Jeg har ik’ sovet i et år

Skærmbillede 2015-11-22 16.47.32

Det er meget muligt, unge Kesi – men den topper jeg: med en lille mayn på knap fire år og en datter på 6 år, der begge vågner i al fald én gang hver nat. Og nu er der en treer i ovnen med ankomst anytime – så du kan godt pakke sammen med din søvnmangel for nybegyndere.

Der er mange ting, der ændrer sig i livet, når man bliver forælder. Man oplever en kærlighed uden lige. Et ansvar, der tager pusten fra én, fordi det er så omfattende. Alting bliver sat i perspektiv. Det lyder som klicheer – men det er jo rigtigt.

At man så samtidig kan vinke solidt farvel til rolige nætter og lange weekendformiddage under dynen, er en pris, man må betale. Og for mig som musiker betød goddag til far-livet samtidig et farvel til de lange, kreative nætter i studiet eller med notesblokken og nye tekster, der så dagens lys. Selvom mit liv langt fra er blevet et klassisk 8-16-liv af at få børn, så har det alligevel betydet, at tingene har måttet ind i mere faste rammer. Og her mener jeg i høj grad: en helt klassisk døgnrytme, hvor havregrynene står på bordet kl. syv, så den ene pode kan ramme skolen inden klokken ringer ind og den anden børnehaven inden bussen er kørt i skoven.

Og så er jeg træt. Træt-træt-træt. Ikke når jeg er i gang: står jeg på en scene, er jeg ved at indspille noget, afvikler jeg workshops for virksomheder eller skoler – er jeg på – så er jeg PÅ – og det er stadig lige fedt. Men når jeg ikke arbejder – når ungerne sover, opvasken er klaret og sofaen kalder – så er der sgu ikke meget saft og kraft tilbage.

På de dårlige dage længes jeg tilbage til natte-sessionerne og mest af alt den kreative energi, der i de her år med små børn ikke kan flyde så frit, men må passes ind i nogle rammer de fleste småbørnsfamilier kan nikke genkendende til. På de gode dage er jeg ikke i tvivl: jeg har måske mistet min nattesøvn på 6. år og sætter mig selv en god sjat tilbage, når familiens nyeste medlem ankommer her en af dagene. Men fest du bare igennem, kære Kesi, og hold dig vågen endnu et år – for jeg har gang i det vildeste, jeg kommer til at lave i mit liv: nemlig at sende to (snart tre) skønne unger ud, rustet til at erobre verden.

En uge efter Paris: elsk, dans, skål, lyt og spil musik

prayforparis

Den sidste uge har været travl, som så mange uger. Hvor den ene dag tager den anden. Med hverdagens trummerum: madpakker, der skal smørres, unger der skal afleveres og siden hentes, aftensmad der skal laves, opvask og putning. Og indimellem de ting har den for mig stået på spillejobs, workshops og en tur i studiet for at få det sidste på plads til den EP, der skal udkomme i det nye år.

Men alligevel har der været en anderledes tone under det hele denne uge. Det er nu en uge siden det forfærdelige terrorangreb i Paris. Hvor skånselsløse ekstremister rev en helt almindelig fredag aften i byernes by fra hinanden og efterlod blod i stride strømme og døde kroppe i bunker.

Et angreb på Paris er et angreb på symbolet for vores frie og åbne demokrati, på oplysningstiden og troen på menneskets fornuft over nogle gamle, religiøse tekster. Et angreb på de gamle paroler om frihed, lighed og broderskab, der også har været grundlaget for det Danmark, vi kender i dag.

Men samtidig valgte terroristerne med deres anslag i fredags at angribe noget mere: de angreb vores livsglæde, de gik målrettet efter hverdagens festligheder. Mejede folk ned, der sad på fortovscafeerne og fejrede weekendens komme med gode venner. Forsøgte at bombe et fodboldstadion fyldt med mennesker samlet for at støtte deres hold. Og angreb, målrettet og med koldt blod, et spillested fyldt med mennesker, der var i byen for at høre god musik, danse, nyde hinandens selskab og blive genopladet efter en lang uge.

At der er tale om det første terrorangreb rettet mod musikkens verden har Dansk Musiker Forbund skrevet nogle kloge ord om her.

Derfor må vores svar også være – ud over et indædt forsvar for vores demokrati, vores frihed og åbenhed – at vi ikke lader terroristerne lykkes med at begrænse os i netop de ting der tilfører livet kolorit: samværet, livsglæden, den gode koncert, den store musikoplevelse, den kolde fadøl med vennerne bagefter.

For de alt for mange, der ikke er her længere må vi denne weekend kysse kæresterne lidt ekstra, skrue op for anlægget, gå ud i solen og nyde livet. Æret være deres minder.

Hey – du skal sgu dø en dag

andyop_movember

Dét der med døden – det er ikke noget, der fylder meget når man er ung. De fede år, hvor livet handler om at finde ud af, hvem man egentlig er, forfølge sine drømme og feste og have det fedt.

Så melder livets alvor sig lidt mere på banen, når man sætter unger i verden. Da jeg for 6½ år siden stod med min datter i favnen blev mit liv forandret med ét og jeg følte et ansvar større end jeg nogensinde havde oplevet før.

En ansvar for noget, der var uendeligt meget større end mig selv. Men stadig ikke på en måde, hvor jeg følte mig andet end ung og kun lige i starten af livet.

Det er jo i og for sig godt: selvom det engang var vældigt street at skrive Memento Mori (husk at du skal dø) alle mulige steder – på bygninger, i kunst og den slags – så er det nok meget godt, at det ikke er tanker om døden, der overtager det hele.

Problemet er bare, at vi så kommer til at lukke øjnene for nogle ting. Fx at den gruppe, der oftest rammes af testikelkræft – en aggressiv og farlig kræftform – er unge mænd mellem 25 og 35 år.

Og hvis man slet ikke har det inde på radaren, at den slags kan ramme én, før man er grå i toppen og har børnebørn, der tumler rundt, ja så lægger man heller ikke mærke til de første symptomer. Og så sker der det, som alt for ofte sker for mænd: så opsøger man hjælpen for sent og så er sandsynligheden for at hjælpen batter, når den kommer, meget mindre.

Så her et news-flash af de knap så behagelige: du skal dø på et tidspunkt, homie!

Jeg satser benhårdt på at blive hængende til efter sidste udløbsdato – og derfor har jeg tænkt mig at gå op imod det der pjat med at rigtige mænd ikke snakker om sundhed og sygdom og først kommer til lægen når kæresten eller konen sætter stolen for døren, hvis ikke…

Og det synes jeg også du skal gøre! Det er derfor jeg ser så super smart ud for tiden – med toptunet skovsnegl på overlæben. Ikke fordi den giver mig superkræfter og evigt liv, men fordi den sætter samtaler og tanker i gang. Hvad har du gang i med det skæg der, mester? Jeg får den hele tiden i de her dage. Men de fleste ved det godt, når de tænker sig om – og det viser jo bare, at det virker. Det er jo Movember! Og så ryger snakken over på noget af det, vi mænd taler allermindst om: vores helbred.

Mig og damen er ’ambassadør-par’ – så vi har vores eget Movember-team, man kan melde sig til. Her vil man få lidt nyt, når vi laver noget. En koncert og lidt andet godt har vi i støbeskeen. Og man vil løbende kunne følge udviklingen af mit ’mo’. Man kan være en stand up Mo-bro og gro sit eget i solidaritet med mig – det er der allerede nogen, der har meldt sig til og respekt for det! Og man kan vise sin støtte. Det kræver din mail-adresse og postnummer på linket nedenfor – det har du sgu tid til nu, du alligevel sidder med mobilen og læser det her.

Join os her – og rigtig god Movember!

“Ligestilling = talentudvikling”?

Af gæsteblogger Anna Lidell, musikproducer og pladeselskabsejer

Kulturminister Bertel Haarder (V) har i november ændret tidligere kulturminister Marianne Jelveds (R) musikhandlingsplan fra maj 2015 og kaldt den “Talent forpligter”. Jeg kunne ikke være mere enig. Talent betyder begavelse og stammer fra møntenheden talent, der har stor værdi (ordnet.dk), og hvad mere ønsker vi os end mere af musikkens værdi? Spørgsmålet er hvilken strategi, der ligger bag talentudviklingen. I kølvandet på Haarders handlingsplan har flere artikler bragt overskrifter som “Talent versus ligestilling”, men spørgsmålet er om ikke det burde hedde “Ligestilling = talentudvikling”?

dance

Her i efteråret var jeg instruktør på ROSA’s projekt “POPpilot” i Randers, som gik ud på at få nybegyndere såvel som allerede musikskolede piger i alderen 13-16 år til at spille musik. Pigerne fik en række redskaber til at håndtere forskellige instrumenter og skrive deres egne sange, og efter en uge var de i stand til at performe deres egne numre i bands. Undervejs i ugens løb gik jeg rundt og spurgte nogle af dem, om der var forskel på kun at spille sammen med piger, i forhold til at spille i deres musikhold på skolen. Alle var enige om at der var forskel, også selvom de måske ikke helt kunne svare på, hvilke forskelle det var. Budene var lige så mange som de var kreative – og derfor ikke nødvendigvis lige rimelige. “Drengene gider ikke skrive deres egne sange”, “Drengene hører aldrig mine forslag, fordi de larmer”, “Det er ligesom nemmere at snakke om og skrive personlige sangtekster med pigerne her” og “Vi har det bare sjovere!”

Okay, så hvad er min pointe med det? At kvinder skal ‘overtage’ verden og lade mændene tilbage?

reaction

Nej, der er ingen tvivl om, at vi har haft en rig musikhistorie, men måske havde den været rigere, hvis den anden halvdel af talentmassen havde mødt større anerkendelse og haft bedre betingelser for at udvikle deres talent? Verden vil altid møde os med vores køn, og derfor har også jeg mødt verden anderledes, end hvis jeg var blevet født som hankøn. Som kvindelig producer oplever jeg selv gang på gang at artister jeg arbejder med, kommenterer hvor dejligt det er at jeg har en ‘anderledes’ tilgang til musikproduktion end de mænd de tidligere har arbejdet med. Hvad det er for nogle forskelle, kan vi snakke længe om – og hvem der er mest privilegeret, kan vi virkelig komme i totterne på hinanden om.

Både succesrige kvinder og mænd har travlt med at feje kønsdebatten væk, fordi de i hvert fald ikke er blevet særbehandlet eller forfordelt pga. deres køn. Disse isolerede oplevelser kan vi derfor blive ved med at kaste i hovedet på hinanden. Det jeg er interesseret i, er at blande de erfaringer og verdensperspektiver som hhv. kvinder og mænd har, fordi mangfoldighed altid har kultiveret udvikling. En lang række studier viser at organisationer og virksomheder med en stor procentdel kvinder i bestyrelser og på chefposter får dem til at performe bedre. Så det er jo ikke fordi kvinder er bedre end mænd, men fordi der allerede er så mange mænd i musikbranchen, at kvinderne kan skabe øget diversitet – og denne diversitet skaber nye talenter, både mænd og kvinder som deler erfaringer såvel som forskellige kulturelle baggrunde. Jeg oplever selv at vi langsomt men sikkert bliver flere og flere professionelle kvindelige aktører i musikbranchen – mange af os er blevet det fordi vi i vores teenageår havde nogen der troede på os – eller lige netop ikke troede på os, men fik os til at handle i trods. Uanset hvad motivationerne har været, glæder jeg mig til at opleve udviklingen.

Jeg håber at både nutidige og fremtidige kulturministre lukker ørene op og nyder den mangfoldige talentudviklings konsekvenser.

drumsolo

Vinder af cd-konkurrencen

andyop_konkurrence1

Hverdagsting, familieliv, opdragelse, kønsroller – og så lidt om musikken. Spændende at høre, hvad I gerne vil læse om her på bloggen! Jeg siger mange tak for de gode inputs og lover at diske op med noget om det hele i løbet af den kommende tid.

Men først skal vi have fundet en vinder af konkurrencen – eller to vindere faktisk. Julen kommer tidligt i år!

Ta-da-da-daa – trommehvirvel…

Stort tillykke til Maria og Tine! I har vundet! Jeg har sendt en mail til jer begge – svar fluks på den og så ryger der en signeret ”Herfra”-cd i jeres retning.

Og til alle jer andre: fortvivl ikke! Der kommer en ny konkurrence i næste uge 😀

Older posts