Så fik hun sgu en ring!

At gå på scenen i en stem-hjem-kultur

omatgåpåscenen_andyblog
I lørdags debuterede min datter som solosanger foran et stort publikum. 7 år gammel og med et fast greb om mikrofonen. Hun trådte forsigtigt ind på scenen og smilede underfundigt, som om hun var i tvivl om det bare var en drøm, mens hun uden slinger i valsen sang sig igennem MGP-favoritten ”Savner Dig”. Hun var sød og god og far var stolt.

Men det var lidt af en kamp at få hende derop. Ikke forstået på den måde, at det var min mission at hun skulle stå der på en scene og optræde foran en masse mennesker. Det var hendes drøm, ikke min. Indrømmet, jeg synes det er super fedt, at hun er vild med at synge og gerne vil optræde. Og det er nok ikke tilfældigt, at hun har fået lige netop den interesse. Men det skal handle om at have det sjovt – ikke om at blive den nye stjerne. Og det gør det heldigvis også.

Men der er alligevel meget på spil, når man sådan stiller sig op på en scene foran en stor forsamling. For hvad nu, hvis der er nogen, der synes det er dårligt? Eller hvis jeg laver en fejl? Den slags tanker har fyldt meget oppe i det lille hoved den seneste uge. Faktisk var hun tæt på at bakke ud og droppe det hele i sidste øjeblik, selvom hun havde glædet sig i lang tid.

Karla vokser op i en ”stem-hjem-kultur”, hvor vi opstiller glansbilleder af os selv og peger fingre ad dem, der falder igennem. Vi er alle sammen en del af det store cirkus på de sociale medier, og den står på reality og talentshows, når der skal hygges med familien fredag aften. Alting skal vurderes. Det er tydeligt at mærke på børnene, der er langt mere selvbevidste i dag end tidligere. Der er ligefrem opstået en helt ny rolle i ungernes lege: ”dommeren”. Og det er altså bare lidt ærgerligt at blive stemt ud af frikvarteret.

Det har uden tvivl altid været en udfordring at skulle optræde for første gang. Men prisen for at træde ved siden af er blevet så høj, at mange slet ikke tør træde. Særligt inden for musik. Jeg ser det igen og igen, når jeg afholder workshops om rap og performance for børn og unge – og får den samme melding fra andre kolleger i felten. Som en sangunderviser sagde til mig forleden: ”Børnene har ikke noget imod at folk kigger på, når de spiller fodbold, men når de skal synge panikker de totalt, hvis der er publikum på”.

Hvor er det bare drønærgerligt, at det er blevet sådan. Og hvor er jeg bare glad for, at Karla – til trods for at hun blev ramt af akut stem-hjem-angst op til koncerten – valgte at gå på scenen alligevel. Hun fik overbevist sig selv om, at folk nok ikke ville synes, at hun var dårlig. Ikke at det var lige meget, hvis nogle af dem gjorde. Men det skal nok komme – et skridt ad gangen. Hun overvandt noget i selv ved at gøre det, og hun var pavestolt og super glad bagefter. Og det er jo det, musik kan: skabe glæde og give selvtillid.

Det var en kæmpe stor oplevelse, som hun kommer til at leve højt på længe og som har givet hende mod på tilværelsen og lyst til at synge, spille og optræde. Præcis som jeg oplevede det på en skole i Esbjerg for nylig, hvor jeg kørte et længere forløb med to 7. klasser: De skulle skrive deres egne numre og give koncert for resten af skolen. Eleverne var rystende nervøse i dagene op til den store finale, men skulle nærmest hives ned fra scenen til sidst. ”Kan vi ikke nok få lov at optræde igen?”

Da euforien havde lagt sig og Karla tænkte tilbage på sin optræden, var der én ting, der stod tilbage: den meget lange klapsalve, hun fik fra publikum. Den tror jeg sent hun vil glemme.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så fik hun sgu en ring!