Far på barsel

bjørnensover

I dag var konen og de to store unger til premiere på den nye Antboy-film og for første gang skulle jeg have tjansen med mini-mayn helt selv. Sutteflaske var indkøbt og jeg var klar. Havde store planer om, at mig og Bjørn skulle fyre den af med popcorn og cola og måske se noget Dinotrux eller Lego Starwars. Rigtig far-og-søn-hygge. Måske spille lidt FIFA og lade op til FA Cup senere. Men han gad ikke rigtig. Han sov fra det hele.

Det er jo ikke fordi jeg ikke godt vidste, at sådan ville det være. Nej, faktisk er jeg jo nok en af de mænd i Danmark, der har allermest reel erfaring med at være på barsel, fordi min kone var minister, da vi fik barn nummer to. Og modsat de andre kvindelige ministre før hende, der har været gennem den rummel med graviditet og barn og hurtigt tilbage på pinden, så var det ikke babys mormor, der tog over og sørgede for det lille pus, mens mor minister passede jobbet. Nej, her var det noget så usædvanligt som far, der var med.

Det gav mange sjove oplevelser. Og en masse tid som den i dag med en sovende lille fyr og mig traskende rundt med barnevognen. Og den klare erkendelse, at selvom vi er kommet langt når det kommer til mor og far og kønsroller, der ikke behøver være lige så fastlåste som tidligere – så er vi ikke kommet i mål endnu. For det vakte undren, at jeg ’gad’ tage barslen sidste gang familien blev større. Folk brugte – og bruger – udtrykket, at jeg ’passede barnet’. Men jeg passer sgu ikke mine børn – jeg er sammen med dem, ligesom deres mor er sammen med dem. Og ja, gu gider jeg bruge tid med dem – også når de er små og ikke lige griber controlleren og sparker bolden indover i et spil FIFA.

Stadig flere mænd tager barsel. Godt for det. Godt for dem. For deres unger. Og deres kærester/koner.

På min bundlinje fra i dag står, at den lille fyr mest af alt sov fra vores alene-stund. Vågnede op nogle gange for at sutte og gnaske på sine hænder, som han lige i forgårs har lært at proppe ind i munden – for så at sove lidt mere.

Og hjem fra biffen kom min søde kone og de to store unger, fyldt med frisk energi og røde kinder over den store oplevelse. Ja, den ældste havde tilmed fået taget et fan-billede med selveste Antboy og erklærede stolt – og lidt teenage-agtigt – at det billede skal vi have fremkaldt og så skal det hænge ved hendes seng.

Og mig – ja, jeg glæder mig allerede til næste gang mig og mini-bjørnen skal have en far-søn-stund, bare os to 🙂

”Du har fået mig til at vende 160 grader!”

andyop_workshop

Jeg bruger en stor del af min tid på at suse landet rundt og lave workshops for børn og unge om rapmusik. Det har jeg gjort lige siden en af mine venner for år tilbage spurgte, om jeg ville komme forbi og spille et par numre for hans elever. Min umiddelbare reaktion var dog mere ”tjoo” end ”juhuu, helt sikkert!” – for hvad pokker skulle jeg dog i en 7. klasse og hvad i alverden kunne de bruge et besøg af mig til? En hel masse, viste det sig…

Det var i 2007. Siden har jeg været forbi 500 folkeskoler – næsten en tredjedel af SAMTLIGE skoler i landet. I går var jeg på besøg hos 5. årgang på Sortedamskolen i København og i dag var jeg i Roskilde. Næste uge går turen til Næstved og Esbjerg. Ugen efter Viborg, Ærø og Vordingborg. Og sådan fortsætter det resten af foråret. Mit rejsekort er rødglødende og jeg elsker det.

For det giver bare rigtig god mening. Både for mig og de tusindvis af unge mennesker, jeg har optrådt for. De lærer en masse om rap og får udvidet deres musikalske horisont – som én engang sagde til mig efter et arrangement: ”normalt kan jeg ikke lide rapmusik, men du har fået mig til at vende 160 grader!”

Alt sammen rigtig fedt – også selvom de sidste grader ikke lige kom i hus… Men den store gevinst ligger et helt andet sted. En vigtig del af mine workshops består nemlig i, at eleverne selv skal prøve at rappe. Og det er saftsuseme en stor udfordring, skal jeg hilse at sige. Særligt for X-factor-generationen, der er vant til at se selv de mindste fejltrin blive udstillet og hånet på tv og sociale medier. De er vokset op i en verden, hvor prisen for at dumme sig er højere end nogensinde. Man skal helst ikke træde ved siden af – så hellere lade være med at træde.

Alligevel lykkes det næsten altid at få alle deltagerne op på scenen og bare fyre den af med en mikrofon i hånden. Det er tydeligt for enhver i lokalet, at der er noget på spil. De fleste vil egentlig helst være fri, men jeg insisterer på, at de kan og at de skal – og giver dem et kærligt, men bestemt skub. Og det virker. Som en af børnene sagde til workshoppen i København forleden efter at have grebet mikrofonen for første gang: ”Jeg var vildt nervøs og troede det ville gå rigtig dårligt. Men så sagde jeg til mig selv, at jeg skulle være ligeglad med, hvad de andre tænker og bare gøre det. Og så var det jo bare vildt fedt!”

Det rører noget i mig hver gang. Måske fordi jeg kan huske følelsen af ikke at turde. Da jeg var lille var jeg både genert og tilbageholdende – bestemt ikke typen, der bare indtog rummet og stormede op på scenen. Jeg ville gerne. Men turde ikke. Havde slet ikke selvtillid nok til at stikke næsen frem på den måde. Hvordan det lykkedes mig at besejre den frygt, ved jeg egentlig ikke helt – men det kom i hvert fald ikke af sig selv.

Det gør det heller ikke for de unge, jeg møder til mine workshops. Hvad der helt præcist gør udslaget er svært at sige, men det hjælper nok på det hele, at jeg ikke er deres lærer, men en ”sej rapper”, som de ser op til. Vi flytter grænser og rykker ved noget, som er større end musik. Rappen er et fantastisk redskab til at bearbejde det, der kan være svært – og jeg bliver glad hver eneste gang det lykkedes at hjælpe en med ikke bare at stille sig frem, men også at håndtere de tanker man tumler med når man er ung. Det er for fedt – også selvom der stadig er rum for forbedring. 160 grader er rigeligt på én eftermiddag.

Tips til den gode børnefødselsdag

børnefødselsdag

I fredags havde min søn fødselsdag. Den store af dem (hvilket jeg stadig lige skal vænne mig til at kalde ham). Malte fyldte 4 og vi havde børnehaven hjemme. BØRNEHAVEN. HJEMME. Yessir – og vi slap levende fra det. Faktisk var det en super fed oplevelse, som jeg gerne lige vil fortælle lidt om – og anbefale til (næsten) alle.

Mit indtryk er at mange springer børnehavefødselsdagen over, fordi de simpelt ikke kan overskue det. Fair nok. Vi fik da også en del ”held og lykker” med på vejen fra venner og bekendte, når vi fortalte om vores plan. Og det krævede en dyb indånding, inden det gik løs. Men jeg tror folk har en tendens til at gøre sådan noget her alt for kompliceret.

Lad være med at slå et stort brød op. Lad i det hele taget være med at bage. Køb dig fra det! Og glem alt om flag, balloner og bordkort. Der er ingen grund til at hyre en partyplanner og holde fri ugen op til det store brag. Lidt oprydning, en hurtig gameplan og et par småindkøb, så er du kørende!

Knækbrød og figenstang ved ankomst, en fransk hotdog til frokost og en is til skattejagten – som du for gud skyld ikke skal planlægge i forvejen. Lav et par sedler med opgaver og gå ud i haven/ned i gården – eller hvor det vilde eventyr nu skal udspille sig – og hæng dem op. Alt sammen mens poderne leger. I vores tilfælde blev det til noget med, at Darth Vader havde stjålet Lukes skat – og så skulle børnene hoppe ti gange og gå rundt om nogle lygtepæle for at hjælpe ham. De havde en fest!

Malte var stolt og lykkelig over at være vært for alle sine venner. Han var med til at gøre klar om morgenen og voksede flere centimeter i løbet af dagen. Børnene var her i tre timer og der var fuld knald på hele vejen igennem. Men de kom jo heldigvis ikke alene – der var tre pædagoger med til at holde styr på tropperne. Det var både en nødvendighed og en lille sidegevinst for os, for det var virkelig fedt at opleve ”Maltes voksne” i aktion. Hold nu op, hvor var de seje!

Det var bestemt en fordel for os, at Astrid er på barsel og jeg kunne holde den halve dag fri – det siger sig selv. Kan man ikke finde en ledig dag, skal man lade være. Men har man muligheden, er det altså en rigtig fin oplevelse for både fødselar og forældre. Det kræver måske også, at man ikke bor på et frimærke (i hvert fald hvis det er om vinteren), men i så fald kan man måske være kreativ. Og faktisk var Maltes lillebitte værelse så spændende at udforske, at der ad flere omgange var stort set samtlige 20 ”tusindben” derinde – pladsen behøver med andre ord slet ikke være enorm.

Så glem hjemmelavede cupcakes og udstyrstunge skattejagter, spar lungerne og drop ballonerne, smør en stabel leverpostejmadder og køb dig fra resten. Lad være med at gå efter den perfekte børnefødselsdag, som den på billedet – den slags findes ikke i virkeligheden. Keep it simple – det blir en fest uanset!

Undskyld jeg ikke delte skinken

Hamburgerryg_inger_støjberg

Mit Facebook-feed var oversvømmet af det forleden: det famøse ”skinke-billede”, hvor øjeblikkets politiker-du-bare-må-hade-hvis-du-er-et-godt-menneske Inger Støjberg sammenlignes med en hamburgerryg. Billedet gik viralt, som det hedder på moderne dansk. Et hav af mine velmenende kunstner-kolleger var med på bølgen, krydrede skinken med spydige kommentarer og delte flittigt ud.

Jeg gjorde ikke.

Nix. Nope. Nein. Nada. Beklager at måtte skuffe jer. Ikke engang et lille ”like” fik den med på vejen herfra.

Det var nu ellers ikke fordi, at jeg synes billedet var dårligt. Ligheden var da til at få øje på – og jeg må indrømme, at jeg nok egentlig også grinte lidt, da jeg så det. Det er skam heller ikke fordi jeg er specielt begejstret for Støjberg. Faktisk er der få folkevalgte, som jeg er mere uenig med. Så hvorfor ikke være med til at udbrede kritikken og give skinke-billedet en deler?

Forklaringen starter hos mine børn.

”Lars Løkke er en prut”

Det er nok ingen hemmelighed, at jeg er gift med en politiker. Det er også for længst gået op for vores børn, at mor sidder i Folketinget. Særligt vores datter Karla, der går i 1. klasse og snart bliver 7 år. Hun ved – på sin egen børne-logik-agtige måde – alt om politik og har endda lovet, at hvis hun nu skulle blive statsminister en dag, så vil hun gøre mor til minister igen – og i øvrigt afskaffe begrebet ’bordskik’.

Karla var meget optaget af valgkampen i sommer og er stor fan af Helle Thorning. Hun blev således også temmelig skuffet over valgets udfald og har stadig ikke meget til overs for Lars Løkke. Hvis du spørger hende, vil hun med stor selvsikkerhed svare, at Lars Løkke er en prut. Og måske endda tilføje, at han er ond og skal sendes ud af landet.

Men den går altså ikke. Lars Løkke er ikke en prut. Han er statsminister. Godt nok på et meget spinkelt grundlag, men ikke desto mindre statsminister.

”Hvordan er det at kneppe en løgnagtig stalinistisk kælling?”

For et par år siden gav jeg et interview til Femina og fortalte som gift-med-en-minister om tonen på de sociale medier. Den er ikke pæn. Folk sidder bag skærmen og skriver en hel masse grimme ting, som de glædeligt sender ud i verden uden at tænke på konsekvenserne. For der er ikke nogen. Ikke for afsenderen i hvert fald.

DR2 fortalte om nogle af de groveste eksempler i dokumentaren ”Ti Stille Kvinde” forrige år, hvor flere kvindelige politikere, herunder min kone, chokerede danskerne med uhyggelige beretninger om trusler og chikane.

Hvis man stikker næsen frem skal man være parat til at få én over snuden. Sådan har det nok altid været for politikere og meningsdannere, og til et vist punkt er det også helt ok. Men det er som om al fornuft og moral er forsvundet med de sociale medier.

”Hvordan er det at kneppe sådan en led, løgnagtig stalinistisk kælling?” var der en, der skrev til mig på Facebook for nylig – bare for at give et eksempel fra hverdagen.

Det sørgelige er, at det er helt almindelige mennesker, der sidder bag tasterne. Altid skarpe Rokokoposten ramte hovedet på sømmet med deres historie om journalisten Jonas, der skiftede job fra Ekstra Bladet til Information. I starten var det lidt af et kulturchok, men overgangen gik nu fint alligevel. Som ”Jonas” forklarer:

“På Ekstra Bladets online-forum Nationen var jeg vant til en utrolig perfid tone præget af ensomme kværulanter, der ikke havde andet indhold i livet. Sådan er det heldigvis også i Informations læserkommentarer. Men her er lix-tallet højere, og mange har videregående uddannelser oven i købet!”

De sociale medier får det værste frem i os

Da Astrid var minister og bølgerne gik højt på de sociale medier kan jeg huske, at jeg tænkte det var godt, at vores børn var så små. De kunne ikke læse med og blev skånet for alle de dumme kommentarer. Vi andre kan ryste på hovedet og rulle med øjnene – den øvelse bliver man hurtigt god til – og så bare være ligeglade. Men børnene er en anden snak.

Den der ”lad-være-med-at-sige-noget-hvis-du-ikke-har-noget-dårligt-at-sige” moral, der hersker i vidt omfang i kommentarfelterne rundt omkring på nettet, er skadelig for os alle sammen. Der er selvfølgelig langt fra trusler om voldtægt og tæsk til et på skærmen harmløst billede af en hamburgerryg. Men vi er nødt til at blive bedre til at vise respekt for hinanden, når vi taler i online-megafonen.

”De sociale medier får det værste frem i os” skrev Uffe Elbæk på Twitter forleden og tog afstand fra skinke-affæren.

Jeg kunne ikke være mere enig. Den gode nyhed er, at det er folk som dig og mig – og alle de andre i det store, tavse, ordentlige flertal, der kan være med til at gøre noget ved det. For vi er heldigvis stadig de fleste – og det må være vores opgave at sætte en ordentlig tone og slå hårdt ned på de bøller, der spreder dårlig stemning i skolegården. Så: tænk dig om en ekstra gang inden du deler og liker – og sig fra, hvis du læser noget, du mener er over stregen. Kun på den måde kan vi sikre, at de sociale medier bliver ved med at være til at holde ud at bruge.

Forbudte tanker fra en juleferie?

forbudtetankeromjuleferie

Så kom og gik den – julen. Og stik imod mine tanker om at blogge om, hvordan vi holder hjerternes fest i vores familie, endte jeg med at stemple helt og aldeles ud af de sociale medier.

Hvorfor? Jo, blandt andet fordi det er mega hårdt arbejde at holde ferie med sine børn – så jeg har ærlig talt ikke haft en ledig stund til at komme til tasterne, selv hvis jeg orkede.

Og så fordi jeg ikke rigtig orkede.

For på de sociale medier flyder det med opdateringer om, hvor ih og åh så skønt det er at være sammen alle sammen og lave fingermaling og friske småkager og bare være uden presset fra hverdagens tusinde gøremål.

Der er ikke mange billeder af forældre, der er ved at drukne i den enorme mængde rod fra utallige uafsluttede lege, der hurtigt fylder hver en ledig kvadratmeter, når man er hjemme og det er en kold årstid, så de fleste vågne timer bruges indenfor. Eller beretninger om dengang storesøster var ved at slå lillebror til plukfisk, fordi han væltede LEGO-friends-beach-houset med sin nye fjernstyrede bil og du stod med en sovs, der var ved at brænde på mens mor skiftede den lille ny. Og hvis man finder ud af, at nogen af vennerne har ligget med bræksyge eller influenza hele julen – så er det ikke fra Facebook, men hvis man formaster sig til at kontakte dem, sådan i den virkelige verden, med forslag om at mødes på en legeplads og få lidt luft fra menageriet derhjemme.

Lad mig gøre det klart inden jeg bliver overfaldet: JO, jeg elsker også at være sammen med min familie. Og jo, jeg synes også det er rart med en stribe dage, hvor vækkeuret ikke skal sættes, så skole og børnehave kan nås i tide (…selvom vi de fleste dage var oppe længe før vækkeuret ellers ville have revet os ud af den søde søvn, fordi juleferien åbenbart er ALT for spændende til at sove længe i, når man er knap 4 og knap 7 år gamle).

Men hånden på hjertet derude: har du det ikke også indimellem som anden på billedet herover? Og er det ikke også OK at tælle lidt ned til ferien er slut – bare en gang imellem?

(Ti tons street-respect til den, der tør skrive ’hørt!’ i kommentar-feltet herunder 🙂 )