Far i en digital tidsalder

far-i-en-digital-tidsalderHar du set Sisse Sejr-Nørgaards program Mit Liv er Stjålet på DR3?

Én ting er at det giver dig totalt noia på i forhold til dine egne oplysninger på nettet – og det er slemt nok at begynde at overveje, hvor sårbar man er, hvis nogen beslutter sig for at kaste sig over en digitalt.

Men lige som jeg troede udfordringen ved at være far i en digital tidsalder stoppede med opsættelse af diverse beskyttelses-filtre og løbende gennemgang af datterens sms’er og YouTube-historik på den nye (gamle) telefon – men shit mand, når hun rammer teenage-årene er der godt nok risiko for next level shit!

Teenage-pigen Celine fra en lille by i det midtjyske oplever dels at en falsk profil på Ask skriver grænseoverskridende seksuelle beskeder til alt og alle. Og dels at hendes foto bruges i en annonce for et gruppeknald, angiveligt arrangeret af en kæreste, der vil overraske sin unge kæreste og nu efterlyser mænd, der har lyst til at være med.

Det sidste lugter af organiseret kriminalitet – men det første: en falsk profil på Ask er i skrivende stund noget der af klogeste ekspert må være styret af en, der kender Celine – bl.a. fordi der ligger billeder, der er 3-4 år gamle. (Og ja, en lille service-oplysning til jer, der ligesom mig føler jer lidt halv-gamle med alle de nye SoMe-platforme, der popper op, så er Ask en app hvor man anonymt kan spørge andre med profiler om spørgsmål – en meget omdiskuteret app, fordi de er kædet sammen med hård mobning og i England bl.a. er under anklage for at have været afgørende faktor i en ung piges selvmord)

Pigen har i næsten et år ikke fortalt sine forældre noget om det – men har alene gået med frygten: for vennernes fordømmelse, for potentielle voldtægtsmænd, der tror hun er den sex-besatte profil på Ask – og frygten for aldrig nogensinde at få et arbejde, fordi kommende arbejdsgivere, der måtte google hende, som det første vil få Ask-profilen op.

Og da hun så fortæller det til sin mor ved moren – og det forstår jeg fandme godt – ikke hvad hun skal stille op med det! Da de beslutter at gå til politiet bliver profilen lukket – men politiet kan og vil ikke prioritere at efterforske og finde krænkeren.

Og hvad gør man så. Hvad fuck gør man så? Som forælder.

Pigen har ikke lagt nøgenbilleder eller andet op. Hun har lagt flotte billeder, hvor hun poserer, billeder med langt, lyst hår og make up. Men ikke noget som er over grænsen. Så det er jo fint at lære sine børn at de skal tænke sig godt om før de lægger billeder op på nettet (…som vi jo alle bør, åbenbart…) – men det gør bare hat i forhold til sådan noget.

Og det duer ikke at sige at de ikke må have en profil på de forskellige medier. Dels fordi det kan man jo ikke – det svarer til at mine forældre havde sagt, at det der internet, det er alt for risikabelt i udgangspunktet, så det jeg må ikke komme i nærheden af. Eller at fastnet-telefonen er udmærket – du skal ikke have mobiltelefon. Og så dels fordi at eksperten i Sisse Sejr-Nørgaards program siger, at det er fint at være på alle tjenesterne, for så kan andre ikke oprette profiler i ens navn. Så en passiv profil er bedre end en ledig plads i dit navn.

Nå – jeg går i gang med at folde en sølvpapirs-hat og glæder mig over at vi stadig er på begynder-stadiet med mobil og sociale medier herhjemme. Imens kan jer med større børn så smide nogle gode råd i tråden her – og alle sammen må I lige hoppe over på DR’s hjemmeside og se programmet – vi er ved nummer 5 i rækken og det bliver ved at være vildt!

   

Vinderne af Robuste børn konkurrencen

robuste_boern_andyblogPåskeferien er over os – i hvert fald for de af os der er så heldige at have fri. Vi skal i sommerhus og slappe maksimalt af. Hele familien. Tid til samvær og fordybelse. Totalt ro og ren idyl. Eller noget. Vores ferier er som regel præget af børn, der står markant tidligere op end de gør i hverdagen og et drastisk forhøjet konfliktniveau. Men også hyggelige stunder og et lille break fra mails og telefoner.

Ro er der dog ikke ret meget af. Det bliver ikke mig, der læser ti bøger og lægger et billede af bunken af besejrede værker på Instragram, når ferien er slut. Men jeg har taget en bog med og måske får jeg læst et kapitel eller to. Min plan er i hvert fald at læse videre i ”Robuste børn” og prøve at blive lidt klogere på alt balladen med de små banditter.

Og nu til sagen. Der er jo tre heldige vindere, som også skal have sig et eksemplar af Per Schultz Jørgensens nye bog om børneopdragelse og moderne forældres store udfordring med at sætte grænser og træde i karakter.

Spørgsmålet gik på bogens titel og der var ikke rigtig nogen tvivl om, at det korrekte svar ikke var ”Opblæste børn”. Selvom det helt sikkert også var en bog, jeg godt gad at læse. Det rigtige svar var selvfølgelig ”Robuste børn” og det var en del af jer derude, som havde gættet.

Vinderne er…

Trommehvirvel…

 

Line Seier

Sidsel Breau

Pernille Husby

 

Tillykke til jer og god læselyst!

Og god påske 🙂

Mellem curling og sort skole (+bogkonkurrence!)

robuste_boern_andyblogVil du have den røde kop eller den blå? Nej? Ingen af dem? Hvad med den gule? Prøv med den gule. Den er fin. Ligesom de andre – det kan jo være lige meget, ikk? Nej? Hellere den blå?

Jeg har taget mig selv i det tusind gange. Forhandlinger med ungerne om noget, de nok ikke burde have indflydelse på. Farven på kopperne. Sengetiderne. Længden på badet. Tempoet på gåturen hjem fra børnehaven. De er benhårde, de små krapyl. Man skal jo fandme være en ren Claus Hjort i de forhandlinger. Og alligevel ender ungerne som regel med at stå som vindere.

Eller tabere?

For er det overhovedet nogen god ide, det der med at lade børnene bestemme så meget? Vi gør det alle sammen. Nogen mere end andre, men jeg gætter på, at de fleste moderne børneforældre kan snakke med her. Vi er sindssygt demokratiske, ekstremt optagede af deres behov og velbefindende – og det er vel godt. Rigtig godt endda, vil jeg mene. Men medaljen har en rimelig heftig bagside. For lige pludselig gider de små ikke høre efter længere.

Jeg tænker over det hver gang jeg går forbi en mor eller far, der står med favnen fuld af indkøbsposer og diskuterer med lille Vega Maja-Megastjerne – eller hvad sådan en størrelse hedder nu om dage – om ikke godt vi kunne gå lidt hurtigere, så klokken ikke bliver midnat før vi kommer hjem. Det kunne vi ikke, mener ungen. Og hvad gør man så? Venter, tilsyneladende. Prøver igen. Kom nu, skat, vil du ikke godt høre efter? Please? Nej. Nope. Nix. Glem det.

Jeg tænker, at det der sgu ikke kan være særlig smart. Altså, du får ondt i ryggen af at stå der med alle de poser, du kommer til at stresse maksimalt over aftensmaden, som kommer alt for sent i gang og krapylet ender med at blive overtræt og sulten og gå helt amok. Ragnarok venter dig, min kære. Men jeg forstår dig. Jeg ville have gjort præcis det samme.

For hvordan hulen sætter man grænser for sine børn og får dem til at makke ret uden at blive sådan en gammeldags ”hold-kæft-og-sid-stille-eller-gå-ned-på-værelset-uden-aftensmad”-type?

Problemet er, at det ikke kun er vores problem. Forældrenes. Det er nemlig ikke godt for børnene at bestemme det hele. De skal jo gerne opleve, at der bliver sat grænser. Ellers får de ADHD og kan ikke sidde stille i skolen. De bliver usikre på sig selv og har ikke noget at stå imod med, når virkeligheden rammer dem en dag. Og det var jo ikke lige det, vi gik efter.

Men hvad gør man så?

Der er ikke noget let svar. Faktisk vil jeg vove at påstå, at lige præcis det her er en af de allerstørste udfordringer for vores tids forældre. Det mener Per Schultz Jørgensen også. Han er psykolog, professor emeritus og tidligere formand for Børnerådet. Faktisk har han lige skrevet en hel bog om emnet.

Per Schultz Jørgensen efterlyser et paradigmeskifte indenfor børneopdragelse. Væk med curlingforældre og ubegrænset frihed. Børn skal i stedet lære, hvordan de bliver mere robuste. Ansvar, pligter og inddragelse er løsningen, lyder det. Men han vil ikke tilbage til den autoritære opdragelsesform – der er en tredje vej, en slags gylden middelvej mellem det alt for strenge og det alt for frie, mener professoren.

Temmelig interessant, tænkte jeg, da jeg faldt over atiklen i JP efter to koncerter i Jylland i sidste måned. Jeg sad på hotellet og havde en sjælden ledig stund med en kop kaffe og avis – langt væk fra ungerne og den daglige rutine derhjemme. Det er svært at stoppe op og få perspektiv på tingene, mens man står midt i kaos, så jeg skyndte mig at bestille bogen og venter nu på den næste ledige stund, så jeg kan læse mere og blive klogere.

I mellemtiden vil jeg give jer derude samme mulighed. Jeg har nemlig fået lov til at lave en lille konkurrence og udlodde tre eksemplarer af ”Robuste børn”. Det eneste man skal gøre er at svare på spørgsmålet nedenfor – skriv svaret i kommentarfeltet og kryds fingre for, at dit navn er blandt vinderne, når jeg trækker lod mellem alle de rigtige besvarelser søndag d. 9. april kl. 21. Vinderne får direkte besked.

Spørgsmål: Hvad er titlen på Per Schultz Jørgensens nye bog?

A) Robuste børn
B) Opblæste børn

😉

   

Modeller på min pik

gulddreng_andyblog

’Mor, hvorfor synger Gulddrengen, at han kun vil have modeller på sin pik?’ – det spørgsmål overhørte jeg min kone få forleden af vores 8-årige datter, der går i 2. klasse. Og hvordan svarer man lige på det?

Jeg har i årevis ærgret og irriteret mig over, at der er to veje at gå for børn, der gerne vil høre musik (…og som udøvende musiker vil jeg jo mene, at det burde alle børn gøre, for deres udviklings skyld og fordi det giver mega meget livsglæde…):

  • Enten den børnemusik, der sætter sig ned på hug og tager børnene med ind i et infantilt og trygt univers skabt af voksne, der prøver at skærme børn mod den store, vilde verden. Værst kender man det fra Disneys mange serier, hvor selv skræmmende pirater har redningsveste på – mest vellykket i denne genre er Åh Abe boks-sættet, og her er musikerne bag bare så knald-dygtige og numrene så evergreen-holdbare, at den også har været på repeat hos os med alle tre børn – indtil en vis alder, vel og mærke…
  • Eller den musik, der afføder spørgsmål som ’hvorfor man kun vil have modeller på sin pik’…med et hav af afledte spørgsmål – for hvad er modeller, hvordan kan man have dem på sin pik, hvad kunne man ellers have på sin pik og hvorfor synger Gulddrengen om det…? Min kone fortalte fra sin tid i en vuggestue, at de små børn dansede til ’Hot’ med Nik & Jay: ’Lad mig se dig gå frem – og tilbage – fra side til side – lad mig se dig gå op – og ned – kom nu – bliv ved’…Ungerne var vilde med rytmerne og energien i musikken, og ingen skade skete – men helt ærligt: hvorfor skal børn introduceres til et voksen-univers med sved på kroppen, baby, og seksuelle under- og overtoner, hvis de skal høre velproduceret musik med den fede energi og nerve, som pop-bangere til det voksne publikum har?

Ja, som man måske fornemmer er det et tema, der har optaget mig – meget og længe. Jeg har spillet mere end 100 koncerter for børn de sidste år. På skoler og spillesteder. Og utallige er det antal af gange, hvor jeg har måttet diskutere med lydmænd eller skolelærere om børnene nu også kunne tåle at høre så høj musik. Mere end én gang har en arrangør været henne efter lydprøven, mens vi stod på scenen, for at få ham til at skrue lyden ned til ’børnevenlig’ højde.

Men hallo: børn skal ikke pakkes ind i vat. Og børn skal respekteres som musikforbrugere. Ikke noget ned på hug og snak med sjov stemme om koen og grisen og…aarrrgggghh – jeg bliver vanvittig hver gang jeg støder på den slags børne-acts, der taler ned til børn og snyder dem for en ægte, fed musikoplevelse.

Nå, men brok alene er jo kun for tabere, som man siger, så jeg har også forsøgt at gøre noget ved det.

Sammen med Anna Spejlæg har jeg det sidste år turneret Danmark rundt med HipSomHap, der er en rap-gruppe, som spiller svedig hiphop for børn og barnlige bad boyz. Og der er knald på bassen, bangende beats og ikke noget pusse-nusset over teksterne. Det handler om hverdagens vigtige emner – for børn! – og altså ikke sex, drugs og rock’n’roll, men røvkedelige forældre, fredagsslik som ugens højdepunkt – og om at få tissemanden i klemme i lynlåsen. Der er humor, der er knald på – og det er præcist så velproduceret som de numre, du hører på P3.

Vi har lige udgivet en single fra vores nye album. Det hedder ’Hop Lidt Mer’ og singlen hedder ’Av’ og har en fed musikvideo til.

Tjek det ud her og lad mig meget gerne vide hvad I tænker 🙂 – og tjek facebook.com/hipsomhapdk for kommende koncerter, hvis du vil give dine børn en svedig koncertoplevelse.

 

 

5 grunde til at børnenes MGP er bedst

mpg17_andyblog

For første gang i mange år så jeg Melodi Grand Prix sidste lørdag. Av, for en sløj omgang upersonlig metervare. Altså, er det bare mig eller var det temmelig røvsygt? Jeg savnede noget sjæl, nogle der havde noget på hjerte – og nogle gode danske tekster. Derfor glæder jeg til børnenes MGP i aften – det er nemlig meget bedre!

Måske er det bare noget, der hører med til at blive forælder. Folk uden børn plejer at hade det. Det gjorde jeg sikkert også selv engang, men det kan jeg knapt nok huske nu. Eller også er det bare blevet meget bedre med årene? MGP – den fedeste fest for børn og barnlige musikelskere. Mine unger er helt oppe at køre og jeg glæder mig næsten lige så meget.

Men hvorfor egentlig? Hvad kan børn, som voksne ikke kan? Lad mig forklare – her kommer 5 gode grunde til, at børnenes melodi grand prix er klart bedre end de voksnes:

 

1) Børn er bare for seje

Børn er søde, sjove, seje og bare enormt livsbekræftende at være sammen med – og når de står på en scene med fuld attitude og drøn på charmen foran tusindvis af mennesker, er det jo umuligt ikke at smile over hele femøren og bare lade sig rive med. Det her handler om livsglæde og ægte kærlighed til musikken – ikke om kunstige bryster og ild på en skærm.

 

2) Alle sangene er på dansk

Danske børn snakker dansk. Det gør de voksne normalt også, men ikke når der skal skrives sange med internationalt potentiale. Så skal det være på engelsk, skolegårdsaccent eller ej. Totalt lamt, hvis du spørger mig. Men børnene snakker dansk – her er der fokus på teksterne og det sprog, vi alle sammen kender bedst.

 

3) Børnene har selv skrevet teksterne

Ikke nok med at teksterne er på dansk, børnene har selv skrevet dem. Det kan de voksne heller ikke finde ud af. Sidste lørdag var en festdag for klubben af sangskrivere og ”topliners”, der laver hits til radioerne. Alle sangene – og undskyld, hvis jeg tager fejl – men mit bud er, at ALLE sangene – var skrevet af nogle andre end dem, der stod på scenen.

 

4) Sangene handler om noget vigtigt

Kan det ikke være lige meget, hvem der har skrevet teksterne? Tjo, men det bliver bare ikke vildt personligt så. Det gør det, når børnene er på og man tydeligt kan høre, at de har taget sig selv og deres hverdag med ind i musikken. De smås sange handler om noget vigtigt. Ikke nødvendigvis om fred i verden og globalt sammenhold, som alle i Europa kan være med på, men om frikvarter, venskab og drømme. Noget, der er vigtigt for børnene. Noget, der betyder noget for dem, som står på scenen – og det kan altså mærkes.

 

5) Sangene er simpelthen bedre

Det her er måske en heftig påstand, men jeg synes ganske enkelt, at børnenes sange er bedre. Teksterne giver mere mening og har mere personlighed, men den stopper ikke der, musikken er også federe. Det er afsindig velkomponeret pop hele vejen – skabt af nogle af vores allerdygtigste producere. Kernen er børnenes ideer og tekster, som finpudses og shines op med topmoderne og knivskarpe produktioner. Børn kan selvfølgelig ikke lave hits helt på egen hånd, så selvfølgelig skal de voksne ind over – og her er det altså bare lykkedes at lave en super fed pakke. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg kommer til at gå rundt derhjemme og nynne MGP-sange de næste mange uger…

Kort sagt – for lige at opsummere – frem med popcorn og cola og skru helt op for anlægget i aften, når børnenes MGP ruller over skærmen. Det rigtige MGP. Det bliver for vildt!

Ups, er det fastelavn i dag?

Fastelavn_andyblog

Forleden var der nogle af førstegangsfædrene på fodboldholdet, der snakkede om fastelavn. Kostumer, tøndeslagning og fest i børnehaven. Men hvornår er det nu lige, det er? De kiggede på mig. Jeg har jo masser af børn, så jeg må vide den slags. Og selvfølgelig gør jeg det: Det er fastelavn, når man kommer ned i børnehaven en eller anden tilfældig morgen og alle de andre unger er klædt ud.

Det er ikke fordi jeg er ude på at spolere mit ophavs opvækst eller har for travlt med mig selv til at gå op i børnenes hverdag. Der er bare så meget at gå op i. Så afsindig mange møder og madpakker og fødselsdage og høstfester og julefester og alle mulige andre slags fester. Man skal være specialtrænet eliteforælder for at følge med i alt det der og samtidig have bare nogenlunde styr på den daglige rutine med tøjvask, indkøb, opvask, madlavning og blespand.

Det er sgu lidt sindssygt. Forældre der klarer det hele og fandeme også går på arbejde hver dag. De er de sande helte, hvis du spørger mig. Men selv Martin Luther King var utro. Vi kan ikke alt. Nogle gange kikser det altså bare. Og jeg hader udklædningsfester. Det er bare ikke mig, okay?

Så slap lige af. Folk går ned med stress over forældreintra og den slags. Vi kører det hele op. Jeg har oplevet de mest vanvittige diskussioner til forældremøder om slik i madpakken og maxbudget for fødselsdagsgaver. Må de koste en halvtredser eller kun en tyver? Tre kvarter frem og tilbage. OMFG. Vi går virkelig meget op i det hele, alting skal vendes og drejes og nås og virke totalt overskudsagtigt. Hashtag lifeisbeautiful.

Måske er det bare mig, der er lidt lad, men ærligt talt, jeg orker det ikke. Der er simpelthen så meget knald på hverdagen i forvejen. Så når jeg er lidt harsk handler det om at være realistisk. Og om at lade være med at piske en stemning op – der er virkelig ingen grund til at børnefødselsdage og fastelavnskostumer skal koste det blå ned fra himlen eller gøres til bjergbestigningsagtige projekter. Det skal i hvert fald ikke være for børnenes skyld.

Jeg siger ikke, at man ikke skal gøre noget ud af det. Selvfølgelig skal man det. Men mindre kan som regel gøre det – uanset hvad man havde i tankerne. I dag er det fastelavn og den her gang vidste jeg det faktisk godt. Min datter var punker. Læderjakke, grønt hår og ring i næsen. Det tog tyve minutter at forberede og kostede 30 kr. Hun vandt prisen for årets sejeste udklædning i fritten i fredags og havde en skøn dag.

Gutterne fra fodboldholdet grinte af min joke. Den var sat lidt på spidsen – ellers havde det jo ikke været sjovt. Men der er noget om snakken. Mit budskab til mig selv er i hvert fald klart. Det er det også, når jeg bliver spurgt til råds af andre forældre. Ro på. Det gælder om at gøre sig umage med de vigtige ting. Så husk på, hvad det er. Og skide være med fastelavn.

   

Blød mand – nej tak!

bloedman-nejtak-andyblog

Hvis der er et udtryk jeg hader, så er det ’en blød mand’.

For det er cirka ligeså skadeligt for den maskuline selvopfattelse, som det er fornærmende mod alle ordentlige mænd, når Donald Trump forsvarer sine svinske og sexistiske kommentarer med, at det bare en mandesnak fra omklædningsrummet. Man kan ikke bortforklare, at man er et røvhul ved at henvise til at ’sådan er mænd’ – og mænd, der tager ansvaret på sig, når det kommer til ungerne, til hjemmet, til familien er ikke ’bløde’ (læs: lidt mindre mande-agtige mænd end resten).

Og vi behøver jo i øvrigt ikke engang tage turen over Atlanten for at finde den slags: for nylig kom DR ud i en shitstorm af dimensioner, da de bad de mandlige deltagere i Den Store Bagedyst bage ud fra temaet ’mandehørm’ – og en deltager røg ud, fordi hans fortolkning af det maskuline ud i bagværk ikke var mandig nok. Indrømmet: jeg har aldrig set det der bageprogram – men man kan jo ikke være borger i det her land uden at blive konfronteret med følelsesladede diskussioner på gader og stræder, blandt kollegaer og venner og på de sociale medier om glasur, fondant og andre bagværks-relaterede stridspunkter. Og ud fra hvad jeg hører røg Bagedysten lige direkte ind på top-ti-listen over fordummende køns-stereotyper med programmet der.

I parentes: hvis du ligesom mig ikke liiiige får set programmet, men vil have nogen af de vredeste og sjoveste reaktioner – så tjek hashtagget #Gunnargate på twitter – det er pænt skægt.

Men tilbage til min afsky for udtrykket ’bløde mænd’. Se, jeg føler mig generelt temmelig mandig. Både når jeg saver brænde og når jeg støvsuger. Når jeg svinger vaterpasset og når jeg fylder opvaskeren. Når jeg står på scenen og rapper og når jeg putter ungerne og synger godnatsang. Og jeg vil meget gerne have mig frabedt at få mærkatet ’blød mand’, fordi jeg mener det er vigtigt, at jeg er der for mine børn og min familie. Jeg har tænkt mig at præge og opdrage mine sønner til at blive den slags mænd, der tager lige så meget ansvar på sig i hjemmet som professionelt. Og de skal gøre det med stolthed og uden at føle, at de gør det på trods af deres køn og mandighed.

Og forhåbentlig får de let ved det. Fordi de har set deres egen far magte både at være ham den seje rapper og ham den seje kok/indkøber/opvasker/badechef etc. derhjemme. Det tror jeg i al fald er forskellen på mig og mine jævnaldrende mandlige venner, der alle sammen i større eller mindre grad bakser med rollen som moderne mand. Jeg er vokset op med en syg mor og derfor også med en far, der stod for det hele – fra tøjvask over rengøring til indkøb og madlavning. Når jeg så oven i købet faldt for en kvinde, der ikke kunne lave mad og hellere vil redde verden end holde hus og hjem, ja, så faldt det let, at vi skulle være fælles om tingene derhjemme. Det er ikke dét, der giver udfordringer i parforholdet herhjemme – diverse brevkassers råd om at tage opvasken i ny og næ eller interessere sig lidt for indretningen af hjemmet for at få mere sex ud af damen, er ikke engang i nærheden af at ramme skiven.

Og på bundlinjen står altså, at jeg er træt af, at det betyder, at jeg skulle falde ind under en eller andet særlig underkategori af mænd, der er særligt ’bløde’. Sådan noget pjat. En blød mand er en, der ikke står fast på sine principper, ikke står op for det han tror på, ikke kæmper for dem og det han har kært. Og det er – hvis du spørger mig – alt det modsatte af det, jeg prøver at praktisere i min hverdag som moderne mand anno 2016.

I går var det Khalids fødselsdag

Khalid_andyop

Facebook minder os om alt muligt hele tiden. Fx var det i går 7 år siden, at jeg oprettede min profil – og dermed åbenbart min 7-års ”Facedag”. Og så kunne jeg se i menuen ude til højre, at flere af mine venner havde fødselsdag. Bl.a. en fyr, der hedder Khalid. Eller hed. Han er her ikke mere. Men det var hans fødselsdag i går og hans profil lever stadig. Han ville være blevet 21.

Livet er en mærkelig størrelse. Både det virkelige og det virtuelle. Vi er tættere på hinanden end nogensinde før, men alting går så hurtigt, at ingen rigtig har mulighed for at følge med. Khalid var en af dem, jeg kom tæt på, men aldrig rigtig lærte at kende. Han boede i den hårde del af Albertslund, hvor jeg mødte ham i forbindelse med mine rap-workshops i den lokale boligforening for nogle år siden.

Han var en god dreng. Én, der turde være sig selv i en verden, hvor der ikke uddeles mange chancer til dem, der står uden for. Han var nok ikke noget åbenlyst musikalsk talent, men han havde mere at byde på end de fleste andre. Han fortalte om sin opvækst og sine drømme. Det var aldrig nemt. Men selvom den lette løsning ville have været at kopiere de andre rødder og skrue op for attituden, så holdt han fast i sig selv.

Khalid gjorde en forskel, passede på de små i kvarteret og ville noget med sit liv. Smil på læben og hjertet på det rette sted. Skrev stolt til mig, da han fik sit første job. Han var godt på vej. Men fik ikke lov til at komme ret langt. Dagen før hans 20-års fødselsdag mistede han livet i en tragisk bilulykke. Fuldstændig meningsløst.

Tænk, at livet kan slutte så tidligt og så brat. Vi er så skrøbelige, tiden går så hurtigt og lige pludselig er der ikke mere tilbage. Mit Facebook-feed er for længst blevet fyldt op af nye nyheder, fødselsdage, begivenheder og minder, der stjæler opmærksomheden. Trædemøllen buldrer uforstyrret derudaf. Men i går stoppede jeg op. Påmindelsen om Khalids fødselsdag gjorde indtryk og fik mig til at tænke på, at det saftsuseme er vigtigt at bruge tiden godt.

Det er mørkt og koldt udenfor, Bjørn sover elendigt om natten og min cykel er punkteret – men hvor er det dog spild af liv at gå rundt og være irriteret over den slags. Det vil jeg virkelig prøve at huske mig selv på at lade være med. Og når jeg alligevel gør det, vil jeg sige til mig selv: Tag dig nu lige sammen og tag det med et smil – det ville Khalid have gjort.

Æret være hans minde. Du er savnet. Mine tanker går til hans familie og venner.

Photoshoot med rander under øjnene

andyblog_bridgeblandingI søndags skulle jeg tage nye pressebilleder til lanceringen af den kommende EP. Den slags kan være lidt af en udfordring, for man er vel kunstner og ikke model – og hvor fedt er det lige at skulle stå stille og posere i timevis foran kameraet? Jeg kender mange, der hader det og ser det som et nødvendigt onde, der hører med til at være musiker.

Jeg har nu aldrig haft så svært ved det. Ikke at jeg som sådan er særlig god til at se fantastisk skarp ud fra den helt rigtige vinkel, men det der med at sidde eller stå stille, mens kameraet kører og fotografen dirigerer, passer mig fint. Så får jeg lidt ro. Jeg skal selvfølgelig være på, men på en helt anden måde end når jeg står på en scene eller slås med børnene derhjemme. Ro er der ikke meget af i mit liv, så den del hilser jeg velkommen.

Udfordringen ligger et helt andet sted for mig. Hvordan undgår jeg at ligne én, der er ved at falde i søvn? Vi skød billederne søndag aften. Jeg drønede ud af døren, så snart den sidste af ungerne var puttet – og lignede formentlig et narkovrag, da jeg ankom hos fotografen. Ikke på den seje smadrede rock’n’roll-agtige måde, men på den der gylp-ned-ad-ryggen-og-rander-under-øjnene-agtige facon.

Læs også: Jeg har ik’ sovet i et år

Vi startede ud med en kold øl, lidt lunken vand i ansigtet og høj musik på anlægget, for at få gang i kroppen og booste humøret. Det er jo vigtigt at hygge sig, når man skal se skarp ud. Bridgeblanding og en bajer, så kører vi. 400 billeder senere havde vi fået det, vi skulle bruge – lækre rene studiebilleder, underlige setups med potteplanter og plastiktræer, lidt fra bagtrappen og en tur ud på gaden. Kreativt og sjovt. Og med i hvert fald et eller to vellykkede billeder iblandt, hvor jeg ikke lignede det jeg var – usandsynlig træt 🙂

EP’en udkommer næste fredag, d. 11. november. Glæder mig helt vildt til at præsentere jer for musikken og den sjoveste musikvideo, jeg nogensinde har været med til at lave – og selvfølgelig de bedste af pressebillederne. I første omgang får I et par stykker af dem, vi af gode grunde sorterede fra… Enjoy!

 

dsc_0151

dsc_0284

dsc_0102

dsc_0128

   

Tak for lort

takforlort_andyblog

Tilbage i 2012 var jeg på barsel. Det var hårdt og fedt – og bød på sine udfordringer. Som da TV Avisen ville vide, hvad jeg synes om at ”passe” barnet, mens mor var på arbejde. Eller da det kvindelige køkkenpersonale til et EU-topmøde på Cypern stak af med min baby, som de helt klart mente ville have det bedre med dem end med mig.

Eller da jeg dybt koncentreret om at skifte den lille først opdagede at puslebordet var inde på dametoilettet i Amager Centret, da der blev skyllet ud på et af toiletterne og to måbende teenagepiger trådte ud ad båsen. Jeg fik de underligste blikke, som om jeg var en klam idiot, der havde brugt babyen som undskyldning for at komme ind og lure på dem.

Læs også: Far på barsel

Året er 2016 – and here we go again. Konen fik mig overtalt til at vi skulle tage tre’eren med og pludselig befinder jeg mig endnu engang med en barnevogn i Amager Centret. Babyen ligner den fra sidst, bleen lugter på samme måde, men omgivelserne har forandret sig. Amager Centret er blevet renoveret og har fået topmoderne toiletter ved siden af Cofoco-restauranten i stueetagen. Fint skal det være.

Puslebordet står stadig på dametoilettet, men nu er ’far velkommen’, som der står på det lækkert layoutede skilt. Mænd kan nemlig også skifte bleer, forstår man. Jeg nåede lige at blive helt glad, rullede stolt ind til madammerne og hev pusletasken frem. Men så slog det mig. Var det her egentlig en sejr for den moderne mand og ligestillingen? Eller var det i virkeligheden en halvtrist cementering af, at barrøvede babyer er kvindens domæne – som manden lejlighedsvis har fået adgang til?

Uanset hvad, så stod jeg stadig på dametoilettet. Selvom jeg kunne pege på skiltet og påberåbe mig min ret til at være der, var jeg stadig på fremmed græs. Og jeg skal da lige love for, at samtlige tissetrængende kvinder nedstirrede mig og baby i forbifarten. Sådan føltes det i hvert fald. Når kvinder snyder i køen og går ind på herretoilettet, er det flabet. Men den går ikke den anden vej rundt. Mænd på dametoilettet er topklamt og totalt haram.

Men ok – hvis jeg nu tager ja-hatten på, så er forandringerne i Amager Centret måske det første skridt i retning af en ny kultur, hvor mænd på barsel bare er det nye sort og man kan skifte bleer på et væghængt puslebord over pissoiret. Alting skal jo starte et sted, så det med dametoilettet er måske bare en nødvendig fase, vi skal igennem. I al fald er det nye toilet rarere end det gamle, så næste gang jeg bukker mig ned til min babys stinkende ble på det funklende nye puslebord vil jeg tænke ’tak for lort’ – og ikke kun mene det på en bitter måde 🙂

Far til en pige

katniss-everdeen-andyblog

Der sker noget med en, når man bliver far til en pige. I al fald hvis man er rundet af den holdning til kvinder, som jeg er, gennem min opvækst, gennem den del af rap-kulturen, jeg er vokset op med og har dyrket – og med den kone jeg har. Nemlig en holdning, hvor kvinder skal respekteres og hvor piger skal vide, at de kan blive lige det de vil.

Jeg kom til at tænke over det, da jeg forleden genså den første Hunger Games film. Jeg var fuldstændigt blæst bagover da jeg så filmen første gang. Stærk kommentar til den aktuelle tidsånd og en eviggyldig påmindelse om, hvor farlige totalitære styreformer er.

Men-men-men: mest af alt var jeg – og måske særligt anden gang jeg så filmen – helt og aldeles fan af den stærke, seje, kvindelige hovedperson i Katniss Everdeen. Og det har aldrig betydet noget for mig før jeg blev far. Her studsede jeg aldrig over, at kvinderne i Hollywood-baskerne for det meste havde rollen som det lækre indspark, der gav lidt ekstra motivation til de mandlige heltes bedrifter. Og jaja, også for mig kunne de lækre birolleindehavere trække et halvslattent plot igennem – og det kan de stadig 😉

I dag betyder det meget for mig at se en sej rollemodel som Katniss Everdeen træde frem og kæmpe for retfærdigheden og gøre det med selvsikkerhed, sejhed og bad-ass-attitude. For den slags rollemodeller er der ikke mange af. Og det er der brug for – for min datter og alle de andre unge piger, der går rundt derude og bøvler med selvværdet og spørgsmålet om, hvad det er de skal leve op til.

Læs også: Konger får prinsesser

For Katniss Everdeen handler det ikke om at have den perfekte krop (…selvom Jennifer Lawrence ser forbistret godt ud…), det rigtige mærkevaretøj eller mange følgere på sin YouTube-kanal. Det handler om at stå op for det man tror på og kæmpe for dem man holder af. Og selvom Hollywood-film med seje kvindelige heltinder, der sparker røv uden hensyn til om mascaraen løber, ikke er hele løsningen på fx det problem Børnerådet råbte vagt i gevær omkring i august – at hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse – så er det én af de ting, der kan hjælpe.

Jeg kan i al fald mærke det betyder meget for mig som far, at der er nogen min datter kan spejle sig i og se op til. Har du nogen gode rollemodeller så smid dem i tråden herunder!

Togtur, tegninger og tid

andyblog-togtur

I går skulle jeg spille med HipSomHap i Viborg. Turen gik med meget tidligt morgentog fra København til Vejle og derfra videre med X-bus, der bragte mig lige gennem svigerforældrenes lille by, Tørring – hvor min kone har gjort både diskotek Jofi og Åstuen Bodega usikker i sine unge dage. Og da der er efterårsferie for skolepigen herhjemme og knap så meget for os andre, havde jeg hende med, så hun kan få en alene-ferie hos mormor og morfar, mens vi voksne arbejder og brødrene laver ballade i henholdsvis vuggestuen og børnehaven.

Sådan gør vi et par gange om året: tager toget med den ene eller den anden af de store unger til Jylland, for at de kan komme på miniferie ved mine svigerforældre. De nyder al den opmærksomhed og ro (…og de store mængder slik, som morfar svindler på bordet morgen, middag og aften til mormors store forargelse…), som man ellers ikke har så meget af, når man bare er ét af tre børn i en familie med fuld fart over feltet. Og vi nyder kun at have to unger at børste tænder på/lave mad til/bade/putte/vaske op efter/vaske tøj for/hente/bringe/etc.

Og noget af det allerfineste er faktisk turen. Ud og se med DSB – ja, hvem skulle have troet det? Forventningens glæde over ferien og forkælelsen, der venter. Alene-tiden med mor eller far undervejs. Stoltheden over at være så stor, at man er på vej alene på ferie. Og så tiden. Tid, hvor der ikke er andet, der kan stjæle opmærksomheden. Bare landskabet, der farer forbi, de obligatoriske pølsehorn fra 7/11 (…der dog denne gang undtagelsesvis var skiftet ud med skyr, da afgangstidspunktet var klokken lidt i seks…) og flere timer at slå ihjel.

Det er nogen af de bedste timer vi har sammen. Tid til at læse, tegne, spille og fundere over alle de ting i hverdagen, vi ikke lige får snakket om: tanker om venskaber og søde drenge. Spørgsmål om krig i verden og fred i Danmark. Bekymringer. Drømme. Og alle de der små beretninger, man også får i hverdagen, men som man – hånden på hjertet – ikke altid lige får hørt helt ordentligt efter, når man balancerer leverpostej og mellemlagspapir med den ene hånd ,mens den anden slår op på forældreintra for at tjekke ugeplanens krav til idrætstøj den næste dag.

Hjemme igen – med en stolt, glad, stor pige droppet af i Tørring til en dejlig ferie – lover jeg mig selv, at jeg vil se om jeg kan blive bedre til at finde de der Ud-og-Se-med-DSB-stunder herhjemme i hverdagen. Det kan jo ikke være de bløde sæder og den intime stemning i IC3-togene, der gør forskellen – og det er trods alt både billigere og nemmere at finde tiden til de der stjerne-stunder, hvis vi kunne skabe det rum herhjemme. Jeg har tænkt det før – men den her gang skal det lykkes. Some how.