Tak for lort

takforlort_andyblog

Tilbage i 2012 var jeg på barsel. Det var hårdt og fedt – og bød på sine udfordringer. Som da TV Avisen ville vide, hvad jeg synes om at ”passe” barnet, mens mor var på arbejde. Eller da det kvindelige køkkenpersonale til et EU-topmøde på Cypern stak af med min baby, som de helt klart mente ville have det bedre med dem end med mig.

Eller da jeg dybt koncentreret om at skifte den lille først opdagede at puslebordet var inde på dametoilettet i Amager Centret, da der blev skyllet ud på et af toiletterne og to måbende teenagepiger trådte ud ad båsen. Jeg fik de underligste blikke, som om jeg var en klam idiot, der havde brugt babyen som undskyldning for at komme ind og lure på dem.

Læs også: Far på barsel

Året er 2016 – and here we go again. Konen fik mig overtalt til at vi skulle tage tre’eren med og pludselig befinder jeg mig endnu engang med en barnevogn i Amager Centret. Babyen ligner den fra sidst, bleen lugter på samme måde, men omgivelserne har forandret sig. Amager Centret er blevet renoveret og har fået topmoderne toiletter ved siden af Cofoco-restauranten i stueetagen. Fint skal det være.

Puslebordet står stadig på dametoilettet, men nu er ’far velkommen’, som der står på det lækkert layoutede skilt. Mænd kan nemlig også skifte bleer, forstår man. Jeg nåede lige at blive helt glad, rullede stolt ind til madammerne og hev pusletasken frem. Men så slog det mig. Var det her egentlig en sejr for den moderne mand og ligestillingen? Eller var det i virkeligheden en halvtrist cementering af, at barrøvede babyer er kvindens domæne – som manden lejlighedsvis har fået adgang til?

Uanset hvad, så stod jeg stadig på dametoilettet. Selvom jeg kunne pege på skiltet og påberåbe mig min ret til at være der, var jeg stadig på fremmed græs. Og jeg skal da lige love for, at samtlige tissetrængende kvinder nedstirrede mig og baby i forbifarten. Sådan føltes det i hvert fald. Når kvinder snyder i køen og går ind på herretoilettet, er det flabet. Men den går ikke den anden vej rundt. Mænd på dametoilettet er topklamt og totalt haram.

Men ok – hvis jeg nu tager ja-hatten på, så er forandringerne i Amager Centret måske det første skridt i retning af en ny kultur, hvor mænd på barsel bare er det nye sort og man kan skifte bleer på et væghængt puslebord over pissoiret. Alting skal jo starte et sted, så det med dametoilettet er måske bare en nødvendig fase, vi skal igennem. I al fald er det nye toilet rarere end det gamle, så næste gang jeg bukker mig ned til min babys stinkende ble på det funklende nye puslebord vil jeg tænke ’tak for lort’ – og ikke kun mene det på en bitter måde 🙂

Far til en pige

katniss-everdeen-andyblog

Der sker noget med en, når man bliver far til en pige. I al fald hvis man er rundet af den holdning til kvinder, som jeg er, gennem min opvækst, gennem den del af rap-kulturen, jeg er vokset op med og har dyrket – og med den kone jeg har. Nemlig en holdning, hvor kvinder skal respekteres og hvor piger skal vide, at de kan blive lige det de vil.

Jeg kom til at tænke over det, da jeg forleden genså den første Hunger Games film. Jeg var fuldstændigt blæst bagover da jeg så filmen første gang. Stærk kommentar til den aktuelle tidsånd og en eviggyldig påmindelse om, hvor farlige totalitære styreformer er.

Men-men-men: mest af alt var jeg – og måske særligt anden gang jeg så filmen – helt og aldeles fan af den stærke, seje, kvindelige hovedperson i Katniss Everdeen. Og det har aldrig betydet noget for mig før jeg blev far. Her studsede jeg aldrig over, at kvinderne i Hollywood-baskerne for det meste havde rollen som det lækre indspark, der gav lidt ekstra motivation til de mandlige heltes bedrifter. Og jaja, også for mig kunne de lækre birolleindehavere trække et halvslattent plot igennem – og det kan de stadig 😉

I dag betyder det meget for mig at se en sej rollemodel som Katniss Everdeen træde frem og kæmpe for retfærdigheden og gøre det med selvsikkerhed, sejhed og bad-ass-attitude. For den slags rollemodeller er der ikke mange af. Og det er der brug for – for min datter og alle de andre unge piger, der går rundt derude og bøvler med selvværdet og spørgsmålet om, hvad det er de skal leve op til.

Læs også: Konger får prinsesser

For Katniss Everdeen handler det ikke om at have den perfekte krop (…selvom Jennifer Lawrence ser forbistret godt ud…), det rigtige mærkevaretøj eller mange følgere på sin YouTube-kanal. Det handler om at stå op for det man tror på og kæmpe for dem man holder af. Og selvom Hollywood-film med seje kvindelige heltinder, der sparker røv uden hensyn til om mascaraen løber, ikke er hele løsningen på fx det problem Børnerådet råbte vagt i gevær omkring i august – at hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse – så er det én af de ting, der kan hjælpe.

Jeg kan i al fald mærke det betyder meget for mig som far, at der er nogen min datter kan spejle sig i og se op til. Har du nogen gode rollemodeller så smid dem i tråden herunder!

Togtur, tegninger og tid

andyblog-togtur

I går skulle jeg spille med HipSomHap i Viborg. Turen gik med meget tidligt morgentog fra København til Vejle og derfra videre med X-bus, der bragte mig lige gennem svigerforældrenes lille by, Tørring – hvor min kone har gjort både diskotek Jofi og Åstuen Bodega usikker i sine unge dage. Og da der er efterårsferie for skolepigen herhjemme og knap så meget for os andre, havde jeg hende med, så hun kan få en alene-ferie hos mormor og morfar, mens vi voksne arbejder og brødrene laver ballade i henholdsvis vuggestuen og børnehaven.

Sådan gør vi et par gange om året: tager toget med den ene eller den anden af de store unger til Jylland, for at de kan komme på miniferie ved mine svigerforældre. De nyder al den opmærksomhed og ro (…og de store mængder slik, som morfar svindler på bordet morgen, middag og aften til mormors store forargelse…), som man ellers ikke har så meget af, når man bare er ét af tre børn i en familie med fuld fart over feltet. Og vi nyder kun at have to unger at børste tænder på/lave mad til/bade/putte/vaske op efter/vaske tøj for/hente/bringe/etc.

Og noget af det allerfineste er faktisk turen. Ud og se med DSB – ja, hvem skulle have troet det? Forventningens glæde over ferien og forkælelsen, der venter. Alene-tiden med mor eller far undervejs. Stoltheden over at være så stor, at man er på vej alene på ferie. Og så tiden. Tid, hvor der ikke er andet, der kan stjæle opmærksomheden. Bare landskabet, der farer forbi, de obligatoriske pølsehorn fra 7/11 (…der dog denne gang undtagelsesvis var skiftet ud med skyr, da afgangstidspunktet var klokken lidt i seks…) og flere timer at slå ihjel.

Det er nogen af de bedste timer vi har sammen. Tid til at læse, tegne, spille og fundere over alle de ting i hverdagen, vi ikke lige får snakket om: tanker om venskaber og søde drenge. Spørgsmål om krig i verden og fred i Danmark. Bekymringer. Drømme. Og alle de der små beretninger, man også får i hverdagen, men som man – hånden på hjertet – ikke altid lige får hørt helt ordentligt efter, når man balancerer leverpostej og mellemlagspapir med den ene hånd ,mens den anden slår op på forældreintra for at tjekke ugeplanens krav til idrætstøj den næste dag.

Hjemme igen – med en stolt, glad, stor pige droppet af i Tørring til en dejlig ferie – lover jeg mig selv, at jeg vil se om jeg kan blive bedre til at finde de der Ud-og-Se-med-DSB-stunder herhjemme i hverdagen. Det kan jo ikke være de bløde sæder og den intime stemning i IC3-togene, der gør forskellen – og det er trods alt både billigere og nemmere at finde tiden til de der stjerne-stunder, hvis vi kunne skabe det rum herhjemme. Jeg har tænkt det før – men den her gang skal det lykkes. Some how.