planen_andyblog
Som småbørnsforælder må man leve med at være et skridt bagefter. Der var engang, hvor jeg altid så de nye actionbrag i biffen eller lejede dem som premierefilm i Blockbuster, stod klar i Fona på udgivelsesdagen for at købe Eminems nye cd’er og i det hele taget bare havde styr på alt, hvad der rørte sig. Det er længe siden. Når man har favnen fuld af unger når man ikke en flyvende fis. Og da slet ikke alt sådan noget luksus-selvforkælelses-agtigt som musik og underholdning. Eller bøger.

I virkeligheden har jeg aldrig været den store læsehest. Jeg er bestemt ikke typen, der læser 15 sider i minuttet og sluger sækkevis af romaner i sommerferien. Men jeg har lært at nyde en god bog – når tiden ellers er til det. Måske et par stykker eller tre om året, kan det blive til. En eller anden dag kan det være, at jeg kommer til at sidde i en lænestol med en whisky og en spændende krimi, men det bliver sikkert først når de små er blevet så store, at man sidder fredag aften og venter på at de kommer hjem fra byen.

I mellemtiden har jeg fundet en anden løsning. Lydbøger! De seneste tre bøger jeg har læst, har jeg ikke læst – dem har jeg hørt. På sjældne løbeture og senest mens jeg har knoklet løs med spartling og filt i vores baghus i bedste handy-Andy stil. Først hørte jeg den helt igennem geniale og usædvanligt morsomme beretning om ”En mand der hedder Ove”. Og så gik jeg i krig med en af sidste års mest omtalte bøger herhjemme – som jeg naturligvis ikke havde fået læst endnu – ”Planen”.

Bogen udkom nogenlunde samtidig med min seneste søn, så den gik fuldstændig min næse forbi. Og med sine langt over tusind sider er det ikke lige just et værk man giver sig i kast med en sen aftentime, når børnene endelig sover og man selv burde gå i seng, men alligevel insisterer på et underholdningsfix i sofaen. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg slukkede for radioen og satte ”Planen” på en tilfældig tirsdag i baghuset. Lydbogen varede næsten 15 timer, men jeg stod alligevel med følelsen af, at jeg godt ville have hørt noget mere, da den pludselig var færdig.

Sjældent har jeg oplevet noget så velskrevet – og veloplæst (godt gået, Zaki!) – som den betonklods af en bog, ”Planen” vitterligt er. En minutiøs maratonfortælling om en hverdag med baconchips og billig cola i en dansk ghetto. Man kommer ind i hovedet og langt ind under huden på den selvbiograferende forfatter, der slæber os igennem hele sin barndom, ungdom og tidlige voksenliv. Utroligt, at det kan være så fængslende. Klart en ”must read” – eller ”must hear” om man vil.

Pudsigt nok skal min lille søn starte i vuggestue i Urbanplanen – hvor bogen jo foregår – i næste uge. Der skal han gå de første måneder indtil der bliver plads i den institution, hvor storebror også går. Jeg skal stå for indkøringen og skal så bare finde ud af, hvilken bog jeg skal høre, når Bjørnen sover i barnevognen på vej hjem.

Gode bud modtages gerne!