tid_andyblogHer sidder jeg så. Langt væk fra hverdagens larm og løjer i et tog, der kører i sneglefart tværs gennem Danmark. Lammet af blød jord og forsinket sporarbejde, der leder mine tanker hen på vores eget byggeprojekt hjemme i haven. Det er også gået i stå. Ungerne er lige blevet hentet og ulvetimen trænger sig på – går jeg ud fra. Intet nyt er godt nyt på den front, og jeg har ikke hørt noget. Men jeg er sikker på, at der er gang i den. Selv sidder jeg – meget symbolsk – mutters alene i en stillekupe.

Solen skinner udenfor, så jeg har trukket gardinerne ned. Ikke fordi rapsmarkerne generer mig, men jeg kan ikke se min skærm i alt det lys. Togtid er kontortid i min verden, og med de fem timer DSB har stillet mig i udsigt til dagens retur fra Esbjerg til København, er der gode muligheder for at nå til bunds i indbakke og to-do’s. Måske endda et lille blogindlæg kan komme på tale.

Dem har der ikke været mange af fra min hånd på det seneste. Næsten ingen faktisk. Og det ærgrer mig, for jeg har masser af ideer og emner, jeg gerne vil skrive om. Det er bare lige det der med at få tid til det hele. Der har været drøn på over hele linjen de sidste par måneder – koncerter og workshops over hele landet i kølvandet på EP-udgivelsen i marts foruden familien derhjemme, der jo ikke passer sig selv. Eller jo, det gør den jo helt konkret lige nu, hvor jeg ikke er der, men I forstår hvad jeg mener.

Baby Bjørn er snart et halvt år, Malte er begyndt at gå til judo og Karla springer fra 3-meters vippen til svømning. Tiden flyver og der er nok at se til. Og når der endelig er tid til overs, et sjældent øjeblik uden praktiske gøremål, arbejde og unger, gælder det om at puste ud og samle kræfter. Tid er blevet en luksusvare – det’ syret, ikk? Ordene er Jokerens – fra en engang, hvor jeg havde tid til at dyrke ny musik og fritidsinteresser, se film med vennerne og bare hænge ud.

Når jeg kommer hjem i aften er ungerne for længst lagt i seng og der bør være ro på for en stund, inden det hele går løs igen i morgen tidlig. Hverdagen med små børn og knald på karrieren er mildest talt intens. Der er så meget at lave og så meget man ikke når. Men det gode er, at det ikke gør så meget. For selve trummerummen, trædemøllen om du vil, er sgu i sig selv ret vidunderlig.

Og et øjeblik som dette, hvor det hele står stille – i helt bogstavelig forstand, for om lidt bliver vi gelejdet ud af toget og ind i de ventende togbusser, der i dagens anledning skal fragte os fra Odense til Nyborg – minder mig om, hvor glad jeg er for alt det jeg laver og faktisk når, alt det som fylder timerne ud og er årsag til, at der er mange andre ting, jeg ikke når.