Antiklimaks waiting to happen…

andyop_release_nødråbJeg tror det gælder for musikere, som det gør for alle andre, der har noget, de arbejder på hårdt og længe, og hvor de endelig er ved vejs ende. Stolthed over resultatet, lettelse over at man kom i mål – og følelsen af anti-klimaks går ofte hånd i hånd.

Og for en musiker som mig, er der som oftest det ekstra lag, at det produkt man har knoklet på samtidig er noget meget personligt, der er noget på spil, en følelse af, at man blotter sig – og så stiller det hele frem til offentlig skue og vurdering.

Og med mindre man er så heldig at være en af de helt store, der kan være sikker på at ryge i rotation på P3 og The Voice umiddelbart efter udgivelse eller man har kombien et godt produkt og et stort selskab i ryggen – ja, så vil sådan en udgivelsesdag ofte være lidt af en flad fornemmelse.

I går var det så min tur: første single fra min kommende EP udkom. ’Nødråb’ hedder nummeret og det er ikke lige en fyr-den-af-og-hold-den-fede-fest-club-banger, men et nummer med en personlig historie og et vigtigt budskab om et tabubelagt emne: selvmordsforsøg blandt unge. Nummeret betyder meget for mig og jeg er stolt over at have Pitchshifters med som producere – med så dygtige folk, der har produceret for Medina, Anna David, Outlandish og mange andre af de helt store, er det lykkedes at lave en single, der er ekstremt lytteværdig, selvom emnet er tungt.

Mange ting af mere praktisk karakter skal på plads inden sådan en udgivelse. Nummeret skal gøres tilgængelig på streamingtjenesterne, der skal laves cover, musikvideo, pressemateriale osv. Med tungen lige i munden og ærmerne smøget op nåede vi det hele inden udgivelsesdagen.

Og jo: jeg vidste jo godt, at det ville blive en mærkelig antiklimatisk dag i går. Ikke mindst fordi jeg klokken lidt over seks begav mig af sted til Esbjerg og en af de mange workshops, der bringer mig rundt på landets folkeskoler året igennem. Dagen igennem tikkede det ind med tillykke-sms’er på singlen fra venner og bekendte og fine kommentarer på Facebook. Men jo ikke rigtigt noget, der ville gøre sig godt i en reality-udsendelse om det vilde liv som rap-stjerne.

…lige indtil jeg kom hjem fra Hovedlandet igen, that is – med mini-mayn i hånden, frisk-afhentet fra børnehaven, og åbnede min hoveddør for at møde synet af et hjem fyldt med venner, flag, champagne og surprise-fejring. Min single er måske ikke braget igennem den kommercielle lydmur (…endnu 😉 og emnevalget gør måske også at det ikke sker – men det er et godt og vigtigt nummer og et vigtigt skridt for mig i min kreative karriere. Så selvfølgelig skal det fejres! Heldige mig, der har en kone, der kan sørge for den sidste, vigtige detalje, som jeg slet ikke havde haft overskud til at tænke på med alt knokleriet og accepten af, at udgivelsesdagen var et antiklimaks waiting to happen.

Og hermed også en opfordring til alle jer derude om at overveje, om der ikke er noget i jeres liv, der kunne fortjene en fejring. Det behøver ikke være en udgivelse, en rund dag eller noget andet – men måske bare det simple faktum, at der er mennesker I holder af og champagne, der ikke drikker sig selv. Et par timers fest en mandag eftermiddag kan jeg i al fald anbefale varmt.

Og hvis I så lytter til min nye single mens I skåler er det ligesom det hele går op i en højere enhed, ikk? 😉

Pladekontrakt – og hvad så?

pladekontrakt_andyop_dollars

Alle folk siger tillykke til mig i øjeblikket. Det er skønt! Jeg har fået en pladekontrakt, skrev jeg på Facebook forleden – og det skal jeg love for er noget, folk lægger mærke til. For hvad er mere sejt i den her verden end en pladekontrakt? Ikke ret meget, hvis man skal dømme ud fra opmærksomheden. Men hvad pokker betyder det egentlig at have en pladekontrakt?

For mange år siden var en pladekontrakt per definition en gylden aftale med et stort selskab, der gav dig en masse penge i hånden og betød at du fik indspilningsstudie, producer og pr-maskine stillet til rådighed. Budgettet var på en million og du kunne forvente at sælge 100.000 albums. Du kunne slet ikke udgive din musik, hvis ikke du havde en pladekontrakt, for så ville du aldrig komme i nærheden af et dyrt indspilningsstudie og videre fra demo-stadiet. Kun de bedste – eller mest egnede i kommercielt øjemed – fik chancen.

Sådan er det ikke længere. I dag kan alle indspille deres egen musik og med få klik sende mesterværkerne ud til hele verden. Det behøver ikke koste ret meget og du kan i princippet klare det hele selv. Du skal ikke forvente at sælge noget som helst, men hvis du får succes er der måske et par tusinde at hente på streaming og downloads. Kun de allerstørste laver dadler og kun én sælger mere end 100.000 – men alle har chancen.

Så hvad er det lige med den der pladekontrakt? Det er først og fremmest en samarbejdsaftale, der går ud på at skubbe min udgivelse så langt ud som overhovedet muligt – med knofedt, masser af kaffe og ganske få penge. Det bliver ikke noget med tv-reklamer og helsidesannoncer, ingen privatfly og limousiner, men hårdt arbejde fra dedikerede mennesker.

Flere af numrene har jeg indspillet i vores garderobeskab på mikrofonen, der står solidt placeret på en hylde lige over støvsugeren. Jeg har knoklet løs herhjemme og betalt en dygtig producer for at mixe og arrangere. Pengene har jeg fået i støtte fra KODA, Dansk Musiker Forbund og andre musikorganisationer – og så har jeg betalt en del ud af egen lomme.

Pladekontrakten handler om at gøre musikken tilgængelig og sprede ordet. Der skal skrives pressemeddelelser og sendes materiale til streamingtjenesterne, der skal laves musikvideoer, snakkes med radiostationer og trykkes flyers, journalister skal rykkes og der skal produceres indhold til de sociale medier. Alt sammen noget, vi gør i fællesskab – pladeselskabet og mig som kunstner.

Sådan er de fleste pladekonktrakter i dag – du skal selv finansiere din musik og som minimum være en aktiv medspiller i udgivelse og promovering. Ikke med det for øje at komme til at tjene en masse penge, men med udsigt til at din musik kan blive hørt. Og det er det vigtigste!

I år vil jeg prøve at nå lidt mindre

gørsomduplejer_andyblog

Vi er nu et par dage inde i februar og de fleste af os må sande, at de mange nytårsforsæt om slankekure og løbeture ikke holdt særlig længe. Der kom lige en hverdag i vejen. Fuld af tidskrævende realiteter og forpligtelser. Børn, arbejde, boliglån – og ikke ret meget overskud til at realisere alle planerne og de nye sunde vaner. Men er det egentlig så slemt?

Jeg er selv en af dem, der bliver grebet af stemningen og lover mig selv at ændre på det ene og det andet i starten af januar. Nu skal det være! Fuld skrue på fitness og fedtfattig kost, mere kvalitetstid med ungerne, flere hyggeaftener med fruen (måske skulle vi begynde at gå til tango?), større effektivitet i arbejdet og nye spændende projekter.

Vi vil så meget og på den helt rigtige måde. Men vi når det jo ikke. Når januar er slut og gejsten er væk begynder 11 måneders dårlig samvittighed, inden vi igen bliver ramt af nytårsvanviddet og sætter ind med nye falske løfter. Det er selvfølgelig fint at ville være den bedste udgave af sig selv og forsøge at ændre sine dårlige vaner. Men for de fleste af os bliver det til en jagt på det uopnåelige og en følelse af, at man svigter sig selv.

Det gør det i hvert fald for mig. Livet er fuld af muligheder og det gælder bare om at gribe dem. Den er jeg totalt med på – men man kan bare ikke alting på én gang. Måske kan man narre sig selv de første 14 dage i januar, men så er det også slut – og så er vi tilbage i ”plejer”. Tilbage i hverdagen. Den som Dan Turéll holdt så stinkende meget af. Hvad er der egentlig blevet af den?

Tænk hvis vi kunne blive bedre til at elske hverdagen og dens kendte udsigt. Tænk hvis ”plejer” var det fedeste i verden. Ikke fordi, at man var lykkedes med at ændre alle vanerne og havde skabt en ny forbedret hverdag. Ikke noget med new normal. Bare normal.

Som en anden Svend Brinkmann har jeg taget konsekvensen af de fejlslåede nytårsforsæt og besluttet mig for, at 2016 skal være året, hvor jeg vil prøve at nå lidt mindre. Droppe alle ideerne om at booste min selvudvikling og blive verdensmester i far, kæreste og arbejdshest. Jeg vil begynde at sige nej og fokusere på de ting, jeg bedst kan lide at bruge min tid på – og være tilfreds med alle de ting, jeg når.

Og så håber jeg at kunne sige til mig selv næste år: ”Drop nytårsforsættet og gør som du plejer!”