Indrømmet: Jeg græd under ”Sommeren ’92”

Amy og musikbranchens bagside

Amy

Jeg var med konen i biffen for en måneds tid siden og fik en oplevelse, der har rumsteret i mit hoved lige siden.

Langt om længe fik vi set filmen om Amy Winehouse. En film, der gør indtryk, som brænder sig ind i hjerte og hjerne og som på samme tid portrætterer både et af min generations helt store stemmer og en branche, der spillede en alt for stor rolle i hendes alt for tidlige død.

Der kan skrives meget poetisk pladder om store stjerner, der lyser så smukt, fordi de brænder så kraftigt, at de uvægerligt også vil brænde hurtigt ud. ”Klub 27” er en fællesbetegnelse for mange af dem: de store talenter, der gennem tiden har sagt farvel til verden, længe før verden var klar til at tage afsked med dem og deres talent. Folk som Jim Morrisson, Jimmie Hendrix, Janis Joplin, Kurt Cobain. Og Amy Winehouse.

Skubber man poesien om store stjerner og skrøbelige sjæle til side, står man tilbage med en relevant og vigtig diskussion: hvilket ansvar har musikbranchen har for Klub 27’s skæbner? Og som en mere jordnær forlængelse heraf: hvilket ansvar bør branchen tage for de unge talenter, der popper op i dag og – måske – er væk fra stjernehimlen igen i morgen. En masse oplevelser og udlevede drømme rigere. Men ofte også med svigt og økonomiske problemer i rygsækken.

På tv ser vi det i diverse talent-programmer: unge musikere får mentorer, der plejer og nurser deres kreative talent, hjælper dem og tager dem i hånden. Men hverdagen i musikbranchen er en anden. Her blinker man ikke to gange før man lader helt unge stå alene med ansvaret for booking-aftaler. Aflønning af musikere. Styr på skatteforhold, regler og lovgivning.

Branchens svigt af Amy Winehouse fremstilles i filmen som brutalt: den afkræftede, dybt ulykkelige kvinde tvinges til at give koncerter verden rundt og løftes bogstaveligt talt bevidstløs af druk, bulimi og stofmisbrug ind i privatfly, der fragter hende rundt fra stadionkoncert til stadionkoncert.

Så galt står det ikke til i den danske musikbranche. Men jeg har mødt folk, der slæber rundt på en skattegæld, de umuligt kan komme af med igen. Som har oplevet at stå alene med et ansvar, der ikke burde have været deres til at starte med. Som ikke bliver hjulpet videre, når det første hit er klinget af og der skal udvikles videre, hvis mødet med musikbranchen ikke skal blive kort.

Alt sammen som direkte konsekvenser af en musikindustri, der glemmer – eller vælger at se bort fra – at det musikalske talent bæres frem af mennesker af kød og blod. Og meget ofte unge mennesker, der ikke har ret meget andet i hovedet end deres musik.

Men helt ærligt: burde branchen ikke tage lidt mere ansvar? Det mener jeg.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Indrømmet: Jeg græd under ”Sommeren ’92”