Blød mand – nej tak!

bloedman-nejtak-andyblog

Hvis der er et udtryk jeg hader, så er det ’en blød mand’.

For det er cirka ligeså skadeligt for den maskuline selvopfattelse, som det er fornærmende mod alle ordentlige mænd, når Donald Trump forsvarer sine svinske og sexistiske kommentarer med, at det bare en mandesnak fra omklædningsrummet. Man kan ikke bortforklare, at man er et røvhul ved at henvise til at ’sådan er mænd’ – og mænd, der tager ansvaret på sig, når det kommer til ungerne, til hjemmet, til familien er ikke ’bløde’ (læs: lidt mindre mande-agtige mænd end resten).

Og vi behøver jo i øvrigt ikke engang tage turen over Atlanten for at finde den slags: for nylig kom DR ud i en shitstorm af dimensioner, da de bad de mandlige deltagere i Den Store Bagedyst bage ud fra temaet ’mandehørm’ – og en deltager røg ud, fordi hans fortolkning af det maskuline ud i bagværk ikke var mandig nok. Indrømmet: jeg har aldrig set det der bageprogram – men man kan jo ikke være borger i det her land uden at blive konfronteret med følelsesladede diskussioner på gader og stræder, blandt kollegaer og venner og på de sociale medier om glasur, fondant og andre bagværks-relaterede stridspunkter. Og ud fra hvad jeg hører røg Bagedysten lige direkte ind på top-ti-listen over fordummende køns-stereotyper med programmet der.

I parentes: hvis du ligesom mig ikke liiiige får set programmet, men vil have nogen af de vredeste og sjoveste reaktioner – så tjek hashtagget #Gunnargate på twitter – det er pænt skægt.

Men tilbage til min afsky for udtrykket ’bløde mænd’. Se, jeg føler mig generelt temmelig mandig. Både når jeg saver brænde og når jeg støvsuger. Når jeg svinger vaterpasset og når jeg fylder opvaskeren. Når jeg står på scenen og rapper og når jeg putter ungerne og synger godnatsang. Og jeg vil meget gerne have mig frabedt at få mærkatet ’blød mand’, fordi jeg mener det er vigtigt, at jeg er der for mine børn og min familie. Jeg har tænkt mig at præge og opdrage mine sønner til at blive den slags mænd, der tager lige så meget ansvar på sig i hjemmet som professionelt. Og de skal gøre det med stolthed og uden at føle, at de gør det på trods af deres køn og mandighed.

Og forhåbentlig får de let ved det. Fordi de har set deres egen far magte både at være ham den seje rapper og ham den seje kok/indkøber/opvasker/badechef etc. derhjemme. Det tror jeg i al fald er forskellen på mig og mine jævnaldrende mandlige venner, der alle sammen i større eller mindre grad bakser med rollen som moderne mand. Jeg er vokset op med en syg mor og derfor også med en far, der stod for det hele – fra tøjvask over rengøring til indkøb og madlavning. Når jeg så oven i købet faldt for en kvinde, der ikke kunne lave mad og hellere vil redde verden end holde hus og hjem, ja, så faldt det let, at vi skulle være fælles om tingene derhjemme. Det er ikke dét, der giver udfordringer i parforholdet herhjemme – diverse brevkassers råd om at tage opvasken i ny og næ eller interessere sig lidt for indretningen af hjemmet for at få mere sex ud af damen, er ikke engang i nærheden af at ramme skiven.

Og på bundlinjen står altså, at jeg er træt af, at det betyder, at jeg skulle falde ind under en eller andet særlig underkategori af mænd, der er særligt ’bløde’. Sådan noget pjat. En blød mand er en, der ikke står fast på sine principper, ikke står op for det han tror på, ikke kæmper for dem og det han har kært. Og det er – hvis du spørger mig – alt det modsatte af det, jeg prøver at praktisere i min hverdag som moderne mand anno 2016.

I går var det Khalids fødselsdag

Khalid_andyop

Facebook minder os om alt muligt hele tiden. Fx var det i går 7 år siden, at jeg oprettede min profil – og dermed åbenbart min 7-års ”Facedag”. Og så kunne jeg se i menuen ude til højre, at flere af mine venner havde fødselsdag. Bl.a. en fyr, der hedder Khalid. Eller hed. Han er her ikke mere. Men det var hans fødselsdag i går og hans profil lever stadig. Han ville være blevet 21.

Livet er en mærkelig størrelse. Både det virkelige og det virtuelle. Vi er tættere på hinanden end nogensinde før, men alting går så hurtigt, at ingen rigtig har mulighed for at følge med. Khalid var en af dem, jeg kom tæt på, men aldrig rigtig lærte at kende. Han boede i den hårde del af Albertslund, hvor jeg mødte ham i forbindelse med mine rap-workshops i den lokale boligforening for nogle år siden.

Han var en god dreng. Én, der turde være sig selv i en verden, hvor der ikke uddeles mange chancer til dem, der står uden for. Han var nok ikke noget åbenlyst musikalsk talent, men han havde mere at byde på end de fleste andre. Han fortalte om sin opvækst og sine drømme. Det var aldrig nemt. Men selvom den lette løsning ville have været at kopiere de andre rødder og skrue op for attituden, så holdt han fast i sig selv.

Khalid gjorde en forskel, passede på de små i kvarteret og ville noget med sit liv. Smil på læben og hjertet på det rette sted. Skrev stolt til mig, da han fik sit første job. Han var godt på vej. Men fik ikke lov til at komme ret langt. Dagen før hans 20-års fødselsdag mistede han livet i en tragisk bilulykke. Fuldstændig meningsløst.

Tænk, at livet kan slutte så tidligt og så brat. Vi er så skrøbelige, tiden går så hurtigt og lige pludselig er der ikke mere tilbage. Mit Facebook-feed er for længst blevet fyldt op af nye nyheder, fødselsdage, begivenheder og minder, der stjæler opmærksomheden. Trædemøllen buldrer uforstyrret derudaf. Men i går stoppede jeg op. Påmindelsen om Khalids fødselsdag gjorde indtryk og fik mig til at tænke på, at det saftsuseme er vigtigt at bruge tiden godt.

Det er mørkt og koldt udenfor, Bjørn sover elendigt om natten og min cykel er punkteret – men hvor er det dog spild af liv at gå rundt og være irriteret over den slags. Det vil jeg virkelig prøve at huske mig selv på at lade være med. Og når jeg alligevel gør det, vil jeg sige til mig selv: Tag dig nu lige sammen og tag det med et smil – det ville Khalid have gjort.

Æret være hans minde. Du er savnet. Mine tanker går til hans familie og venner.

Photoshoot med rander under øjnene

andyblog_bridgeblandingI søndags skulle jeg tage nye pressebilleder til lanceringen af den kommende EP. Den slags kan være lidt af en udfordring, for man er vel kunstner og ikke model – og hvor fedt er det lige at skulle stå stille og posere i timevis foran kameraet? Jeg kender mange, der hader det og ser det som et nødvendigt onde, der hører med til at være musiker.

Jeg har nu aldrig haft så svært ved det. Ikke at jeg som sådan er særlig god til at se fantastisk skarp ud fra den helt rigtige vinkel, men det der med at sidde eller stå stille, mens kameraet kører og fotografen dirigerer, passer mig fint. Så får jeg lidt ro. Jeg skal selvfølgelig være på, men på en helt anden måde end når jeg står på en scene eller slås med børnene derhjemme. Ro er der ikke meget af i mit liv, så den del hilser jeg velkommen.

Udfordringen ligger et helt andet sted for mig. Hvordan undgår jeg at ligne én, der er ved at falde i søvn? Vi skød billederne søndag aften. Jeg drønede ud af døren, så snart den sidste af ungerne var puttet – og lignede formentlig et narkovrag, da jeg ankom hos fotografen. Ikke på den seje smadrede rock’n’roll-agtige måde, men på den der gylp-ned-ad-ryggen-og-rander-under-øjnene-agtige facon.

Læs også: Jeg har ik’ sovet i et år

Vi startede ud med en kold øl, lidt lunken vand i ansigtet og høj musik på anlægget, for at få gang i kroppen og booste humøret. Det er jo vigtigt at hygge sig, når man skal se skarp ud. Bridgeblanding og en bajer, så kører vi. 400 billeder senere havde vi fået det, vi skulle bruge – lækre rene studiebilleder, underlige setups med potteplanter og plastiktræer, lidt fra bagtrappen og en tur ud på gaden. Kreativt og sjovt. Og med i hvert fald et eller to vellykkede billeder iblandt, hvor jeg ikke lignede det jeg var – usandsynlig træt 🙂

EP’en udkommer næste fredag, d. 11. november. Glæder mig helt vildt til at præsentere jer for musikken og den sjoveste musikvideo, jeg nogensinde har været med til at lave – og selvfølgelig de bedste af pressebillederne. I første omgang får I et par stykker af dem, vi af gode grunde sorterede fra… Enjoy!

 

dsc_0151

dsc_0284

dsc_0102

dsc_0128