jeg var en klam idiot, der havde brugt babyen som undskyldning for at komme ind og lure på dem.

Læs også: Far på barsel

Året er 2016 – and here we go again. Konen fik mig overtalt til at vi skulle tage tre’eren med og pludselig befinder jeg mig endnu engang med en barnevogn i Amager Centret. Babyen ligner den fra sidst, bleen lugter på samme måde, men omgivelserne har forandret sig. Amager Centret er blevet renoveret og har fået topmoderne toiletter ved siden af Cofoco-restauranten i stueetagen. Fint skal det være.

Puslebordet står stadig på dametoilettet, men nu er ’far velkommen’, som der står på det lækkert layoutede skilt. Mænd kan nemlig også skifte bleer, forstår man. Jeg nåede lige at blive helt glad, rullede stolt ind til madammerne og hev pusletasken frem. Men så slog det mig. Var det her egentlig en sejr for den moderne mand og ligestillingen? Eller var det i virkeligheden en halvtrist cementering af, at barrøvede babyer er kvindens domæne – som manden lejlighedsvis har fået adgang til?

Uanset hvad, så stod jeg stadig på dametoilettet. Selvom jeg kunne pege på skiltet og påberåbe mig min ret til at være der, var jeg stadig på fremmed græs. Og jeg skal da lige love for, at samtlige tissetrængende kvinder nedstirrede mig og baby i forbifarten. Sådan føltes det i hvert fald. Når kvinder snyder i køen og går ind på herretoilettet, er det flabet. Men den går ikke den anden vej rundt. Mænd på dametoilettet er topklamt og totalt haram.

Men ok – hvis jeg nu tager ja-hatten på, så er forandringerne i Amager Centret måske det første skridt i retning af en ny kultur, hvor mænd på barsel bare er det nye sort og man kan skifte bleer på et væghængt puslebord over pissoiret. Alting skal jo starte et sted, så det med dametoilettet er måske bare en nødvendig fase, vi skal igennem. I al fald er det nye toilet rarere end det gamle, så næste gang jeg bukker mig ned til min babys stinkende ble på det funklende nye puslebord vil jeg tænke ’tak for lort’ – og ikke kun mene det på en bitter måde 🙂

Far til en pige

katniss-everdeen-andyblog

Der sker noget med en, når man bliver far til en pige. I al fald hvis man er rundet af den holdning til kvinder, som jeg er, gennem min opvækst, gennem den del af rap-kulturen, jeg er vokset op med og har dyrket – og med den kone jeg har. Nemlig en holdning, hvor kvinder skal respekteres og hvor piger skal vide, at de kan blive lige det de vil.

Jeg kom til at tænke over det, da jeg forleden genså den første Hunger Games film. Jeg var fuldstændigt blæst bagover da jeg så filmen første gang. Stærk kommentar til den aktuelle tidsånd og en eviggyldig påmindelse om, hvor farlige totalitære styreformer er.

Men-men-men: mest af alt var jeg – og måske særligt anden gang jeg så filmen – helt og aldeles fan af den stærke, seje, kvindelige hovedperson i Katniss Everdeen. Og det har aldrig betydet noget for mig før jeg blev far. Her studsede jeg aldrig over, at kvinderne i Hollywood-baskerne for det meste havde rollen som det lækre indspark, der gav lidt ekstra motivation til de mandlige heltes bedrifter. Og jaja, også for mig kunne de lækre birolleindehavere trække et halvslattent plot igennem – og det kan de stadig 😉

I dag betyder det meget for mig at se en sej rollemodel som Katniss Everdeen træde frem og kæmpe for retfærdigheden og gøre det med selvsikkerhed, sejhed og bad-ass-attitude. For den slags rollemodeller er der ikke mange af. Og det er der brug for – for min datter og alle de andre unge piger, der går rundt derude og bøvler med selvværdet og spørgsmålet om, hvad det er de skal leve op til.

Læs også: Konger får prinsesser

For Katniss Everdeen handler det ikke om at have den perfekte krop (…selvom Jennifer Lawrence ser forbistret godt ud…), det rigtige mærkevaretøj eller mange følgere på sin YouTube-kanal. Det handler om at stå op for det man tror på og kæmpe for dem man holder af. Og selvom Hollywood-film med seje kvindelige heltinder, der sparker røv uden hensyn til om mascaraen løber, ikke er hele løsningen på fx det problem Børnerådet råbte vagt i gevær omkring i august – at hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse – så er det én af de ting, der kan hjælpe.

Jeg kan i al fald mærke det betyder meget for mig som far, at der er nogen min datter kan spejle sig i og se op til. Har du nogen gode rollemodeller så smid dem i tråden herunder!

Togtur, tegninger og tid

andyblog-togtur

I går skulle jeg spille med HipSomHap i Viborg. Turen gik med meget tidligt morgentog fra København til Vejle og derfra videre med X-bus, der bragte mig lige gennem svigerforældrenes lille by, Tørring – hvor min kone har gjort både diskotek Jofi og Åstuen Bodega usikker i sine unge dage. Og da der er efterårsferie for skolepigen herhjemme og knap så meget for os andre, havde jeg hende med, så hun kan få en alene-ferie hos mormor og morfar, mens vi voksne arbejder og brødrene laver ballade i henholdsvis vuggestuen og børnehaven.

Sådan gør vi et par gange om året: tager toget med den ene eller den anden af de store unger til Jylland, for at de kan komme på miniferie ved mine svigerforældre. De nyder al den opmærksomhed og ro (…og de store mængder slik, som morfar svindler på bordet morgen, middag og aften til mormors store forargelse…), som man ellers ikke har så meget af, når man bare er ét af tre børn i en familie med fuld fart over feltet. Og vi nyder kun at have to unger at børste tænder på/lave mad til/bade/putte/vaske op efter/vaske tøj for/hente/bringe/etc.

Og noget af det allerfineste er faktisk turen. Ud og se med DSB – ja, hvem skulle have troet det? Forventningens glæde over ferien og forkælelsen, der venter. Alene-tiden med mor eller far undervejs. Stoltheden over at være så stor, at man er på vej alene på ferie. Og så tiden. Tid, hvor der ikke er andet, der kan stjæle opmærksomheden. Bare landskabet, der farer forbi, de obligatoriske pølsehorn fra 7/11 (…der dog denne gang undtagelsesvis var skiftet ud med skyr, da afgangstidspunktet var klokken lidt i seks…) og flere timer at slå ihjel.

Det er nogen af de bedste timer vi har sammen. Tid til at læse, tegne, spille og fundere over alle de ting i hverdagen, vi ikke lige får snakket om: tanker om venskaber og søde drenge. Spørgsmål om krig i verden og fred i Danmark. Bekymringer. Drømme. Og alle de der små beretninger, man også får i hverdagen, men som man – hånden på hjertet – ikke altid lige får hørt helt ordentligt efter, når man balancerer leverpostej og mellemlagspapir med den ene hånd ,mens den anden slår op på forældreintra for at tjekke ugeplanens krav til idrætstøj den næste dag.

Hjemme igen – med en stolt, glad, stor pige droppet af i Tørring til en dejlig ferie – lover jeg mig selv, at jeg vil se om jeg kan blive bedre til at finde de der Ud-og-Se-med-DSB-stunder herhjemme i hverdagen. Det kan jo ikke være de bløde sæder og den intime stemning i IC3-togene, der gør forskellen – og det er trods alt både billigere og nemmere at finde tiden til de der stjerne-stunder, hvis vi kunne skabe det rum herhjemme. Jeg har tænkt det før – men den her gang skal det lykkes. Some how.