Vinderne af Tinyphones-konkurrencen

JVC Tinyphones HA-KD5

Tiden flyver her i december! Ikke mindst når man lige har fået en lille ny Bjørn, er i gang med en større ombygning OG skal færdiggøre en ny udgivelse. Jo jo, der er nok at se til. Den sidste måned har jeg været halvt på barsel, halvt i HandyAndy-mode – og så halvt i studiet. Faktisk er det dårligt gået op for mig, at der kun er 5 dage til juleaften – og at det nu er to dage siden, jeg skulle have fundet vinderne af Tinyphones-konkurrencen…

Men her kommer de!

Tak for alle jeres kommentarer og forslag til sjove apps, som helt sikkert skal afprøves i juleferien.

Jeg har trukket lod – og ba-da-da-daaa – stort tillykke til Mary og Gudny. I har begge to vundet et sæt JVC Tinyphones til at forkæle ungerne (og jer selv!) med. Hurra for jer og god jul herfra!

PS: læs med på tirsdag, når jeg skriver lidt om julen herhjemme.

Giveaway: Få JVC Tinyphones under juletræet – høj kvalitet til små ører

JVC Tinyphones HA-KD5

Jeg går ind for kvalitet til børn, når det handler om musik. Det er en vigtig del af missionen når HipSomHap tager på spillejobs til store firmafester og børnekoncerter rundt omkring i landet: at levere superfed musik med beats og tekster af en lige så høj kvalitet som det, vi voksne lytter til. Lige så velproduceret. Med lige så stor respekt for at skabe nogle ordentlige universer og have tekster, der giver mere mening end den gængse ’Muh sagde koen – øf sagde grisen’.

Også når det kommer til mine børns forbrug af musik herhjemme er kvalitet helt afgørende. De skal have den fulde oplevelse af at høre musik – eller se film eller spille spil – når de sidder med en tablet og får lidt ro på i ulvetimen eller en anden hyggestund.

Derfor er det vigtigt at have noget ordentligt grej. Det har vi hjemme hos os – og nu kan du også få det hjemme hos dig: jeg har fået mulighed for at lave en giveaway, så du kan få et par super fede børne-høretelefoner under juletræet, hvis du har en lille størrelse derhjemme, du også mener fortjener noget kvalitet. Og som en bonus er der også taget højde for de små ører, der gerne skulle holde et langt liv uden tinnitus eller andet møg, man kan rage til sig med dårligt udstyr.

De hedder JVC Tinyphones HA-KD5, og begge mine unger har dem. De har redet mangt en træt torsdag eftermiddag herhjemme og mange togture til Jylland – og har man to unger kan man jo købe et splitterstik, så de kan sidde med samme tablet.

Du kan læse en anmeldelse her: http://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/sikker-lyd-til-helt-smaa-oerer/5819662

Og som et ekstra tip til alle jer, der har Spotify, vil jeg på det varmeste anbefale deres app til børn: kiidio. Nemt at finde rundt i med fine billeder af de forskellige numre. Og med alle klassikerne i nye indspilninger fra ”Solen er så rød mor” med Tue West og ”Elefantens Vuggevise” med Sys Bjerre til ny-klassikerne fra Frost og de andre Disney-film.

Det eneste du skal gøre for at deltage i konkurrencen om et par JVC Tinyphones er at skrive en kommentar her på bloggen – og fortæl i øvrigt gerne hvilken app, der er favorit hos dine unger for tiden. Der er to sæt headphones på højkant – og masser af ro i juledagene, hvis du vinder dem 😉

Jeg finder to heldige vindere onsdag d. 16. december kl. 12.

En popdrengs bekendelser – om at høre Rasmus Seebach helt frivilligt

Rasmus Seebach

Jeg ved det godt. Med indlægget her risikerer jeg at lægge den sidste rest af street-credibility i graven. I al fald den der hårde en, der handler om at holde det ægte og ikke sælge ud og alt sådan noget hiphop-agtigt noget. Men then again – det løb kørte sgu nok, da jeg trådte ind på scenen i Vild Med Dans og lagde stemme og toner til en chachacha sidste år.

Så lad mig da bare fortsætte kursen og komme med en indrømmelse: jeg lytter til Rasmus Seebach. Og ikke kun når min datter kommer hjem fra fritteren og jeg får valget mellem den nye Rasmus Seebach eller Cup Song for gang nummer 10.000. Og heller ikke kun når jeg samler Ikea-møbler med konen (…lige netop dén kombi er så til gengæld en af de hårdeste jeg kender…)

Nej, jeg synes faktisk det er helt gedigen, god, solid pop. Ikke så mange overraskelser, ikke noget der omdefinerer sin genre eller revolutionerer populærmusikken. Men det har jeg heller ikke indtryk af er missionen for den gode Rasmus Seebach.

Derfor pisser det mig virkelig også af, når manden udgiver nyt materiale og man kan være så sikker som ammen i kirken på, at det bliver fulgt at lunkne og forbeholdne anmeldelser. Mens publikum suger det til sig og numrene banker til tops på samtlige streaming-tjenester, finder anmelderne de finkulturelle og snobbede vurderinger frem og dømmer musikken ude.

Læs: Rasmus Seebach sælger dobbelt så meget som alle andre – tilsammen

Et engelsk ordsprog hedder: those who can’t do – teach. Eller sagt på en anden måde: har du ikke selv røv nok i bukserne og talent nok til at kaste dig ind i gamet – så kan du altid belære andre om, hvordan de bør gøre tingene. Jeg siger ikke at det er (hele) forklaringen: at anmelderkorpset er fyldt med mennesker, der ville ønske de selv havde haft modet til at forfølge deres kreative drømme. Dem skal der nok være nogen af.

Men forklaringen tror jeg i langt højere grad findes i den sammenklumpning af kulturelite, der findes i København. Her kan man bekræfte hinanden i, hvad der er god smag, visionært, peger fremad, gør sig fortjent til det høje antal hjerter, stjerner eller hvad fanden det nu er, der bliver smidt efter folks kreative hjerteblod i de forskellige medier.

Men hvorfor er det mindre fint at skrive sange, der går direkte i hjertet på en teenagetøs i Tønder? Som får smilet frem hos en træt småbørnsmor i gode, gamle dobbelt-A? Som sætter ord på hverdagens drømme for folk flest fra remoulade-stræde på den københavnske Vestegn?

Ankerstjerne rammede det perfekt ind i et interview for nyligt: ”jeg oplever overvejende ikke, at anmelderne dømmer musikken ud fra, hvad den er, men ud fra, hvad den repræsenterer, og så bliver det folkelige lig med det dumme. Det er fucking wack, for hvem tror, de er bedre end folket?”.

Jeg er enig. Er du også – så say it out loud: jeg lytter (frivilligt) til Rasmus Seebach – and I’m not ashamed to say so!

Hvor dælen kom han fra?

IMG_5470

Cool fyr, hva? I dag har han været her 10 dage. Bjørn! Seneste skud på stammen – nyt liv, ny hverdag, ny verden. For vores lille familie i hvert fald. Han har jo været på vej længe, så det var jo i bund og grund ikke nogen stor overraskelse, at han pludselig ville ud, selvom det var et par uger før den forventede releasedato. Alligevel er det ikke helt til at fatte, at den der lille gavtyv er kommet til verden. At det var ham, der gemte sig inde i maven.

Dengang jeg var lille kunne jeg godt freake lidt, når jeg tænkte på, at universet er uendeligt. Det var simpelthen ikke til at forstå og mit lille hoved kunne slet ikke rumme det. Det kan det stadig ikke, men nu tænker jeg nok bare ikke så meget på det. Jeg er stoppet med at stille spørgsmål og har – som en rigtig voksen gør – lært at acceptere, at sådan er det. Men nu er den her igen: følelsen af, at det bare ikke giver mening.

Denne gang har det ikke noget at gøre med, at der ikke er en kant derude et sted – men om ham på billedet ovenfor. Min nye søn. Min helt fantastiske og vidunderlige lille nye søn, som jeg nu på anden uge er i gang med at lære at kende.

Hverdagen rammer jo benhårdt allerede få timer efter fødslen, når man er hjemme igen og den nye virkelighed melder sig. Der er praktisk arbejde til femten au pairs og konstant noget, der kræver din opmærksomhed. Præcis som det vel bør og skal være, når man er blevet en familie med 3 børn. Fuld knald på hele tiden og sjældent tid til at reflektere over tingene.

Men når roen sænker sig, de to store søskende bobler stille i deres senge og der er tid til at synke ned i sofaen med konen og det lille nye vidunder, så rammer det mig: hvor fuldstændigt ufatteligt det er, at vi har skabt noget så perfekt. At vi har givet livet til én – som gode gamle Stevie Wonder synger det – og at han er et rigtigt, lille menneske. At det kan lade sig gøre fatter jeg ikke – men hvor er det dog fantastisk.

Pludselig giver alle flosklerne og de sentimentale sange mening igen – ligesom da de to andre kom til – og der er ikke andet at sige end: velkommen til verden, min dejlige lille Bjørn – jeg glæder mig til at udforske den med dig!