I går var det Khalids fødselsdag

Blød mand – nej tak!

bloedman-nejtak-andyblog

Hvis der er et udtryk jeg hader, så er det ’en blød mand’.

For det er cirka ligeså skadeligt for den maskuline selvopfattelse, som det er fornærmende mod alle ordentlige mænd, når Donald Trump forsvarer sine svinske og sexistiske kommentarer med, at det bare en mandesnak fra omklædningsrummet. Man kan ikke bortforklare, at man er et røvhul ved at henvise til at ’sådan er mænd’ – og mænd, der tager ansvaret på sig, når det kommer til ungerne, til hjemmet, til familien er ikke ’bløde’ (læs: lidt mindre mande-agtige mænd end resten).

Og vi behøver jo i øvrigt ikke engang tage turen over Atlanten for at finde den slags: for nylig kom DR ud i en shitstorm af dimensioner, da de bad de mandlige deltagere i Den Store Bagedyst bage ud fra temaet ’mandehørm’ – og en deltager røg ud, fordi hans fortolkning af det maskuline ud i bagværk ikke var mandig nok. Indrømmet: jeg har aldrig set det der bageprogram – men man kan jo ikke være borger i det her land uden at blive konfronteret med følelsesladede diskussioner på gader og stræder, blandt kollegaer og venner og på de sociale medier om glasur, fondant og andre bagværks-relaterede stridspunkter. Og ud fra hvad jeg hører røg Bagedysten lige direkte ind på top-ti-listen over fordummende køns-stereotyper med programmet der.

I parentes: hvis du ligesom mig ikke liiiige får set programmet, men vil have nogen af de vredeste og sjoveste reaktioner – så tjek hashtagget #Gunnargate på twitter – det er pænt skægt.

Men tilbage til min afsky for udtrykket ’bløde mænd’. Se, jeg føler mig generelt temmelig mandig. Både når jeg saver brænde og når jeg støvsuger. Når jeg svinger vaterpasset og når jeg fylder opvaskeren. Når jeg står på scenen og rapper og når jeg putter ungerne og synger godnatsang. Og jeg vil meget gerne have mig frabedt at få mærkatet ’blød mand’, fordi jeg mener det er vigtigt, at jeg er der for mine børn og min familie. Jeg har tænkt mig at præge og opdrage mine sønner til at blive den slags mænd, der tager lige så meget ansvar på sig i hjemmet som professionelt. Og de skal gøre det med stolthed og uden at føle, at de gør det på trods af deres køn og mandighed.

Og forhåbentlig får de let ved det. Fordi de har set deres egen far magte både at være ham den seje rapper og ham den seje kok/indkøber/opvasker/badechef etc. derhjemme. Det tror jeg i al fald er forskellen på mig og mine jævnaldrende mandlige venner, der alle sammen i større eller mindre grad bakser med rollen som moderne mand. Jeg er vokset op med en syg mor og derfor også med en far, der stod for det hele – fra tøjvask over rengøring til indkøb og madlavning. Når jeg så oven i købet faldt for en kvinde, der ikke kunne lave mad og hellere vil redde verden end holde hus og hjem, ja, så faldt det let, at vi skulle være fælles om tingene derhjemme. Det er ikke dét, der giver udfordringer i parforholdet herhjemme – diverse brevkassers råd om at tage opvasken i ny og næ eller interessere sig lidt for indretningen af hjemmet for at få mere sex ud af damen, er ikke engang i nærheden af at ramme skiven.

Og på bundlinjen står altså, at jeg er træt af, at det betyder, at jeg skulle falde ind under en eller andet særlig underkategori af mænd, der er særligt ’bløde’. Sådan noget pjat. En blød mand er en, der ikke står fast på sine principper, ikke står op for det han tror på, ikke kæmper for dem og det han har kært. Og det er – hvis du spørger mig – alt det modsatte af det, jeg prøver at praktisere i min hverdag som moderne mand anno 2016.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I går var det Khalids fødselsdag