At gå på scenen i en stem-hjem-kultur

omatgåpåscenen_andyblog
I lørdags debuterede min datter som solosanger foran et stort publikum. 7 år gammel og med et fast greb om mikrofonen. Hun trådte forsigtigt ind på scenen og smilede underfundigt, som om hun var i tvivl om det bare var en drøm, mens hun uden slinger i valsen sang sig igennem MGP-favoritten ”Savner Dig”. Hun var sød og god og far var stolt.

Men det var lidt af en kamp at få hende derop. Ikke forstået på den måde, at det var min mission at hun skulle stå der på en scene og optræde foran en masse mennesker. Det var hendes drøm, ikke min. Indrømmet, jeg synes det er super fedt, at hun er vild med at synge og gerne vil optræde. Og det er nok ikke tilfældigt, at hun har fået lige netop den interesse. Men det skal handle om at have det sjovt – ikke om at blive den nye stjerne. Og det gør det heldigvis også.

Men der er alligevel meget på spil, når man sådan stiller sig op på en scene foran en stor forsamling. For hvad nu, hvis der er nogen, der synes det er dårligt? Eller hvis jeg laver en fejl? Den slags tanker har fyldt meget oppe i det lille hoved den seneste uge. Faktisk var hun tæt på at bakke ud og droppe det hele i sidste øjeblik, selvom hun havde glædet sig i lang tid.

Karla vokser op i en ”stem-hjem-kultur”, hvor vi opstiller glansbilleder af os selv og peger fingre ad dem, der falder igennem. Vi er alle sammen en del af det store cirkus på de sociale medier, og den står på reality og talentshows, når der skal hygges med familien fredag aften. Alting skal vurderes. Det er tydeligt at mærke på børnene, der er langt mere selvbevidste i dag end tidligere. Der er ligefrem opstået en helt ny rolle i ungernes lege: ”dommeren”. Og det er altså bare lidt ærgerligt at blive stemt ud af frikvarteret.

Det har uden tvivl altid været en udfordring at skulle optræde for første gang. Men prisen for at træde ved siden af er blevet så høj, at mange slet ikke tør træde. Særligt inden for musik. Jeg ser det igen og igen, når jeg afholder workshops om rap og performance for børn og unge – og får den samme melding fra andre kolleger i felten. Som en sangunderviser sagde til mig forleden: ”Børnene har ikke noget imod at folk kigger på, når de spiller fodbold, men når de skal synge panikker de totalt, hvis der er publikum på”.

Hvor er det bare drønærgerligt, at det er blevet sådan. Og hvor er jeg bare glad for, at Karla – til trods for at hun blev ramt af akut stem-hjem-angst op til koncerten – valgte at gå på scenen alligevel. Hun fik overbevist sig selv om, at folk nok ikke ville synes, at hun var dårlig. Ikke at det var lige meget, hvis nogle af dem gjorde. Men det skal nok komme – et skridt ad gangen. Hun overvandt noget i selv ved at gøre det, og hun var pavestolt og super glad bagefter. Og det er jo det, musik kan: skabe glæde og give selvtillid.

Det var en kæmpe stor oplevelse, som hun kommer til at leve højt på længe og som har givet hende mod på tilværelsen og lyst til at synge, spille og optræde. Præcis som jeg oplevede det på en skole i Esbjerg for nylig, hvor jeg kørte et længere forløb med to 7. klasser: De skulle skrive deres egne numre og give koncert for resten af skolen. Eleverne var rystende nervøse i dagene op til den store finale, men skulle nærmest hives ned fra scenen til sidst. ”Kan vi ikke nok få lov at optræde igen?”

Da euforien havde lagt sig og Karla tænkte tilbage på sin optræden, var der én ting, der stod tilbage: den meget lange klapsalve, hun fik fra publikum. Den tror jeg sent hun vil glemme.

Så fik hun sgu en ring!

guldring_andyblog
I går var det 12½ år siden, at Astrid scorede mig til en julefrokost med vores universitetshold. 12½ år! Det er da lidt af en milepæl. Vi blev gift i smug på vores 5-årsdag, men hun fik ikke nogen ring. Den slags var lige lovlig småborgerligt for en hippie-tøs som Astrid. Bare det at blive gift krævede overtalelse. Men i går fik hun den så: En vaskeægte guldring med skinnende brillanter (man er vel rapper).

Jeg havde ikke ligefrem gået og drømt om det store kirkebryllup, men jeg er nok en anelse mere romantisk anlagt end min bedre halvdel. Faktisk kan jeg huske, at jeg allerede efter et halvt år var tæt på at fri til hende – men holdt klogligt inde. Hun var løbet skrigende bort!

Jeg var 20 år gammel og slet ikke i tvivl: Jeg havde fundet den, som jeg ville leve resten af mit liv sammen med. Hvordan dælen jeg bare kunne være så sikker på det, ved jeg ikke – men den var der bare. Og tanken om at binde sig skræmte mig mærkeligt nok overhovedet ikke. Det samme gjaldt ikke helt for Astrid. Hun var tæt på at få angstanfald ved udsigten til at vi skulle bo sammen og bare være os to for evigt og altid.

Hun var en flippet socialist, der gik i genbrugstøj og havde hennafarvet hår. Rejste til Nicaragua for at redde verden og boede i kollektiv med fællesstrømper og følerunder. Sådan én slår sig sgu ikke ned i en toværelses og leger Hr. og Fru Jensen som 22-årig!

Det krævede både tålmodighed og list at få hende lokket om bord. Det hele startede på hendes initiativ, men var aldrig tænkt som andet end en eksotisk flirt – det kunne jo være meget sjovt at prøve at være sammen med en hiphopper. Men pludselig ville han flytte sammen og alt muligt! Kompromiset blev, at jeg flyttede ind i kollektivet sammen med hendes syv veninder og alle deres vegetarfrikadeller. Jeg boede der i tre måneder og tabte mig fem kilo.

Men det var drønhyggeligt og en effektiv kur mod hendes commitment-issues. Vi rykkede videre til et lille bofællesskab og inden længe købte vi en lejlighed sammen. Og så blev vi gift. Men mest af alt fordi Astrid var blevet gravid og vi skulle tage stilling til nogle pensionspapirer – og det var altså bare nemmere, hvis vi var gift. Så jeg friede til hende over en sandwich i et tog mod Århus. Vi giftede os i hemmelighed på Rådhuset og holdt senere en kombineret ”navne – og kærlighedsfest”. Hippiestilen var intakt.

Det er 7½ år siden nu. Vi har fået yderligere to børn og er rykket i hus. Med have. Og rabarberbed. Og skiseme om ikke socialisten er blevet socialdemokrat. Man siger at det første kvinder gør, når de bliver gift, er at begynde at lave om på deres mænd. Og jeg vil ikke lyve, Astrid har påvirket mig mere end nogen anden i mit voksenliv. Men jeg synes nu, at jeg lykkes meget godt med mit projekt. I går fik hun en shiny guldring og hun var vild med den.

Mission accomplished.

Om et halvt år der gik på 2 minutter

Bjørn_andyblogJeg fatter det simpelthen ikke. For et øjeblik siden var han en skrøbelig lille prut, der dårligt nok kunne åbne øjnene. Kort før det lå han inde i maven. Og nu – ja, nu øver han sig i at kravle, mens han sender flirtende blikke og klukler, så man bliver blød om hjertet.

Bjørn er blevet et halvt år på 2 minutter. Sådan føles det i hvert fald. Og jeg er vild med det. Ikke fordi han var en træls type, da han var helt spæd – han er bare sjovere nu. Og det er for vildt at opleve, at han vokser og udvikler sig hver eneste dag.

Snart står den sikkert på blå mandag og akavede snakke om blomster og bier. Det går så stærkt – husk at nyde det! Sådan siger alle folk, der har været der selv og blev ramt af chok, da ungerne pludselig flyttede hjemmefra. Og den er sikkert god nok. Før vi aner det, er de små blevet store.

Men det gør nu ikke så meget. Jeg hører ikke til den sentimentale slags, der synes det er vemodigt og trist, at børnene bliver større og ikke længere er små og nuttede. Det bilder jeg mig i hvert fald ind, at jeg ikke er – har jo ikke prøvet det sådan for alvor endnu. Indtil videre synes jeg bare det er fedt, at de vokser og hele tiden kan nye ting.

Vores ældste er begyndt at spille skak – fandme om ikke hun vandt over mig forleden – og skal synge solo til en koncert i næste weekend. For syv år siden var det hende, der kæmpede for at lære at kravle. Nu kigger hun på sin yngste lillebror med betagede øjne og siger, at han er ”vores lykkes smed”.

Det er de alle sammen, de kære små – og store. Jeg glæder mig til de næste 2 minutter.