Blød mand – nej tak!

bloedman-nejtak-andyblog

Hvis der er et udtryk jeg hader, så er det ’en blød mand’.

For det er cirka ligeså skadeligt for den maskuline selvopfattelse, som det er fornærmende mod alle ordentlige mænd, når Donald Trump forsvarer sine svinske og sexistiske kommentarer med, at det bare en mandesnak fra omklædningsrummet. Man kan ikke bortforklare, at man er et røvhul ved at henvise til at ’sådan er mænd’ – og mænd, der tager ansvaret på sig, når det kommer til ungerne, til hjemmet, til familien er ikke ’bløde’ (læs: lidt mindre mande-agtige mænd end resten).

Og vi behøver jo i øvrigt ikke engang tage turen over Atlanten for at finde den slags: for nylig kom DR ud i en shitstorm af dimensioner, da de bad de mandlige deltagere i Den Store Bagedyst bage ud fra temaet ’mandehørm’ – og en deltager røg ud, fordi hans fortolkning af det maskuline ud i bagværk ikke var mandig nok. Indrømmet: jeg har aldrig set det der bageprogram – men man kan jo ikke være borger i det her land uden at blive konfronteret med følelsesladede diskussioner på gader og stræder, blandt kollegaer og venner og på de sociale medier om glasur, fondant og andre bagværks-relaterede stridspunkter. Og ud fra hvad jeg hører røg Bagedysten lige direkte ind på top-ti-listen over fordummende køns-stereotyper med programmet der.

I parentes: hvis du ligesom mig ikke liiiige får set programmet, men vil have nogen af de vredeste og sjoveste reaktioner – så tjek hashtagget #Gunnargate på twitter – det er pænt skægt.

Men tilbage til min afsky for udtrykket ’bløde mænd’. Se, jeg føler mig generelt temmelig mandig. Både når jeg saver brænde og når jeg støvsuger. Når jeg svinger vaterpasset og når jeg fylder opvaskeren. Når jeg står på scenen og rapper og når jeg putter ungerne og synger godnatsang. Og jeg vil meget gerne have mig frabedt at få mærkatet ’blød mand’, fordi jeg mener det er vigtigt, at jeg er der for mine børn og min familie. Jeg har tænkt mig at præge og opdrage mine sønner til at blive den slags mænd, der tager lige så meget ansvar på sig i hjemmet som professionelt. Og de skal gøre det med stolthed og uden at føle, at de gør det på trods af deres køn og mandighed.

Og forhåbentlig får de let ved det. Fordi de har set deres egen far magte både at være ham den seje rapper og ham den seje kok/indkøber/opvasker/badechef etc. derhjemme. Det tror jeg i al fald er forskellen på mig og mine jævnaldrende mandlige venner, der alle sammen i større eller mindre grad bakser med rollen som moderne mand. Jeg er vokset op med en syg mor og derfor også med en far, der stod for det hele – fra tøjvask over rengøring til indkøb og madlavning. Når jeg så oven i købet faldt for en kvinde, der ikke kunne lave mad og hellere vil redde verden end holde hus og hjem, ja, så faldt det let, at vi skulle være fælles om tingene derhjemme. Det er ikke dét, der giver udfordringer i parforholdet herhjemme – diverse brevkassers råd om at tage opvasken i ny og næ eller interessere sig lidt for indretningen af hjemmet for at få mere sex ud af damen, er ikke engang i nærheden af at ramme skiven.

Og på bundlinjen står altså, at jeg er træt af, at det betyder, at jeg skulle falde ind under en eller andet særlig underkategori af mænd, der er særligt ’bløde’. Sådan noget pjat. En blød mand er en, der ikke står fast på sine principper, ikke står op for det han tror på, ikke kæmper for dem og det han har kært. Og det er – hvis du spørger mig – alt det modsatte af det, jeg prøver at praktisere i min hverdag som moderne mand anno 2016.

   

I går var det Khalids fødselsdag

Khalid_andyop

Facebook minder os om alt muligt hele tiden. Fx var det i går 7 år siden, at jeg oprettede min profil – og dermed åbenbart min 7-års ”Facedag”. Og så kunne jeg se i menuen ude til højre, at flere af mine venner havde fødselsdag. Bl.a. en fyr, der hedder Khalid. Eller hed. Han er her ikke mere. Men det var hans fødselsdag i går og hans profil lever stadig. Han ville være blevet 21.

Livet er en mærkelig størrelse. Både det virkelige og det virtuelle. Vi er tættere på hinanden end nogensinde før, men alting går så hurtigt, at ingen rigtig har mulighed for at følge med. Khalid var en af dem, jeg kom tæt på, men aldrig rigtig lærte at kende. Han boede i den hårde del af Albertslund, hvor jeg mødte ham i forbindelse med mine rap-workshops i den lokale boligforening for nogle år siden.

Han var en god dreng. Én, der turde være sig selv i en verden, hvor der ikke uddeles mange chancer til dem, der står uden for. Han var nok ikke noget åbenlyst musikalsk talent, men han havde mere at byde på end de fleste andre. Han fortalte om sin opvækst og sine drømme. Det var aldrig nemt. Men selvom den lette løsning ville have været at kopiere de andre rødder og skrue op for attituden, så holdt han fast i sig selv.

Khalid gjorde en forskel, passede på de små i kvarteret og ville noget med sit liv. Smil på læben og hjertet på det rette sted. Skrev stolt til mig, da han fik sit første job. Han var godt på vej. Men fik ikke lov til at komme ret langt. Dagen før hans 20-års fødselsdag mistede han livet i en tragisk bilulykke. Fuldstændig meningsløst.

Tænk, at livet kan slutte så tidligt og så brat. Vi er så skrøbelige, tiden går så hurtigt og lige pludselig er der ikke mere tilbage. Mit Facebook-feed er for længst blevet fyldt op af nye nyheder, fødselsdage, begivenheder og minder, der stjæler opmærksomheden. Trædemøllen buldrer uforstyrret derudaf. Men i går stoppede jeg op. Påmindelsen om Khalids fødselsdag gjorde indtryk og fik mig til at tænke på, at det saftsuseme er vigtigt at bruge tiden godt.

Det er mørkt og koldt udenfor, Bjørn sover elendigt om natten og min cykel er punkteret – men hvor er det dog spild af liv at gå rundt og være irriteret over den slags. Det vil jeg virkelig prøve at huske mig selv på at lade være med. Og når jeg alligevel gør det, vil jeg sige til mig selv: Tag dig nu lige sammen og tag det med et smil – det ville Khalid have gjort.

Æret være hans minde. Du er savnet. Mine tanker går til hans familie og venner.

Photoshoot med rander under øjnene

andyblog_bridgeblandingI søndags skulle jeg tage nye pressebilleder til lanceringen af den kommende EP. Den slags kan være lidt af en udfordring, for man er vel kunstner og ikke model – og hvor fedt er det lige at skulle stå stille og posere i timevis foran kameraet? Jeg kender mange, der hader det og ser det som et nødvendigt onde, der hører med til at være musiker.

Jeg har nu aldrig haft så svært ved det. Ikke at jeg som sådan er særlig god til at se fantastisk skarp ud fra den helt rigtige vinkel, men det der med at sidde eller stå stille, mens kameraet kører og fotografen dirigerer, passer mig fint. Så får jeg lidt ro. Jeg skal selvfølgelig være på, men på en helt anden måde end når jeg står på en scene eller slås med børnene derhjemme. Ro er der ikke meget af i mit liv, så den del hilser jeg velkommen.

Udfordringen ligger et helt andet sted for mig. Hvordan undgår jeg at ligne én, der er ved at falde i søvn? Vi skød billederne søndag aften. Jeg drønede ud af døren, så snart den sidste af ungerne var puttet – og lignede formentlig et narkovrag, da jeg ankom hos fotografen. Ikke på den seje smadrede rock’n’roll-agtige måde, men på den der gylp-ned-ad-ryggen-og-rander-under-øjnene-agtige facon.

Læs også: Jeg har ik’ sovet i et år

Vi startede ud med en kold øl, lidt lunken vand i ansigtet og høj musik på anlægget, for at få gang i kroppen og booste humøret. Det er jo vigtigt at hygge sig, når man skal se skarp ud. Bridgeblanding og en bajer, så kører vi. 400 billeder senere havde vi fået det, vi skulle bruge – lækre rene studiebilleder, underlige setups med potteplanter og plastiktræer, lidt fra bagtrappen og en tur ud på gaden. Kreativt og sjovt. Og med i hvert fald et eller to vellykkede billeder iblandt, hvor jeg ikke lignede det jeg var – usandsynlig træt 🙂

EP’en udkommer næste fredag, d. 11. november. Glæder mig helt vildt til at præsentere jer for musikken og den sjoveste musikvideo, jeg nogensinde har været med til at lave – og selvfølgelig de bedste af pressebillederne. I første omgang får I et par stykker af dem, vi af gode grunde sorterede fra… Enjoy!

 

dsc_0151

dsc_0284

dsc_0102

dsc_0128

   

Tak for lort

takforlort_andyblog

Tilbage i 2012 var jeg på barsel. Det var hårdt og fedt – og bød på sine udfordringer. Som da TV Avisen ville vide, hvad jeg synes om at ”passe” barnet, mens mor var på arbejde. Eller da det kvindelige køkkenpersonale til et EU-topmøde på Cypern stak af med min baby, som de helt klart mente ville have det bedre med dem end med mig.

Eller da jeg dybt koncentreret om at skifte den lille først opdagede at puslebordet var inde på dametoilettet i Amager Centret, da der blev skyllet ud på et af toiletterne og to måbende teenagepiger trådte ud ad båsen. Jeg fik de underligste blikke, som om jeg var en klam idiot, der havde brugt babyen som undskyldning for at komme ind og lure på dem.

Læs også: Far på barsel

Året er 2016 – and here we go again. Konen fik mig overtalt til at vi skulle tage tre’eren med og pludselig befinder jeg mig endnu engang med en barnevogn i Amager Centret. Babyen ligner den fra sidst, bleen lugter på samme måde, men omgivelserne har forandret sig. Amager Centret er blevet renoveret og har fået topmoderne toiletter ved siden af Cofoco-restauranten i stueetagen. Fint skal det være.

Puslebordet står stadig på dametoilettet, men nu er ’far velkommen’, som der står på det lækkert layoutede skilt. Mænd kan nemlig også skifte bleer, forstår man. Jeg nåede lige at blive helt glad, rullede stolt ind til madammerne og hev pusletasken frem. Men så slog det mig. Var det her egentlig en sejr for den moderne mand og ligestillingen? Eller var det i virkeligheden en halvtrist cementering af, at barrøvede babyer er kvindens domæne – som manden lejlighedsvis har fået adgang til?

Uanset hvad, så stod jeg stadig på dametoilettet. Selvom jeg kunne pege på skiltet og påberåbe mig min ret til at være der, var jeg stadig på fremmed græs. Og jeg skal da lige love for, at samtlige tissetrængende kvinder nedstirrede mig og baby i forbifarten. Sådan føltes det i hvert fald. Når kvinder snyder i køen og går ind på herretoilettet, er det flabet. Men den går ikke den anden vej rundt. Mænd på dametoilettet er topklamt og totalt haram.

Men ok – hvis jeg nu tager ja-hatten på, så er forandringerne i Amager Centret måske det første skridt i retning af en ny kultur, hvor mænd på barsel bare er det nye sort og man kan skifte bleer på et væghængt puslebord over pissoiret. Alting skal jo starte et sted, så det med dametoilettet er måske bare en nødvendig fase, vi skal igennem. I al fald er det nye toilet rarere end det gamle, så næste gang jeg bukker mig ned til min babys stinkende ble på det funklende nye puslebord vil jeg tænke ’tak for lort’ – og ikke kun mene det på en bitter måde 🙂

Far til en pige

katniss-everdeen-andyblog

Der sker noget med en, når man bliver far til en pige. I al fald hvis man er rundet af den holdning til kvinder, som jeg er, gennem min opvækst, gennem den del af rap-kulturen, jeg er vokset op med og har dyrket – og med den kone jeg har. Nemlig en holdning, hvor kvinder skal respekteres og hvor piger skal vide, at de kan blive lige det de vil.

Jeg kom til at tænke over det, da jeg forleden genså den første Hunger Games film. Jeg var fuldstændigt blæst bagover da jeg så filmen første gang. Stærk kommentar til den aktuelle tidsånd og en eviggyldig påmindelse om, hvor farlige totalitære styreformer er.

Men-men-men: mest af alt var jeg – og måske særligt anden gang jeg så filmen – helt og aldeles fan af den stærke, seje, kvindelige hovedperson i Katniss Everdeen. Og det har aldrig betydet noget for mig før jeg blev far. Her studsede jeg aldrig over, at kvinderne i Hollywood-baskerne for det meste havde rollen som det lækre indspark, der gav lidt ekstra motivation til de mandlige heltes bedrifter. Og jaja, også for mig kunne de lækre birolleindehavere trække et halvslattent plot igennem – og det kan de stadig 😉

I dag betyder det meget for mig at se en sej rollemodel som Katniss Everdeen træde frem og kæmpe for retfærdigheden og gøre det med selvsikkerhed, sejhed og bad-ass-attitude. For den slags rollemodeller er der ikke mange af. Og det er der brug for – for min datter og alle de andre unge piger, der går rundt derude og bøvler med selvværdet og spørgsmålet om, hvad det er de skal leve op til.

Læs også: Konger får prinsesser

For Katniss Everdeen handler det ikke om at have den perfekte krop (…selvom Jennifer Lawrence ser forbistret godt ud…), det rigtige mærkevaretøj eller mange følgere på sin YouTube-kanal. Det handler om at stå op for det man tror på og kæmpe for dem man holder af. Og selvom Hollywood-film med seje kvindelige heltinder, der sparker røv uden hensyn til om mascaraen løber, ikke er hele løsningen på fx det problem Børnerådet råbte vagt i gevær omkring i august – at hver fjerde pige i 9. klasse er i fare for at få en spiseforstyrrelse – så er det én af de ting, der kan hjælpe.

Jeg kan i al fald mærke det betyder meget for mig som far, at der er nogen min datter kan spejle sig i og se op til. Har du nogen gode rollemodeller så smid dem i tråden herunder!

Togtur, tegninger og tid

andyblog-togtur

I går skulle jeg spille med HipSomHap i Viborg. Turen gik med meget tidligt morgentog fra København til Vejle og derfra videre med X-bus, der bragte mig lige gennem svigerforældrenes lille by, Tørring – hvor min kone har gjort både diskotek Jofi og Åstuen Bodega usikker i sine unge dage. Og da der er efterårsferie for skolepigen herhjemme og knap så meget for os andre, havde jeg hende med, så hun kan få en alene-ferie hos mormor og morfar, mens vi voksne arbejder og brødrene laver ballade i henholdsvis vuggestuen og børnehaven.

Sådan gør vi et par gange om året: tager toget med den ene eller den anden af de store unger til Jylland, for at de kan komme på miniferie ved mine svigerforældre. De nyder al den opmærksomhed og ro (…og de store mængder slik, som morfar svindler på bordet morgen, middag og aften til mormors store forargelse…), som man ellers ikke har så meget af, når man bare er ét af tre børn i en familie med fuld fart over feltet. Og vi nyder kun at have to unger at børste tænder på/lave mad til/bade/putte/vaske op efter/vaske tøj for/hente/bringe/etc.

Og noget af det allerfineste er faktisk turen. Ud og se med DSB – ja, hvem skulle have troet det? Forventningens glæde over ferien og forkælelsen, der venter. Alene-tiden med mor eller far undervejs. Stoltheden over at være så stor, at man er på vej alene på ferie. Og så tiden. Tid, hvor der ikke er andet, der kan stjæle opmærksomheden. Bare landskabet, der farer forbi, de obligatoriske pølsehorn fra 7/11 (…der dog denne gang undtagelsesvis var skiftet ud med skyr, da afgangstidspunktet var klokken lidt i seks…) og flere timer at slå ihjel.

Det er nogen af de bedste timer vi har sammen. Tid til at læse, tegne, spille og fundere over alle de ting i hverdagen, vi ikke lige får snakket om: tanker om venskaber og søde drenge. Spørgsmål om krig i verden og fred i Danmark. Bekymringer. Drømme. Og alle de der små beretninger, man også får i hverdagen, men som man – hånden på hjertet – ikke altid lige får hørt helt ordentligt efter, når man balancerer leverpostej og mellemlagspapir med den ene hånd ,mens den anden slår op på forældreintra for at tjekke ugeplanens krav til idrætstøj den næste dag.

Hjemme igen – med en stolt, glad, stor pige droppet af i Tørring til en dejlig ferie – lover jeg mig selv, at jeg vil se om jeg kan blive bedre til at finde de der Ud-og-Se-med-DSB-stunder herhjemme i hverdagen. Det kan jo ikke være de bløde sæder og den intime stemning i IC3-togene, der gør forskellen – og det er trods alt både billigere og nemmere at finde tiden til de der stjerne-stunder, hvis vi kunne skabe det rum herhjemme. Jeg har tænkt det før – men den her gang skal det lykkes. Some how.

   

Lydbøger er det nye sort!

planen_andyblog
Som småbørnsforælder må man leve med at være et skridt bagefter. Der var engang, hvor jeg altid så de nye actionbrag i biffen eller lejede dem som premierefilm i Blockbuster, stod klar i Fona på udgivelsesdagen for at købe Eminems nye cd’er og i det hele taget bare havde styr på alt, hvad der rørte sig. Det er længe siden. Når man har favnen fuld af unger når man ikke en flyvende fis. Og da slet ikke alt sådan noget luksus-selvforkælelses-agtigt som musik og underholdning. Eller bøger.

I virkeligheden har jeg aldrig været den store læsehest. Jeg er bestemt ikke typen, der læser 15 sider i minuttet og sluger sækkevis af romaner i sommerferien. Men jeg har lært at nyde en god bog – når tiden ellers er til det. Måske et par stykker eller tre om året, kan det blive til. En eller anden dag kan det være, at jeg kommer til at sidde i en lænestol med en whisky og en spændende krimi, men det bliver sikkert først når de små er blevet så store, at man sidder fredag aften og venter på at de kommer hjem fra byen.

I mellemtiden har jeg fundet en anden løsning. Lydbøger! De seneste tre bøger jeg har læst, har jeg ikke læst – dem har jeg hørt. På sjældne løbeture og senest mens jeg har knoklet løs med spartling og filt i vores baghus i bedste handy-Andy stil. Først hørte jeg den helt igennem geniale og usædvanligt morsomme beretning om ”En mand der hedder Ove”. Og så gik jeg i krig med en af sidste års mest omtalte bøger herhjemme – som jeg naturligvis ikke havde fået læst endnu – ”Planen”.

Bogen udkom nogenlunde samtidig med min seneste søn, så den gik fuldstændig min næse forbi. Og med sine langt over tusind sider er det ikke lige just et værk man giver sig i kast med en sen aftentime, når børnene endelig sover og man selv burde gå i seng, men alligevel insisterer på et underholdningsfix i sofaen. Men hvor er jeg dog glad for, at jeg slukkede for radioen og satte ”Planen” på en tilfældig tirsdag i baghuset. Lydbogen varede næsten 15 timer, men jeg stod alligevel med følelsen af, at jeg godt ville have hørt noget mere, da den pludselig var færdig.

Sjældent har jeg oplevet noget så velskrevet – og veloplæst (godt gået, Zaki!) – som den betonklods af en bog, ”Planen” vitterligt er. En minutiøs maratonfortælling om en hverdag med baconchips og billig cola i en dansk ghetto. Man kommer ind i hovedet og langt ind under huden på den selvbiograferende forfatter, der slæber os igennem hele sin barndom, ungdom og tidlige voksenliv. Utroligt, at det kan være så fængslende. Klart en ”must read” – eller ”must hear” om man vil.

Pudsigt nok skal min lille søn starte i vuggestue i Urbanplanen – hvor bogen jo foregår – i næste uge. Der skal han gå de første måneder indtil der bliver plads i den institution, hvor storebror også går. Jeg skal stå for indkøringen og skal så bare finde ud af, hvilken bog jeg skal høre, når Bjørnen sover i barnevognen på vej hjem.

Gode bud modtages gerne!

Kugledans på Amager

kugledanspåamager_andyblog
Mandag morgen var der blodspor på vejen til børnehaven. Fra midten af Holmbladsgade og hvert andet skridt, indtil den sårede var drejet om hjørnet ad en sidegade. Blodpletterne lignede nærmest morbide prikker på et skattekort, der slingrede sig af sted mod krydset. Vi gik ikke på jagt, men nøjedes med at konstatere, at skudepisoden aftenen forinden havde sat sine spor.

Der var ”dagen-derpå-stemning” i kvarteret, da vi gik ned ad gaden ved middagstid. Snakken gik uden for kiosken og i busskuret. En mand stod og skrubbede fortovet med vand og sæbe. Andre cyklede bare forbi, som om det var en helt almindelig mandag.

Det var det forhåbentlig ikke.

At der foregår ting og sager på gaden og i opgangene rundt omkring i kvarteret, ved alle i lokalområdet. Vi ser dem hele tiden, for de bor og lever her jo ligesom os andre. Nogle holder vagt, andre tager imod ordrer og overleverer varerne. Det er efterhånden blevet en del af gadebilledet. Politiet kigger forbi med jævne mellemrum og ved vel sagtens udmærket, hvad der sker og hvem de skal holde øje med.

Det er ikke kønt, men hvad kan man gøre ved det? Og så længe de holder sig for selv kan vi andre vel leve i fred. Men de gør de ikke længere – de sidste par dage har vi jo nærmest været statister i et afsnit af ”The Wire”.

I aftes var der så meget udrykning, at vores datter blev bange og ikke kunne sove. Mor forsøgte sig med en forklaring om, at vi jo bor tæt på Amager Hospital – og det er jo meget praktisk, hvis man kommer til skade. Men sandheden tikkede hurtigt ind på ekstrabladet.dk: knivstik ved Lergravsparken station. 50 meter fra skolen, hvor Karla starter igen efter sommerferien i næste uge.

En ung mand blev overfaldet og sank sammen ved metroen. Nye blodspor. Han overlevede og vil sjovt nok ikke samarbejde med politiet. Den konkrete årsag til balladen tør jeg ikke spå om. Kamp om territorier, stridigheder mellem lokale grupperinger eller simpel hævn for what ever. Hvem ved.

Men det er altså for meget. For tæt på. Og for sandsynligt, at uskyldige før eller siden bliver fanget i krydsilden.

Ikke mere kugledans, tak.

Ude godt…

homesweethome_andyblog

Lige kommet hjem fra 2 ugers sommerferie med familien. Luftforandring fryder – ingen tvivl om det – men hvor er det også bare skønt at være tilbage. Hjem, kære hjem, jeg er vild med dig!

Vi har haft en dejlig ferie med masser af hygge og samvær langt væk fra de vante rammer. Børnene har nydt det, vi har nydt det og batterierne er ladet op på ny. Nu er det jo ikke fordi man sådan rigtig slapper af, når man er af sted med tre små bavianer – en weekendtur uden unger ville være fuldt ud fortjent ovenpå enhver familieferie – men alligevel. Trætheden er ikke så meget anderledes end før vi tog på ferie, men energien er i top!

I år gik turen til Island med vild natur og regnvejr. Vi boede i en lejlighed i smukke Reykjavik, der bød på masser af spændende oplevelser for både store og små. Vi så gejsere og hvaler og besteg bjerge og vulkaner, der til børnenes store lettelse ikke gik i udbrud. Det vil jeg fortælle lidt mere om i et senere indlæg, hvor der helt sikkert sniger sig et par gode rejsetips ind.

Vi landede i Kastrup sent i aftes, og hverdagen er allerede i gang igen på fuld drøn. Jeg er i skrivende stund på vej retur fra spillejob med HipSomHap i Holbæk – i morgen skal vi til Roskilde og på lørdag rammer vi Tune. Samtidig er vores byggeprojekt i baghaven, hvor vores gamle baghus er blevet revet ned og bygget op igen, langt om længe ved at være nået så langt, at ”Handy Andy” kan gå i aktion med spartling og maling.

Der er nok at se til og masser af projekter at gå i krig med. Kom an, hverdag, jeg er SÅ klar til at møde dig!

   

At gå på scenen i en stem-hjem-kultur

omatgåpåscenen_andyblog
I lørdags debuterede min datter som solosanger foran et stort publikum. 7 år gammel og med et fast greb om mikrofonen. Hun trådte forsigtigt ind på scenen og smilede underfundigt, som om hun var i tvivl om det bare var en drøm, mens hun uden slinger i valsen sang sig igennem MGP-favoritten ”Savner Dig”. Hun var sød og god og far var stolt.

Men det var lidt af en kamp at få hende derop. Ikke forstået på den måde, at det var min mission at hun skulle stå der på en scene og optræde foran en masse mennesker. Det var hendes drøm, ikke min. Indrømmet, jeg synes det er super fedt, at hun er vild med at synge og gerne vil optræde. Og det er nok ikke tilfældigt, at hun har fået lige netop den interesse. Men det skal handle om at have det sjovt – ikke om at blive den nye stjerne. Og det gør det heldigvis også.

Men der er alligevel meget på spil, når man sådan stiller sig op på en scene foran en stor forsamling. For hvad nu, hvis der er nogen, der synes det er dårligt? Eller hvis jeg laver en fejl? Den slags tanker har fyldt meget oppe i det lille hoved den seneste uge. Faktisk var hun tæt på at bakke ud og droppe det hele i sidste øjeblik, selvom hun havde glædet sig i lang tid.

Karla vokser op i en ”stem-hjem-kultur”, hvor vi opstiller glansbilleder af os selv og peger fingre ad dem, der falder igennem. Vi er alle sammen en del af det store cirkus på de sociale medier, og den står på reality og talentshows, når der skal hygges med familien fredag aften. Alting skal vurderes. Det er tydeligt at mærke på børnene, der er langt mere selvbevidste i dag end tidligere. Der er ligefrem opstået en helt ny rolle i ungernes lege: ”dommeren”. Og det er altså bare lidt ærgerligt at blive stemt ud af frikvarteret.

Det har uden tvivl altid været en udfordring at skulle optræde for første gang. Men prisen for at træde ved siden af er blevet så høj, at mange slet ikke tør træde. Særligt inden for musik. Jeg ser det igen og igen, når jeg afholder workshops om rap og performance for børn og unge – og får den samme melding fra andre kolleger i felten. Som en sangunderviser sagde til mig forleden: ”Børnene har ikke noget imod at folk kigger på, når de spiller fodbold, men når de skal synge panikker de totalt, hvis der er publikum på”.

Hvor er det bare drønærgerligt, at det er blevet sådan. Og hvor er jeg bare glad for, at Karla – til trods for at hun blev ramt af akut stem-hjem-angst op til koncerten – valgte at gå på scenen alligevel. Hun fik overbevist sig selv om, at folk nok ikke ville synes, at hun var dårlig. Ikke at det var lige meget, hvis nogle af dem gjorde. Men det skal nok komme – et skridt ad gangen. Hun overvandt noget i selv ved at gøre det, og hun var pavestolt og super glad bagefter. Og det er jo det, musik kan: skabe glæde og give selvtillid.

Det var en kæmpe stor oplevelse, som hun kommer til at leve højt på længe og som har givet hende mod på tilværelsen og lyst til at synge, spille og optræde. Præcis som jeg oplevede det på en skole i Esbjerg for nylig, hvor jeg kørte et længere forløb med to 7. klasser: De skulle skrive deres egne numre og give koncert for resten af skolen. Eleverne var rystende nervøse i dagene op til den store finale, men skulle nærmest hives ned fra scenen til sidst. ”Kan vi ikke nok få lov at optræde igen?”

Da euforien havde lagt sig og Karla tænkte tilbage på sin optræden, var der én ting, der stod tilbage: den meget lange klapsalve, hun fik fra publikum. Den tror jeg sent hun vil glemme.

Så fik hun sgu en ring!

guldring_andyblog
I går var det 12½ år siden, at Astrid scorede mig til en julefrokost med vores universitetshold. 12½ år! Det er da lidt af en milepæl. Vi blev gift i smug på vores 5-årsdag, men hun fik ikke nogen ring. Den slags var lige lovlig småborgerligt for en hippie-tøs som Astrid. Bare det at blive gift krævede overtalelse. Men i går fik hun den så: En vaskeægte guldring med skinnende brillanter (man er vel rapper).

Jeg havde ikke ligefrem gået og drømt om det store kirkebryllup, men jeg er nok en anelse mere romantisk anlagt end min bedre halvdel. Faktisk kan jeg huske, at jeg allerede efter et halvt år var tæt på at fri til hende – men holdt klogligt inde. Hun var løbet skrigende bort!

Jeg var 20 år gammel og slet ikke i tvivl: Jeg havde fundet den, som jeg ville leve resten af mit liv sammen med. Hvordan dælen jeg bare kunne være så sikker på det, ved jeg ikke – men den var der bare. Og tanken om at binde sig skræmte mig mærkeligt nok overhovedet ikke. Det samme gjaldt ikke helt for Astrid. Hun var tæt på at få angstanfald ved udsigten til at vi skulle bo sammen og bare være os to for evigt og altid.

Hun var en flippet socialist, der gik i genbrugstøj og havde hennafarvet hår. Rejste til Nicaragua for at redde verden og boede i kollektiv med fællesstrømper og følerunder. Sådan én slår sig sgu ikke ned i en toværelses og leger Hr. og Fru Jensen som 22-årig!

Det krævede både tålmodighed og list at få hende lokket om bord. Det hele startede på hendes initiativ, men var aldrig tænkt som andet end en eksotisk flirt – det kunne jo være meget sjovt at prøve at være sammen med en hiphopper. Men pludselig ville han flytte sammen og alt muligt! Kompromiset blev, at jeg flyttede ind i kollektivet sammen med hendes syv veninder og alle deres vegetarfrikadeller. Jeg boede der i tre måneder og tabte mig fem kilo.

Men det var drønhyggeligt og en effektiv kur mod hendes commitment-issues. Vi rykkede videre til et lille bofællesskab og inden længe købte vi en lejlighed sammen. Og så blev vi gift. Men mest af alt fordi Astrid var blevet gravid og vi skulle tage stilling til nogle pensionspapirer – og det var altså bare nemmere, hvis vi var gift. Så jeg friede til hende over en sandwich i et tog mod Århus. Vi giftede os i hemmelighed på Rådhuset og holdt senere en kombineret ”navne – og kærlighedsfest”. Hippiestilen var intakt.

Det er 7½ år siden nu. Vi har fået yderligere to børn og er rykket i hus. Med have. Og rabarberbed. Og skiseme om ikke socialisten er blevet socialdemokrat. Man siger at det første kvinder gør, når de bliver gift, er at begynde at lave om på deres mænd. Og jeg vil ikke lyve, Astrid har påvirket mig mere end nogen anden i mit voksenliv. Men jeg synes nu, at jeg lykkes meget godt med mit projekt. I går fik hun en shiny guldring og hun var vild med den.

Mission accomplished.

Om et halvt år der gik på 2 minutter

Bjørn_andyblogJeg fatter det simpelthen ikke. For et øjeblik siden var han en skrøbelig lille prut, der dårligt nok kunne åbne øjnene. Kort før det lå han inde i maven. Og nu – ja, nu øver han sig i at kravle, mens han sender flirtende blikke og klukler, så man bliver blød om hjertet.

Bjørn er blevet et halvt år på 2 minutter. Sådan føles det i hvert fald. Og jeg er vild med det. Ikke fordi han var en træls type, da han var helt spæd – han er bare sjovere nu. Og det er for vildt at opleve, at han vokser og udvikler sig hver eneste dag.

Snart står den sikkert på blå mandag og akavede snakke om blomster og bier. Det går så stærkt – husk at nyde det! Sådan siger alle folk, der har været der selv og blev ramt af chok, da ungerne pludselig flyttede hjemmefra. Og den er sikkert god nok. Før vi aner det, er de små blevet store.

Men det gør nu ikke så meget. Jeg hører ikke til den sentimentale slags, der synes det er vemodigt og trist, at børnene bliver større og ikke længere er små og nuttede. Det bilder jeg mig i hvert fald ind, at jeg ikke er – har jo ikke prøvet det sådan for alvor endnu. Indtil videre synes jeg bare det er fedt, at de vokser og hele tiden kan nye ting.

Vores ældste er begyndt at spille skak – fandme om ikke hun vandt over mig forleden – og skal synge solo til en koncert i næste weekend. For syv år siden var det hende, der kæmpede for at lære at kravle. Nu kigger hun på sin yngste lillebror med betagede øjne og siger, at han er ”vores lykkes smed”.

Det er de alle sammen, de kære små – og store. Jeg glæder mig til de næste 2 minutter.