Barn nummer tre er ingen sag – det er skiftet fra et til to børn, der er det hårde. Den slags beroligende kommentarer fik jeg en del af tilbage i efteråret, når snakken faldt på fodbolden i min kones mave. Vi stod foran endnu en familieudvidelse og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at forventningens glæde ikke var ledsaget af en vis portion bekymring for, hvad dælen vi mon havde rodet os ud i.

Heldigvis var der ikke noget at være bange for. Treeren er den nemme, der er nærmest ingen forskel, lød formaningerne. Min søn fulgte op med en teori om, at tre er det samme som to. Godt nok tænkt ind i en helt anden sammenhæng, men pointen var den samme. To eller tre må være det samme – som han stædigt gør rede for i videoklippet fra en tur i metroen med storesøster ovenfor (#ikkesponsoreret reklame for Sun Lolly, de smager forfærdeligt).

Da vi fik toeren – som altså nu sidder der og kloger sig om matematikkens grundregler – gik det op for os, at ét barn er en tur i parken. Man er sammen om alting og har masser af tid til at nurse om den lille pode, der pludselig er nyt epicenter i ens lille verden. Men når der kommer én mere, opstår der en helt ny dimension med logistiske udfordringer og konflikter af hidtil uset størrelse sideløbende med alle de vidunderlige øjeblikke og den evige åbenbaring det er at se de to søskende sammen.

Så hvordan mon det ville være at få barn nummer tre? Piece of cake eller totalt kaos? Sandheden ligger vel et sted i midten. Jeg må i hvert fald sande, at Maltes matematiske teori ikke kan overføres direkte til antallet af børn i familien – og at de mange velmenende storfamiliefædre må have haft urimeligt meget oveskud eller virkelig dårlig hukommelse. For tre er ikke det samme som to.

Ingen søvn, alt for få hænder og konstant brug for fredsbevarende styrker i kampen mellem de to store, der i bogstavelig forstand slås om opmærksomheden. Der er virkelig meget at se til og meget sjældent overskud til at bygge Lego og spille Kalaha. Det må de store klare selv, mens mor ammer og far laver mad. Når der endelig er ro om aftenen puster vi ud på sofaen og kæmper for at følge med i House of Cards, velvidende at vi burde gå i seng – også selvom klokken kun er halv ti.

Alligevel er jeg virkelig glad og bundlykkelig, når jeg ind imellem lige stopper op og tænker lidt over det hele. Var det fuldstændig vanvittigt at få et barn mere? Jeg havde mine tvivl – for hvad nu med karrieren, den kommende udgivelse og næste års turné? Alt sammen bliver uden tvivl mere kompliceret og sværere at få til at gå op, men alle frustrationer og bekymringer forsvinder øjeblikkeligt, når jeg kigger på ham her:

bjørn_sover_andyblog