Undskyld jeg ikke delte skinken

Tips til den gode børnefødselsdag

børnefødselsdag

I fredags havde min søn fødselsdag. Den store af dem (hvilket jeg stadig lige skal vænne mig til at kalde ham). Malte fyldte 4 og vi havde børnehaven hjemme. BØRNEHAVEN. HJEMME. Yessir – og vi slap levende fra det. Faktisk var det en super fed oplevelse, som jeg gerne lige vil fortælle lidt om – og anbefale til (næsten) alle.

Mit indtryk er at mange springer børnehavefødselsdagen over, fordi de simpelt ikke kan overskue det. Fair nok. Vi fik da også en del ”held og lykker” med på vejen fra venner og bekendte, når vi fortalte om vores plan. Og det krævede en dyb indånding, inden det gik løs. Men jeg tror folk har en tendens til at gøre sådan noget her alt for kompliceret.

Lad være med at slå et stort brød op. Lad i det hele taget være med at bage. Køb dig fra det! Og glem alt om flag, balloner og bordkort. Der er ingen grund til at hyre en partyplanner og holde fri ugen op til det store brag. Lidt oprydning, en hurtig gameplan og et par småindkøb, så er du kørende!

Knækbrød og figenstang ved ankomst, en fransk hotdog til frokost og en is til skattejagten – som du for gud skyld ikke skal planlægge i forvejen. Lav et par sedler med opgaver og gå ud i haven/ned i gården – eller hvor det vilde eventyr nu skal udspille sig – og hæng dem op. Alt sammen mens poderne leger. I vores tilfælde blev det til noget med, at Darth Vader havde stjålet Lukes skat – og så skulle børnene hoppe ti gange og gå rundt om nogle lygtepæle for at hjælpe ham. De havde en fest!

Malte var stolt og lykkelig over at være vært for alle sine venner. Han var med til at gøre klar om morgenen og voksede flere centimeter i løbet af dagen. Børnene var her i tre timer og der var fuld knald på hele vejen igennem. Men de kom jo heldigvis ikke alene – der var tre pædagoger med til at holde styr på tropperne. Det var både en nødvendighed og en lille sidegevinst for os, for det var virkelig fedt at opleve ”Maltes voksne” i aktion. Hold nu op, hvor var de seje!

Det var bestemt en fordel for os, at Astrid er på barsel og jeg kunne holde den halve dag fri – det siger sig selv. Kan man ikke finde en ledig dag, skal man lade være. Men har man muligheden, er det altså en rigtig fin oplevelse for både fødselar og forældre. Det kræver måske også, at man ikke bor på et frimærke (i hvert fald hvis det er om vinteren), men i så fald kan man måske være kreativ. Og faktisk var Maltes lillebitte værelse så spændende at udforske, at der ad flere omgange var stort set samtlige 20 ”tusindben” derinde – pladsen behøver med andre ord slet ikke være enorm.

Så glem hjemmelavede cupcakes og udstyrstunge skattejagter, spar lungerne og drop ballonerne, smør en stabel leverpostejmadder og køb dig fra resten. Lad være med at gå efter den perfekte børnefødselsdag, som den på billedet – den slags findes ikke i virkeligheden. Keep it simple – det blir en fest uanset!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Undskyld jeg ikke delte skinken